Stilhed før Storm

Tag: Alder

Man ved man er blevet gammel….

…når der er mug på ens studentereksamensbevis….

God onsdag alle sammen!

Advertisements

3 tegn på at jeg er blevet ældre

Det er ingen spøg at blive et år ældre. Se blot her.

1) Jeg har netop bestilt Helle Helles nye roman. Da jeg i gymnasiet læste Helle Helle (“Fasaner” hed novellen vist nok) synes jeg det var omtrænt ligeså kedeligt og uforståeligt som Kafka. “Processen” krævede godt to timers savl-ud-på-puden-lur hver gang jeg havde læst et kapitel. Og nu er vi så derhenne, hvor jeg altså helt frivilligt bestiller den. Og betaler penge for den. Og måske oven i købet også læser den. Ja, har da sågar overvejet om jeg skal give Kafka en tur mere i maskinen, for at se om jeg kan komme igennem den uden savl på puden.

 2) Jeg er begyndt at have småondt forskellige steder og er begyndt  at overveje om det der med motion måske alligevel ikke er en and.  Mine knæer klikker sært når jeg rejser mig fra den klassiske  skovskiderstilling og har de sidste par dage døjet med en nerve  der sidder fast ned over min brystkasse. Med alderen følger  naturligvis også en vis mængde hypokindri, så tjekker løbende for  smerter ud i venstre arm (som jeg for de uindviede kan fortælle  betyder at man er ved at få et hjerteanfald). Jeg har også for  længst købt mine første rynkecremer – er bare tit for doven til at putte det på sådan hver aften, så er allerede nu i en alder af 26 ved at tabe kampen mod rynkerne. Fuck it – det er sgu nok genetik det meste alligevel. Så forleden et billede i avisen af Malene Scwartz, der i en alder af 75 stadig ligner en trillion. Så pæn er der altså ingen rynkecremer der kan gøre en!

3) Jeg kan lide alle de ting, jeg som barn hadede: Kaffe, rødvin, porrer. Jeg var virkelig ikke nede med porrer da jeg var barn -syntes det var det mest afskyelige grøntrævlede pis. De sidste par år har jeg uden at fortrække en mine puttet det i indkøbskurven og sågar i munden. Jeg læste engang at mennesket fødes med en skrækkelig masse smagsløg, som forsvinder ligeså stille efterhånden som vi bliver ældre. Det er altså ikke tingene der ændre smag, men os der ikke kan smage. Måske man burde stole lidt mere på sine barneintuitioner, når det kommer til fødevarer – altså det er da ikke særlig betryggende, at det man putter i munden i virkeligheden smager af lort, men at vi fordi vi er 90 bare ikke smage lorten…

Ja hele tre ting. Og det er ikke de eneste tegn. Der er mange flere. Dem får i en anden dag.

Børne-star-fucker.

Nu skrev jeg for lidt tid siden om Krumme. Krumme var jo ikke den eneste lysende stjerne på min himmel dengang. Han var vist den eneste jeg havde et decideret romantisk forhold til, men jeg kunne jo ikke nøjes med kun at spille på en hest, så til tider sonderede jeg jo terrænet for andre mulige mål for min hengivelse.

Emil fra Lønneberg var perky nok, men var jo fra Lønneberg, hvilket rent geografisk satte lidt en kæp i hjulet. Jeg var også lidt bekymret for om svigerfars hidsige temperament ville gå i arv, således at al Emils barnlige kådhed og energi på et tidspunkt ville blive kanaliseret ud ad vredens vej.

Buster var en anden mulig kandidat. Men ærlig talt, så var han lidt for dark and twisty for min smag. Og fik altid lidt kvalme når han hev flere meter farvet bånd op ad halsen. Kunne dog godt lide filmen, og åååååååhbuuuuståååår-sangen, hvorfor han fik lov at blive på listen over mulige børnekærester/kommende ægtemænd.

Lillebror fra “Ingrid og lillebror” kom aldrig med i betragtningen. Jeg havde allerede dengang et øje for at træmænd med så dependent et forhold til kvinder var et no-go. Hele dukke-genren er jo et kapitel for sig i denne henseende. Stine, Anders og Jeanette havde vist nok i hinanden – puh for et trekantsdrama at blive vævet ind i. Anders fra “Ane og Anders har en bro”, fornemmede jeg også lidt, allerede var teeemmelig opslugt at Ane. Havde han ikke været en dukke, kunne det godt være jeg havde taget kampen op, men var godt klar over at jeg hurtigt ville blive Ane underlegen, alene fordi der fra samfundets side ses lidt skævt til det at mennesker og dukker dater. Det er desuden noget værre rod med de der lange pinde der er fastgjort til hans hænder…Gutterne fra Jullerup Færgeby var meget cool, men synes generelt de var lidt for cheap-ass. Altså man ser lige for sig, hvordan de forsøge at købe ens forlovelsesring for en krone…

(De dukker der også er dyr var det lidt for sygt at forelske sig i, men skulle jeg smide en kommentar, så vil jeg bare sige, at Bamse – helt ærligt – du finder aldrig en kæreste så ond du er overfor dine venner. År efter år sidder du bare der i den bløde stol, mens stakkels kylling sidder på din usle gæsteskammel…tsk tsk tsk).

Faktisk var jeg i de tidlige barndomsår nok ret tæt på at skifte fold. Eller hold. Altså. Blive lesbisk, ikke. Jeg var jo drønforelsket i Pippi og det liv hun levede. Phew hun var hot med der fletninger og det skødesløse outfit hun danderede rundt i. Er dog bange for jeg kunne blive hende noget underdanig, og at hun enten ville forsøge at købe min kærlighed med alle sine guldpenge eller kyle mig op på skabet, når vi var uenige. SuperCarla var heller ikke til at stå for. MmmMmmMmm hun så nice ud i sin kappe! Og selvfølgelig Yrsa. Åååh smukke, dejlige, bestemte Yrsa. Jeg var faktisk helt nede med Krumme når han sang til hende – Jeg synes også hun var en dejlig pige, og hendes hår det GØR bare virkelig så smukt!

Og så i dag fandt jeg lige det her billede og den her artikel. Og pludselig blev det meget tydeligt, at der rent faktisk var nogen der blev gift med dem her (altså nogle af dem – ikke dukkerne – så vidt jeg ved). Det var da bare meget sjovt. Men er egentlig glad nok for jeg ikke gik efter nogle af dem. Især Krumme. Ja, det skulle da lige være Pippi – hun ser da meget frisk ud.

Laus Høybye, du er underfuld!

Nu er det lidt tid siden jeg sidst har vist Jer en video, og jeg har altså brændt inde med den her lidt tid. Den underskønne “Krumme” var min første store kærlighed. Altså som i totalt-fascineret-af-hovedkuls-forelsket-i vild med ham var jeg. Han var også den jeg gav det første kys. Han ved det desværre ikke, da det var LP-coveret fra hans plade jeg sad og kiggede dybt i øjnene og øvede tungekys med. Lækkert lækkert.

Min mormor og morfar havde et videobånd med alle musikvideoerne til hans sange, som jeg så igen og igen og igen, indtil båndet til sidst gik i båndsalat. I det jeg skriver dette, går det op for mig, hvor længe det egentlig er siden…jeg tror ikke nogle børn i dag vil vide hvad et VHS-bånd eller en LP er. Jo måske de små hipsterbørn, vis forældre selvfølgelig kun lytter til LP, fordi “det er en helt anden lyd jo”. Jeg har jo længe haft kronede dage – da folk begyndte at skifte deres VHS-samling ud med en DVD-samling valgte jeg i stedet at agere storskrald for alle dem, der gerne ville af med deres gamle videobånd. Så jeg har en del. Men de er fantastiske – alle mine yndlingsfilm er på VHS, og jeg agter at beholde dem. Så mine børn bliver sådan nogle der kommer til at vide hvad VHS-film er, for de skal sq slæbes igennem hver og en af mine yndlingsfilm. Jeg har en filmsmag som en 12-årig, så vi er ude i noget med 8 Mile, Moulin Rouge, Bodyguard og A night at The Roxberry. Totalt kikset, I know. Mine børn bliver dem de andre (altså de til-LP-lyttende Hipster børn) ikke må lege med…

Nå. Videre med snakken. Jeg elsker stadig Krumme. Selvom jeg jo på et tidspunkt fik at vide at han faktisk ikke kyssede nogle piger igen, men mere kyssede på drenge. Fair nok. Måske burde jeg allerede da jeg så denne video første gang have haft en anelse, men min gay-radar var ikke så toptunet dengang. Jeg synes I skal se den – alt spiller bare i den video: Tøjet, listepik-koreografien (“her kommer jeg lige helt tilfældigt ud bag et træ i en bøgeskov, mens jeg synger i skingrende falset”) og det saxede akkompagnementet. Jae, hvad kan jeg sige – både Krumme og bøgen er for længst sprunget ud og man kan jo kun give ham ret i, at skoven er så underfuld. Særligt sådan en aften med sommerregn i luften…

Mormor-projektioner.

Klokken er 9.07 en torsdag morgen og jeg har allerede været ved at tude én gang.

Sidder på banegården og venter på at toget jeg venter i skal bringe mig vestover. En ældre dame har i en fem minutters tid gået rundt på peronnen og set forvirret ud. Med pænt gammelkrøllet lysegråt hår og en bedstemoraura der giver mig lyst til at springe ud til hende og give hende et knus står hun der og kigger rundt. Det første der slår mig da jeg kigger på hende er hvor sød og skrøbelig hun ser ud. Og jeg bliver af en eller anden grund virkelig bange for at hun ikke kan klare sig selv – at hun skal have nogens hjælp. At hun ikke når sit tog. At hun vælter og alle hofteskålene skrider ud til alle sider. At der skal komme en og stjæle hendes pung. Og jeg kan ikke forstå, hvorfor der ikke er nogle, der ser det jeg ser og hjælper hende. Sidder og bliver mere og mere stresset på hendes (mine?) vegne og er et splitsekund fra at rejse mig og gå ud til hende, da en mand (formentlig hendes mand) kommer hen til hende og de sammen går ind i toget.

Og lige der får jeg tårer i øjnene af lettelse. Og bliver vildt glad for at der var nogle til at hjælpe hende. At hun ikke er alene. At de stadig har hinanden. Ja, jeg ved sq ærlig talt ikke hvorfor jeg sådan en torsdag morgen kan sidde i et tog og tude over at en ældre dame stadig har sin ældre mand…Måske er jeg bare alt alt alt for træt. Måske er det bare mit katastrofetanke-bekymrings-kompleks der kicker tidligt ind i dag. Måske er det min egen eksistentielle dødsangst, der viser sit grimme ansigt. Måske har det noget at gøre med at jeg selv er på vej op til min elskede mormor for at fejre at hun er blevet et år ældre. Det tror jeg vidst, for nu får jeg en klump i halsen igen. Min mormor hun er verdens sejeste. Hun kan måske godt have brug for hjælp ind imellem – det kan vi vel alle – men hun er det mest livsglade, livsstærke og omsorgsfulde væsen jeg kender. Og hun (jeg) har heldigvis stadig min morfar. Ja, det kan man vel i grunden kun blive småsentimental over. Tillykke med dagen mormor!

%d bloggers like this: