Stilhed før Storm

Tag: kærlighed

Du lovede. Jaja, tag en klidkiks.

Okay okay. Jeg ved godt jeg lovede Jer noget sjovt i går. Eller i foregårs var det vel egentlig at jeg lovede det. Og så burde jeg have holdt det i går. Og så var det, at jeg kom til at sidde med problemformuleringen til endnu en (fucking) opgave på uni, som jeg pludselig var nødt til at trække ud af røven, fordi vi nu pludselig skulle fremlægge den på undervisningen i dag (jaja, jeg skriver det som om det kom bag på mig. Jeg har vidst det siden sidste tirsdag). Og det var bare slet ikke sjovt. Faktisk tog det hele dagen. Og jeg ved egentlig ikke helt om det er sådan rigtig godt. Men all right. En ting har jeg da lært efter snart seks år på instituttet – en opgaveproces er nogenlunde ligeså charmerende som en lunken kærlighedsaffære. Det har start og en slutningen og en hel masse i-hår-rivende hejs i midten.

Man kigger lidt efter hinanden i lang tid – kan ikke helt beslutte sig for om det egentlig er noget. Skubber ligesom det der med at tage initiativ og gøre noget ved det foran sig så længe som muligt. For lige så snart man tager de første kluntede skridt i forsøget på at definere det, man har gang i gror det sig uoverskueligt stort og man orker pludselig ikke alt det hårde arbejde. Og så ignorerer man ham i et stykke tid. Går ligesom forbi ham i kantinen og lader som om man ikke har set, at han jo står lige der ovre i kaffekøen og køber en napoleonshat. Hvor banalt. Og man begynder at hate lidt på ham og synes ikke han er til at holde ud. Han giver jo også altid en dårlig samvittighed – selvom man godt ved, at han er en god fyr. Bvadr. Og efterhånden kan man ikke rigtig tillade sig at ignorere ham mere, fordi folk bliver ved med at spørge hvordan det går og om vi er blevet kærester. Og fordi man ikke magter at forklare kompleksiteten i den peach melba agtige suppe man vader hvileløst rundt i, går man en dag hen til ham i kaffekøen og spørger om vi skal drikke den sammen. Han er lidt pigesur så man bliver nødt til virkelig at bruge meget tid sammen med ham. Alt for lang tid sammen med ham. Og nu synes alle at man er blevet kærestekedelig. Og så efter en hektisk måned, slår man op. Done. Færdig. Slut. Prut. Stanglakrids. Tre eksemplarer i studiekontorets postkasse…ja. okay. Der holder metaforen ligesom op med at virke. Men you get the drift.

Så jeg er altså lige der i starten af forholdet til, hvad der forhåbentlig er den sidste store opgave på uni. Ja, altså lige ud over specialet, som jeg meget bevidst fortrænger på daglig basis (nej, jeg ved ikke hvad jeg vil skrive om. Stop med at spørg. Jeg bliver så flov).

Vejen til helvede er brolagt med dårlige undskyldninger. Det ved jeg godt. På den første sten, står der altså “problemformulering siger du?” og på den anden sten står der “Helle Helle”.  Ja, for det brugte jeg eftermiddagen i dag på. “Dette burde skrives i nutid” og jeg burde virkelig få fingeren ud og få nosset mig hen i kaffekøen. Og i får noget sjovt i morgen. Det lover jeg. Ha!

Advertisements

I humør til noget fint

Ja, sådan havde jeg det i morges, efter at jeg i går havde haft en gevaldig fin og hyggelig aften. Annas bog kom ud og hun receptionerede på en stuvende fuld og skoldhed Løves Bogcafe. Og hun læste op af sin bog, ammede og gav både øl og hvidvin. Og hun havde rød løbestift på og gul trøje og var bare sejere end sej.

Og da Anna tog hjem med hele familien tog vi videre. Jeg bestilte en vegetarburger på gyngen i håb om at de i det mindste havde puttet fallafel og humus i. Ja, for jeg er jo ikke vegetar. Jeg er faktisk meget til kød. Men i solidaritet med mine skønne hippievenner og deres veganerkærester, ville jeg ikke sidde med blod ned ad hagen midt i den røde højborg på Mejlgade. Der var ingen fallafel, men derimod en linsebøf. Ikke lige min kop grøn the. Fik den videredistribueret til førnævnte søde veganerkæreste. Gad vide om deres moralske holdning til mad ændrer deres smagsløg lidt? Jeg kunne i hvert fald ikke mønstre samme begejstring over linse-forklædt-som-kød, som han kunne. Hyggeligt var det. Vi forlod dårende dejlige Ditte, eller Skæbnen På en-meter-og-tres (navnet hun også så passende lyder), der insisterede på at banke kæreste Mikkel i bordfodbold. Hun så bestemt ud, så mon ikke det lykkedes….Stakkels Mikkel.

Den Skønne Majken fulgte mig hele vejen ned til min bus, selvom hun slet ikke skulle den vej. Det er kærlighed! Vi cirklede Klostertorvet mange gange for at holde varmen i den aften, der pludselig ikke længere har et sensommer hægtet foran sig, men nærmere må bryste sig af at være frostklar. Og stjerneklar. Men glemte selvfølgelig helt at kigge op på de mange stjerneskud, der føg rundt i luften over os. Det havde jeg ellers besluttet at jeg ville. Kiggede i stedet på Den Skønne Majkens røde hår og nye støvler og så snakkede vi lidt om liiivet. Og om at vi faktisk har det godt.

Så kom jeg hjem. Skrællede de stramme læderbukser af og pårullede de bløde, blå med god plads i. Fandt Lillesøsteren og kæreste Thomas på Sofaen midt i det afsnit af Matador, hvor Faster Anna er på besøg fra det mørke Østjylland. Og da hun kiggede bekymret ud af togvinduet på Mads og Kresten og lovede at hun “ville bede for dem”, faldt jeg i søvn. Og vågnede midt i “Lauras store dag”, traskede ned ad trapperne og ned i seng. Meget sent, eller tidligt om man vil, kom Cea ind af døren. Jeg var helt væk men nåede at registrere at han hele tiden smågrinede og forsøgte at forklare mig noget med en til festen, der havde grinet så spontant at en øl havde tømt sig på hans briller. Eller også drømte jeg bare, at han fortalte mig det….

Og nu er jeg oppe. Og har fået lidt smag for alt det fine fra i går. Og så faldt jeg heldigvis over det her inde på Politiken. “På tur med Anker”. SÅ fint. Kloge gamle gamle mand.

Og nu tror jeg vist jeg har fået nok af det fine for en stund. Nu vil jeg drikke noget sort sort kaffe og tillade mig at være pissed over, at jeg ikke fik set de der stjerneskud i går. Og over at mit møjsommeligt bagte surdejsbrød gylper ubagt dej ud af midten, når man skærer det over. Og over at det er så beskidt i huset her, at der konsekvent løber en sølvfisk ud af yogamåtten når jeg ruller den ud mandag aften nede i shalaen. Og man må vel ikke slå den ihjel sådan et sted…vel?!

God søndag alle sammen. I morgen har jeg noget sjovt til jer….

Farvel Ferie

Åh ja. Efter en lang weekend med fest og farver blev det igen mandag. Og det er ikke hvilket som helst mandag. Det er mandagen der sætter den uge igang, hvor jeg efter tre måneder starter i skole igen. Det er helt surrealistisk for shit hvor det føles som om jeg har haft sommerferie i et år. Og samtidig som om, at der er noget uforløst mellem mig og den 1. juni. Noget med at jeg blev lovet (af gud ved hvem) en sommer med varme og sol, hvor jeg kunne ligge på terassen. Og noget med at jeg havde lovet mig selv, at jeg skulle læse den og den og den bog. Og noget med at jeg skulle have arbejdet så meget og tjent så mange penge, at jeg kunne gå efteråret i møde gældfrit. Og noget med at blive gravid så jeg lige kunne nå at få et barn inden studietiden var slut. Det nåede jeg ikke. Til gengæld nåede jeg en hel masse andet.

Jeg nåede at komme til New York med Cea og opleve at være helt spritnyforelsket i ham. Jeg nåede at arbejde så meget at jeg endte med at blive rigtig glad for det nye job. Jeg nåede at købe et mågestel jeg dårlig nok vidste jeg ønskede mig, før verdens bedste tilbud bankede på. Jeg nåede at holde mange dejlige fester og hoste mange dejlige middage. Jeg nåede at komme på ferie med mine forældre og min lillebror og nyde at være sammen med dem mange dage i streg. Jeg nåede at høre en masse fed musik. Jeg nåede at bade. Jeg nåede at lave en masse mad. Jeg nåede at se mine bedsteforældre. Jeg nåede at læse den og den og den bog. Jeg nåede at blive mørkhåret og lyshåret igen. Og jeg nåede at gå i babypanik over at alle andre skulle have børn og jeg ikke skulle endnu og vende tilbage til en tilstand af afslapning med det. Og jeg nåede faktisk at glæde mig til at komme igang med at læse igen.

Men når den så er her – dagen hvor læsebyrden ligeså stille ligger sig ned over skuldrene igen, kan jeg pludselig mærke panikken brede sig over at min sidste lange sommerferie på uni er slut. Over alt det jeg ikke nåede. Over alle de jordomrejser jeg burde have sparet op til og taget på mens tid var. Og jeg ved jo godt det er noget pjat for jeg har faktisk haft det utrolig dejligt og gjort hvad jeg havde lyst til. På dagen. Og så kan det vel ikke nytte noget, at jeg nu sidder og shamer mig selv over alt det jeg også kunne have gjort. Åh du senmoderne lortesamfund med alle dine muligheder…:-)

Nu vil jeg sætte denne her på og danse rundt i køkkenet mens jeg vinker farvel til sommeren 2011.

About soup and men

Så i går stod aftenmenuen på “Prins Henriks Karrysuppe”. Det er noget med noget karry og noget suppe og så noget porre og noget æble, der skal koge sammen med suppen for til sidst at blive blendet Lene-Hannson-style, så det ligesom bliver mere smoothieglat og grøntsagerne/frugterne ligesom forsvinder. Eftersom Cea er herre ortodoks med mad når det kommer til what-goes-with-what, er det ekstra magtpåliggende at få blendet æblerne væk. Den primære regel i Ceas madkoran er nemlig at frugt ikke hører til i mad – kun i dessert. Dvs. at en salat med vandmelon og feta eller en ananas på en pizza er mega no goes. Det skal her tilføjes at der (tilsyneladende!) findes et underpunkt til lige præcis denne regel. Det finder jeg ud af, da jeg for lidt siden står og spritsveder over verdens mest fine æblekage jeg er i gang med at bage til nogle gæster i aften.

Mig:”Se Cea, jeg bager en æblekage” (ja, som et lille barn har jeg brug for bekræftigelse, ros og anerkendelse, når jeg laver mad).

Cea:” Åh nej jeg hader æblekage. Æbler er så underlige i mad. Hvorfor putter du ikke jordbær i i stedet for?”

Mig (totalt kampberedt og væbnet til tænderne med madkoranens regel nummer 1):” Nu holder du Cea, Det her er dessert! Der må godt være æbler i dessert!!!” (læg her mærke til, at jeg efter snart 8 år i hvad man vil kalde et romantisk parforhold med denne mand, uden videre accepterer madkoranens bud som lov…altså jeg følger den ikke selv, men anerkende til fulde dens eksistens).

Cea:” Jaja, men lige æbler. altså. De er så bvadr (onomatopoetikon). Det er da synd at du bruger så meget tid på en kage jeg så ikke spiser”.

Mig (mistroisk og alvorligt):” Du.spiser.den.kage”.

Det vides endnu ikke hvad enden bliver på det. Kagen er i ovnen. Men altså. For future reference, ved jeg nu at de fleste frugter (ananas og jordbær) er okay at bruge i dessert. Æbler not so much.

Nå, men det var den karrysuppe vi kom fra. Søsteren og jeg konstaterede gispende at staw-blenderen ikke fungerede. Når man trykkede på knappen afgav den en lyd som en en gammel Mazda 323, der har bøvl med kileremmen. Herudover så kørte blendertingen slet ikke rundt. Så det var lidt op ad bakke med det. Over i foodprocessoren med den brandvarme, gurkemejefarvede æble-porre-karry blanding, i med den ovale dims der ligesom skulle forestille at dække hullet man propper ting ned i foodprocessoren med (hvad fanden hedder den? Propperen?) og BANG. Rent Bridget Jones! Gul suppe på alle flader og op og ned ad søsteren, der er tæt på grådens rand af raseri.

Så. Ja. I går blev der serveret suppe med klumper i og Cea accepterede hovedsageligt fordi han troede det var røde kartoffler (hmm). Men en ny blender skal der til, og det var egentlig det jeg ville tippe jer om. Skousen har megabillige Kitchen Aid blendere på tilbud. Take a look her. 

Viril slank 45-årig søger bedstemor til “hjemlig hygge” + en flig af oldschool romantik!

Så har det været onsdag her i Aarhus, hvilket betyder Aarhus Onsdag, hvilket betyder en ny stak kontaktannoncer. Oh Yeah! Der er ikke mange, men de er ikke helt skidt heller. First up er en en såkaldt GILF-annonce. Læs den selv. Grundigt. Og gæt så engang, hvad det står for…

Og så er der de anden annonce – altså de er simpelthen så søde og old-school-romantiske den slags annoncer. Tænk lige engang, hvis man læste om sig selv i sådan én en dag. Ville man have modet til at møde op og tjekke det ud? Og hvad er oddsene lige for, at hende tøsebarnet der har ringet med sin klokke og skreget “flyt dig spasser” til ham gutten her, der sidste weekend blokkede cykelstien langs Marselisborg Havn (it could have gone down like that!), ser det her og møder op næste lørdag kl 16? Jeg tror bare ikke de er særlig høje. Men hatten af for forsøget. Og hvis det lykkes, er det da verdens bedste historie! Jeg overvejer sgu at stille mig derud og se hvad der sker. Om ikke andet, så kunne man jo lige stikke en kvajebajer i lommen og dele den med Hr. Håbløst-Romantisk-Håbefuld, når han bliver brændt af.

%d bloggers like this: