Stilhed før Storm

Tag: Hverdagsliv

Stilhed før Storm – nu med ekstra trods!

Som min farmor ville sige, så ligger mine nerver på højkant i disse dage. Eller jeg har bare frygtelig travlt og skøjter rundt fra det ene job til det andet job og fra det ene kursus til det  andet kursus. Og så videre. Og jeg græder af glæde og lidt af stres, men alt er godt og indtil videre kan jeg følge med, bare jeg løber stærkt.

Så det gør jeg.

Hvad for en  opgave? Uni siger du….hvem? Not really an issue these days, må jeg indrømme. Fortrængning, fortrængning, fotrængning. “Lalalalalalalala” (+ fingre i ørene).Vældigt effektivt forsvar, når man ikke har lyst til at se på, at man for præcist et halvt år siden forsvor, at man næste gang, man havde sådan et fag, ikke skulle sidde en måned før aflevering af meget stor opgave uden et eneste ord på papir. Jajaja, brug af “man” frem for “jeg” er også et forsvar. Whatever. Sue me.

Før man forlader denne lille højborg af  festlig fornægtelse, smider man lige et forsvar mere i puljen. Man taler udenom og prøver at bringe jer på afveje, så i glemmer at minde en om, at man ikke skriver indlæg tit nok og slet ikke skriver opgave.(Endnu) en hund har jeg til Jer. Denne gang en der taler. Ja, det er sgu lidt besynderligt, at jeg gang på gang tyr til vores firbenede ruhårede venner, når jeg skal lave sjov (for vi ved jo alle sammen godt, at jeg ikke er den helt store dyreven). Men det her er bare sindssvagt morsomt. Og mit hjerte bløder for gadekrydset her, hver gang det siger “yea”. Man tror jo næsten på det der crap med, at dyr har følelser…(ja, it’s on karmahjul!…søster her er ikke bange mere…næsten ik…).

Advertisements

På cykel med galde og sindssyge som passager

ÅRFGH**@?£!!

Nogle gange tager jeg mig selv i at ønske, at folk der cykler helt lamt i Aarhus (og det er der satme mange der gør)  falder og dør som straf. Hvis nogen cutter ind foran mig på cykelstien, så jeg med livet som indsats må lave psykoopbremsninger, bliver jeg simpelthen så edderspændt hidsig, at jeg for ikke at eksplodere må forestille mig de syv plager bare plage dem og plage dem og plage dem. Jaja, græshopper, førstefødte og det hele. Don’t mess with me, siger jeg bare.

Og det går jo ikke at blive så sur. Affektreguleringen er helt off, når jeg kommer op på cykelsadlen. Og det går endnu mindre, at jeg får frit spil i mit mentale torturkammer, når jeg er på vej til yoga. Min chi eller aura eller hvad det nu hedder, er jo helt grå af mord, når jeg endelig dukker op i shalaen med måtten under armen og sved på overlæben.  Det er først efter tre solhilsner at den momentane sindssyge fortager sig.

Så i går på vej ned ad Nørre Alle sker der jo det, at jeg er lidt sent på den. Jeg cyyykler afsted for fuld skrald, da en pige overhaler mig, for så at køre ind foran mig og bremse. Jeg blev helt bleg af raseri og skulle lige til at råbe noget meget upassende på hende, da jeg opdager at hun er stoppet foran et fodgængerfelt, så en gammel mand med rolator og hele pivtøjet kan krydse gaden….

….

Av. Undskyld. Ring lige til Hades og sig at der er et styks ureguleret pigebarn på vej. På cykel.

 

Tak til køleskabspoeterne

Vi har det brandvarmeste køleskab i blokken…eller rækken hedder det vel…De sidste par år har et par hundrede mere eller mindre beskidte ord med magnet på bagsiden udgjort udsmykningen herpå og de har gjort det muligt for mangt en køleskabspoet med en lummer slagsside, at udfolde sig. Mens ægget koger, mens vandet køler af, mens kæresten afrimer fryseren, mens fadet står i blød, mens computeren genstartes eller en rendering er igang – mens livet går sin gang, lånes der et ord eller to og smuk poesi opstår. Her er et udsnit af den nuværende ordkunst – gid der vil komme meget mere.

Vi starter med en modløs opfordring fra husets mandlige beboere:

Den næste lavede min skrivemakker Lise, mens vi producerede endnu en uni-opgave og jeg fornemmer klart at lidt krea-leg på mikroovnen løsnede op for den matte skriveblokering, der på dette tidspunkt ventede lige rundt om hjørnet.

Ja, det var så en af de dage, hvor jeg var knap så nede med mit ungdomsliv og så frem mod pensionisttilværelsen med længsel.

Hmmm gade vide om det ikke var lillesøsterens kæreste Thomas, der var manden bag denne lægeroman af et køleskabsdigt?

En lille udfording – “Er du jomfruhellig? Bid alligevel af smørchokoladen”. Okay, så;-)

Den sidste minder mig om en femdøgnsprognose i november.

Hvad med dig mandag – har du noget at byde på?

Åh mandag din gamle luder, så mødes vi igen. Med al din hverdagslighed og al min træghed – vi burde kunne udrette noget mere sammen. Men skal vi ikke lave en aftale kære mandag? Hvis du ikke sladrer til nogen om, at jeg har solgt min viljestyrke for at få råd til nye sko, så vil jeg sprede et rygte der med garanti vil sørge for at du ikke længere er alle folks hadedag. Noget med at tirsdag slet ikke er så overlegen bare fordi han er et skridt nærmere weekenden. Eller noget med at fredag den opblæste nar med al hans “wuhu frihed” og “wuhu fredagsøl” i virkeligheden har en uhyggeligt lille penis og slet ikke er så cool endda – snarere kompenserende. Eller måske bare noget med at du ikke er så nedgang som de fleste går og tror.

Jeg kan faktisk meget godt lide dig mandag, og selvom du let kommer til at blegne lidt ved siden af de andre hypede dage sidst på ugen, så tror jeg du har potentiale. Lidt ligesom november har det. Du er en lille snert af 1. januar. Du giver mig lyst til at starte lidt på en frisk. Du giver mig lyst til at blive et lidt bedre menneske end jeg var sidste uge. Du giver mig ikke dårlig samvittighed, fordi du selv er lidt fesen. Altså på den gode måde fesen. Du er bare mandag og jeg er bare mig. Du er den lovlige undskyldning for at være lidt en slowstarter og for det skal du have tak. Vi ses igen om en uge.

Snydeglamour.

Nu gad jeg jo helt vildt godt være pisserig og flyve rundt i en jetjager af diamanter med mit navn på. Det er jeg så bare ikke. Slet slet ikke. Det skal dog ikke forhindre mig i at skrue lidt op for luksuselementerne i hverdagen. Jeg har fablet lidt om det før så jeg vil ikke gå så meget ind i hele argumentationen om hvorfor jeg synes det er en pissegod ide at være sød ved sig selv og snyde sanserne lidt på daglig basis. Jeg vil bare gøre lidt mere reklame for konceptet.

Man kan fx spise af og med pæne ting. Jeg har en guldske og en guldgaffel jeg engang har købt i ILVA i dyre domme, og hver gang jeg hiver dem op af skuffen, (der i øvrigt er proppet med asorteret IKEA) smager havregrøden bare pissegodt. Og se bare hvor fint det er. Og når alt kommer til alt, er det vel også lidt uansvarligt at bede sine forældre om at stikke en guldske i r*** på en – når man nu selv kan sørge for at proppe én i munden på daglig basis. Easy Breazy Princess.

Jeg holder også mig selv fin nok til at drikke et glas mælk af det fine vinglas. Og varme drikke indtages fortrinsvis af noget med Royal Copenhagen under bunden. Og det er jo ikke fordi aromaerne i theen sprudler på en anden måde, at antioxidanterne hjælper dig af med flere rynker eller at koffeinen sparker ekstra hårdt. Det ser bare nice ud og det føles derfor mere nice.

 

Weekenden står på ægte glamour med bryllup – ja, det der bryllup jeg nu har snakket om i et halvt år. Jeg er spændt på om bruden har ladet sig inspirere i valget af brudekjole og om festen kan leve op til sidste weekends fest. Stakkels mine naboer, der uforskyldt blev vidne til verdens længste polterabend. Rundstyk. Det var næsten ikke med vanilje, men mere fordi vi havde det så ualmindeligt sjovt og syntes kombinationen af gallionoshots, Medina og bæverkostumer var smukkere end smuk.

%d bloggers like this: