Stilhed før Storm

Tag: Hår

Alt det som ingen (selv) ser

Ja, så sad jeg jo lige her en tirsdag eftermiddag og forsøgte at koncentrere mig om den tekst, jeg skal læse inden vejledning i morgen. En tekst der er skrevet på det smukkeste volapyk  og som gør mig så ualmindeligt frustreret, at selv den mindste lille forstyrrelse er en kærkommen anledning til lige at lave noget andet. Jaja, i kender det godt – emnet er gammelt, men ikke desto mindre allerstedsnærverende i enhver studerendes liv: Den gode overspringshandling. Det er den, der på en gang hjælper dig væk fra det du af den eller anden grund ikke orker og samtidig giver dig illusionen om, at det du foretager dig, er mindst ligeså vedkommende og vigtigt, som fornævnte “det”.

Ja, og i dag bestod overspringshandling nummer 3 af, lige at spørge Jer om, om det ikke også fucker Jer lidt op, at man aldrig ser sit eget ansigt i virkeligheden? Ja, for det er sådan noget jeg kan ligge vågen over om natten. (Det bærende ord er her “kan” – jeg ligger i realiteten aldrig vågen om natten. Det er med andre ord en metafor, ik’?). Altså. Tænkt det lige til ende, hvis tanken er ny for jer.

Man

kommer

aldrig

til

at

se

sit

eget

ansigt

i

virkeligheden

!!!

!

Det er saftedderperkme da underligt! Bevares, man har jo spejle og fodo’ og sine venner og families mere eller mindre pålidelige udsagn for at man ikke ligner en skæv hyæne, men I VIRKELIGHEDEN så ser man aldrig det de ser – det alle andre står og glor ind i dag efter dag og som man i øvrigt ene mand slæber rundt på og udtrykker sig igennem. En skøn bivirkning ved netop det, er at man det meste af tiden slipper for at se på sig selv. Ikke altid en ulempe. Jeg har eksempelvis mareridt over, hvor mærkelig jeg ser ud, når jeg taler og det er så hovedsageligt Jer andre der lider under det. Excuse moi. Det er også en af grundene til at jeg undlader at have nogen som helst relation til min frisør, bl.a. ved at skifte hende ud hver gang. Således undgår jeg også i denne ene spidsbelastede situation, at udstå synet at mit talende jeg. Jeg er endda gået så langt som at fake stumhed, så jeg slap for at se mig selv tale….okay. Not True. Men jeg har overvejet det så!

Men back to business: Er det ikke lidt mærkeligt, at det eneste man får at se af sit eget ansigt er ens næseryg (hvis man gør sig skeløjet), ens læber (hvis man anstrenger sig lidt og laver “the Arto Pout”) og måske en dag sækkene under ens øjne? Ja, hvis ikke sækkene over øjnene til den tid har spærret udsynet.

Nå. Nu er den ude af mit system og klar til at besætte Jeres. God tirsdag aften.

 

Advertisements

Matas-soen og mig.

Groomede mennesker imponerer mig. Og de gør det mest af alt, fordi jeg uanset hvor længe jeg bruger på badeværelset aldrig bliver sådan! Sad forleden overfor en pige, der var som hevet ud af et matasblad – pæne negle, pæn hud, skinnende hår og selvom jeg ikke kunne se det, derfra hvor jeg sad, vil jeg væde med, at hun også havde barberede ben, bløde fødder og neglelak på tæerne. Hun var sådan en man (læs: jeg) havde lyst til at ae, fordi hun så så fin og pæn ud. Og jeg kender mange af den slags mennesker. Min barndomsveninde Sus dufter fantastisk 98% af den tid jeg er sammen med hende. Min kloge veninde Maria har altid pænt hår – ALTID. Og smukke Nishanti får med sine elegance og yndefulde bevægelser mig til at ligne en spastisk spritter på en racercykel. Ned ad bakke. På speed.

Jeg bliver aldrig wellgroomed. Jeg bliver aldrig for alvor ladylike. Jeg har vidst det i lang tid, men det gik for alvor op for mig i dag da jeg stod i næsten bar overkrop og hældte chokoladeis op til mig selv. Ja. For det er den slags forbehold jeg er nødt til at tage. Jeg havde en hvid trøje på og har af bitter erfaring lært at ctrl+Z kun virker på computeren og ikke på den lange stribe af chokoladesoftice der triller ned over hagen og ned i kavalergangen. Eller på tandpastasavlet der pludselig smutter ud og ned og all over – måske fordi jeg prøver at tage strømper på og tømme opvaskemaskine imens. Så altså. Når jeg laver/spiser/rydter-op-efter mad sker det enten i next-to-nothing eller i forskellige variationer over temaet vadsæk. Jeg er notorisk for at have pletter på mit tøj og jeg gad helt vildt godt det var anderledes.

Og det er jo ikke fordi jeg ikke kan tage neglelak på eller barbere ben. Det gør jeg jo alt det. Jeg har bare ikke t.å.l.m.o.d.i.g.h.e.d. til at sidde stille i de ti timer det tager for neglelakken at hærde. Jeg tror altid, at jeg da vist godt bare liiiige kan sætte håret for nu må det da nææææsten være tørt, hvilket altid ender med at mindst 3 ud af 10 fingernegle bør lakeres om. Hvilket de ikke bliver. Nix hvor jeg bare nægter at sidde og slave mere over det når det alligevel kikser. Og jeg ved simpelthen ikke om jeg bare ikke har stamina og viljestyrke nok til at ligne matas-pigen. Eller om jeg bare har for travlt. Eller hvad fanden det handler om. For uanset hvor længe jeg bruger på at ordne mit hår, så har det bare sit eget liv og det NÆGTER at rette ind. Remember? Og uanset hvor stor en pimpsten jeg bruger, så har jeg vadet rundt i for meget grus hjemme på gårdspladsen og gået for mange år til gymnastik til at mine fødder nogensinde bliver lambi-nutte-pusse-sandal-anal-bløde. Sorry Cea – hvis du har en uforløst fodfetish giver jeg dig hermed min velsignelse til at søge andre græsgange. Og uanset hvor mange produkter jeg tværer i skærmen eller hvor meget udrensende the jeg drikker, får jeg mindst en gang om måneden en trilliard bumser. Oven på mine rynker. Og uanset hvor mange timer jeg sveder til yoga for at opnå den helt rette body-mind-bevidsthed, vil jeg altid være pigen der går ind i dørkarmen. Eller falder af stepbænken.

Og uanset hvad, må jeg jo bare komme over og forene mig med det. Og krydse fingre for at de mennesker, der udover mig selv lider under mit ugroomede look, kan holde af mig på trods. Og så vil jeg i øvrigt messe for mig selv, hver gang jeg skærer hul i skinnebenet med skraberen eller brænder mit hår af i krøllejernet, at Matas-soen (det navn hun pga mit selvrealiseringsprojekt nu må lide under) garanteret er pissekedelig og formentlig har kønsvorter….

(billede fra ourvanity.com)

Farvel Ferie

Åh ja. Efter en lang weekend med fest og farver blev det igen mandag. Og det er ikke hvilket som helst mandag. Det er mandagen der sætter den uge igang, hvor jeg efter tre måneder starter i skole igen. Det er helt surrealistisk for shit hvor det føles som om jeg har haft sommerferie i et år. Og samtidig som om, at der er noget uforløst mellem mig og den 1. juni. Noget med at jeg blev lovet (af gud ved hvem) en sommer med varme og sol, hvor jeg kunne ligge på terassen. Og noget med at jeg havde lovet mig selv, at jeg skulle læse den og den og den bog. Og noget med at jeg skulle have arbejdet så meget og tjent så mange penge, at jeg kunne gå efteråret i møde gældfrit. Og noget med at blive gravid så jeg lige kunne nå at få et barn inden studietiden var slut. Det nåede jeg ikke. Til gengæld nåede jeg en hel masse andet.

Jeg nåede at komme til New York med Cea og opleve at være helt spritnyforelsket i ham. Jeg nåede at arbejde så meget at jeg endte med at blive rigtig glad for det nye job. Jeg nåede at købe et mågestel jeg dårlig nok vidste jeg ønskede mig, før verdens bedste tilbud bankede på. Jeg nåede at holde mange dejlige fester og hoste mange dejlige middage. Jeg nåede at komme på ferie med mine forældre og min lillebror og nyde at være sammen med dem mange dage i streg. Jeg nåede at høre en masse fed musik. Jeg nåede at bade. Jeg nåede at lave en masse mad. Jeg nåede at se mine bedsteforældre. Jeg nåede at læse den og den og den bog. Jeg nåede at blive mørkhåret og lyshåret igen. Og jeg nåede at gå i babypanik over at alle andre skulle have børn og jeg ikke skulle endnu og vende tilbage til en tilstand af afslapning med det. Og jeg nåede faktisk at glæde mig til at komme igang med at læse igen.

Men når den så er her – dagen hvor læsebyrden ligeså stille ligger sig ned over skuldrene igen, kan jeg pludselig mærke panikken brede sig over at min sidste lange sommerferie på uni er slut. Over alt det jeg ikke nåede. Over alle de jordomrejser jeg burde have sparet op til og taget på mens tid var. Og jeg ved jo godt det er noget pjat for jeg har faktisk haft det utrolig dejligt og gjort hvad jeg havde lyst til. På dagen. Og så kan det vel ikke nytte noget, at jeg nu sidder og shamer mig selv over alt det jeg også kunne have gjort. Åh du senmoderne lortesamfund med alle dine muligheder…:-)

Nu vil jeg sætte denne her på og danse rundt i køkkenet mens jeg vinker farvel til sommeren 2011.

Frist ikke….

…svage sjæle aka. mig.

Sidder ved mit rodede spisebord og nørkler med problemformuleringen til en seminaropgave. Er lige der i processen, hvor det virker fuldstændig urealistisk, at der nogensinde kommer 20 siders ok acceptabelt stykke opgave ud af det tankefreakshow, der findes i mit hoved (og på tusind lapper papir rundomkring) lige nu. Har slet slet ikke tid til at sidde her på køkkenbænken og gå i selvsving – skal starte på nyt job om to timer, og det ville skisme være rart hvis jeg til den tid havde bare lidt mere orden i hovedet.

Og just som jeg er allermest demoraliseret og forvirret kommer pakkepostmanden. Og det er noget farligt post for en svag sjæl som mig. Det er fra amazonen den lurendrejer. Han kommer med eventyrligt bogguld hentet ud fra det store skatkammer et sted i England. Han kigger på mig, med sine små grønne øjne og lokker mig fordærv.

Med denne skat….

Oh ve! Hvordan skal jeg dog kunne modstå fristelsen, til at sætte mig ud på terrassen med skatten i favnen og lade problemformulering være problemformulering en lille bitte dag til? Forslag modtages gerne….men skynd jer før jeg falder i!

PS: Jeg ved godt jeg måske kom til at love jer et billede af mit nye hår for nogle indlæg siden. Jeg har ikke glemt det. Jeg skal bare lige have samlet mod…

Frisørskræk og bristede hårdrømme.

Jeg har frisørskræk. Så ved I det. Efter 25 år med hår der er lige så velvilligt og let at have med at gøre som en specialklasse på speed, er det at gå til frisør noget jeg udskyder så længe jeg overhovedet kan. Det er først når mine spidser har flere spalter end weekendavisen og bare trygler om at lade livet under saksen, at jeg begynder at overveje at tage sted.

Hvad der startede som en let aversion mod at andre mennesker skulle røre ved mit hår, er nu blevet en decideret fobi på lige fod med den man kan have overfor læger, tandlæger og andre “ekspert-på-din-krop” agtige personer. Det skyldes flere ting.

For det første at jeg altid får skældud af min frisør. Sidste gang jeg var afsted (læs: for over et år siden) kiggede den søde frisør med den russiske accent forfærdet på min udvoksning og mine strittende hårspidser og fik mig til at love ved min endnu ikke afdøde mors grav, at jeg ALDRIG måtte lade der gå så lang tid igen. Aldrig! Couldn’t keep that promise – sorry mum. Så nu vender jeg nok ikke tilbage til hende igen.

For det andet koster det mig altid en FORMUE. Det er en rimelig stor indsats der skal til, når jeg først sidder i frisørstolen. Altså vi taler totalrenovering og flere K3 skader: Spidserne (igen), udvoksningen, hovedbunden, generel tørhed pga excessiv brug af fladjern/krøllejern/hårtørrer. Bare for at nævne et par stykker. Sidst jeg var afsted måtte førnævnte russisk klingende frisør svede med mit garn i 4 timer. Hun kunne vitterligt ikke få mig hurtigt nok ud af døren igen. Shit, hvor kunne hun ikke holde synet af skadet hår ud længere! Til gengæld sikrede jeg hende ene mand en god lang dags arbejde. Så hårtraumer formoder jeg opvejes af den nette sum af 2100 kr. jeg måtte lægge kontant på disken på vej ud.

For det tredje så går jeg altid derfra med bristede hårdrømme. Jeg kan egentlig godt glæde mig lidt til at komme afsted og særligt den måske naive forestilling om at komme ud af salonen og se sådan ud ——————————->

Det er dog langt mere sansynligt, at jeg går ud på gaden og ser sådan ud:

Jeg må have vældig komplekst hår. Det har krævet mig 25 års hårdt slid og erfaringsopsamling at få tæmmet og afrettet det cirkus af et naturkrøl mine helt glathårede forældre har udstyret mig med. Derfor kan jeg jo heller ikke for alvor blive sur på de stakkels unge frisørpiger, når de efter 3 timers hårdt arbejde på høstakken sender mig ud af døren med en frisure der kunne få en blind mand til at græde ved synet. I gamle dage spurgte frisørerne tit om de måtte få lov at sætte mit hår, hvilket jeg altid sagde ja til pga. de gratis hårnåle. Det har resulteret i, at jeg som 13årig en mandag eftermiddag stod på hovedgaden i Velling med en frisure som skulle jeg til afdansningsbal. Fågging pinligt når fyren man på det tidspunkt var vild med (Niels Ove) tilfældigvis kom forbi på sin scooter.

Alt i alt er det med at gå til frisør ikke lige the shit for mig. Men i morgen skal jeg altså til frisør for første gang i 1.5 år og det bliver sikkert skrækkeligt. Jeg vender tilbage med en fyldig rapport (måske et billede – oh gru!), når jeg er på den anden side….So long!

%d bloggers like this: