Stilhed før Storm

Som min farmor ville sige, så ligger mine nerver på højkant i disse dage. Eller jeg har bare frygtelig travlt og skøjter rundt fra det ene job til det andet job og fra det ene kursus til det  andet kursus. Og så videre. Og jeg græder af glæde og lidt af stres, men alt er godt og indtil videre kan jeg følge med, bare jeg løber stærkt.

Så det gør jeg.

Hvad for en  opgave? Uni siger du….hvem? Not really an issue these days, må jeg indrømme. Fortrængning, fortrængning, fotrængning. “Lalalalalalalala” (+ fingre i ørene).Vældigt effektivt forsvar, når man ikke har lyst til at se på, at man for præcist et halvt år siden forsvor, at man næste gang, man havde sådan et fag, ikke skulle sidde en måned før aflevering af meget stor opgave uden et eneste ord på papir. Jajaja, brug af “man” frem for “jeg” er også et forsvar. Whatever. Sue me.

Før man forlader denne lille højborg af  festlig fornægtelse, smider man lige et forsvar mere i puljen. Man taler udenom og prøver at bringe jer på afveje, så i glemmer at minde en om, at man ikke skriver indlæg tit nok og slet ikke skriver opgave.(Endnu) en hund har jeg til Jer. Denne gang en der taler. Ja, det er sgu lidt besynderligt, at jeg gang på gang tyr til vores firbenede ruhårede venner, når jeg skal lave sjov (for vi ved jo alle sammen godt, at jeg ikke er den helt store dyreven). Men det her er bare sindssvagt morsomt. Og mit hjerte bløder for gadekrydset her, hver gang det siger “yea”. Man tror jo næsten på det der crap med, at dyr har følelser…(ja, it’s on karmahjul!…søster her er ikke bange mere…næsten ik…).