Stilhed før Storm

Tag: Familie

Juleterapi

Ja, jeg ved ikke med Jer, men for min skyld må det godt bare blive jul nu.

Ligeså snart vi er på den anden side af efterårsferien forvandles min lille hjerne til en flæskesteg og jeg tænder manisk stearinlys i hver en dunkel krog. Til lillesøsterens moderate irritation begynder jeg at brænde juleduftende røgelse af i smug og før hun får set sig om, er lyskæden kommet op igen, mens man i det fjerne kan høre tonerne fra “Last Christmas”  – du DU du, du du du du du du-du-du. Yeah – you know it!

Jeg er klar til jul og jeg går all in! Ingen kan jule som jeg jule kan. Jeg juler som gjaldt det mit liv. Af en eller anden grund. Jeg skal have et ordentlig svin af et juletræ, og hvis der er nogle der gider at have mit bras, laver jeg også kalendergaver. Jeg tror det er vigtigt, at jeg snart får nogle børn at projitere min julemani over på, for det begynder at være lidt underligt. Jeg har lagt mærke til, at lillesøsteren og Cea kigger skræmt på hinanden, når de kommer hjem og opdager at jeg har brugt fem timer på at lave min egen chokoladekalender. Eller en hel formiddag på at lave peberkager. Og når jeg d. 25 stirrer tomt ud i luften i timevis fordi julen nu er slut for i år…Jo, jeg tror det aldeles magtpåliggende at at jeg snart får en meget valid undskyldning, for at fortsætte med at te mig som en ostehøvl i Klovborgland bare fordi de´cember.

Heldigvis har jeg Susanne. Min dejlige barndomsveninde, der om muligt elsker jul ligeså højt som mig. Susanne, der i dag foreslår at vi på lørdag laver en flæskesteg og drikker rødvin. Og måske hører lidt julemusik. Og som tror det er bedst vi starter med at fejre jul i rigtig god tid i år, fordi hun ikke er hjemme (men i Sydamerika – fy) hen over jul. Og som gider tage med mig ud til juletræsmanden og købe et stort træ, og pynte det og tale i en hel time om hvor hyggeligt det er.

Julen er for mig indbegrebet af alt der er godt og jeg har på fornemmelsen, at det er temmelig priviligeret af mig, at have det sådan. For mange er julen desværre lig med travlhed, bitterhed og alt for mange ting der bør være, men som ikke er. Når jeg nogle gange går lidt overboard i den store kas’ med julepynt, er det også et forsøg på at holde fast i og dyrke det rare, nære og hyggelige, mens jeg kan. Mens der er tid og overskud til det, og mens tingene stadig er relativt uskyldige og ukomplicerede. Det er samtidig en uforlignelig antidote til en hverdag og et arbejdsliv, der nogle gange indebærer store mængder tunghed og afmagt og ord som seksuelle overgreb og børnehjem.

When the going gets tough bager jeg en julekringle, og det fungerer sgu faktisk meget godt.

God mandag to you all. It’s good to be back.

PS: Midt i al den snak om jul glemmer jeg jo helt at fortælle jer, at jeg har været på dejlig efterårsferie i Alsace. Mere om det senere….

Advertisements

Farvel Ferie

Åh ja. Efter en lang weekend med fest og farver blev det igen mandag. Og det er ikke hvilket som helst mandag. Det er mandagen der sætter den uge igang, hvor jeg efter tre måneder starter i skole igen. Det er helt surrealistisk for shit hvor det føles som om jeg har haft sommerferie i et år. Og samtidig som om, at der er noget uforløst mellem mig og den 1. juni. Noget med at jeg blev lovet (af gud ved hvem) en sommer med varme og sol, hvor jeg kunne ligge på terassen. Og noget med at jeg havde lovet mig selv, at jeg skulle læse den og den og den bog. Og noget med at jeg skulle have arbejdet så meget og tjent så mange penge, at jeg kunne gå efteråret i møde gældfrit. Og noget med at blive gravid så jeg lige kunne nå at få et barn inden studietiden var slut. Det nåede jeg ikke. Til gengæld nåede jeg en hel masse andet.

Jeg nåede at komme til New York med Cea og opleve at være helt spritnyforelsket i ham. Jeg nåede at arbejde så meget at jeg endte med at blive rigtig glad for det nye job. Jeg nåede at købe et mågestel jeg dårlig nok vidste jeg ønskede mig, før verdens bedste tilbud bankede på. Jeg nåede at holde mange dejlige fester og hoste mange dejlige middage. Jeg nåede at komme på ferie med mine forældre og min lillebror og nyde at være sammen med dem mange dage i streg. Jeg nåede at høre en masse fed musik. Jeg nåede at bade. Jeg nåede at lave en masse mad. Jeg nåede at se mine bedsteforældre. Jeg nåede at læse den og den og den bog. Jeg nåede at blive mørkhåret og lyshåret igen. Og jeg nåede at gå i babypanik over at alle andre skulle have børn og jeg ikke skulle endnu og vende tilbage til en tilstand af afslapning med det. Og jeg nåede faktisk at glæde mig til at komme igang med at læse igen.

Men når den så er her – dagen hvor læsebyrden ligeså stille ligger sig ned over skuldrene igen, kan jeg pludselig mærke panikken brede sig over at min sidste lange sommerferie på uni er slut. Over alt det jeg ikke nåede. Over alle de jordomrejser jeg burde have sparet op til og taget på mens tid var. Og jeg ved jo godt det er noget pjat for jeg har faktisk haft det utrolig dejligt og gjort hvad jeg havde lyst til. På dagen. Og så kan det vel ikke nytte noget, at jeg nu sidder og shamer mig selv over alt det jeg også kunne have gjort. Åh du senmoderne lortesamfund med alle dine muligheder…:-)

Nu vil jeg sætte denne her på og danse rundt i køkkenet mens jeg vinker farvel til sommeren 2011.

Westcoast –> Eastcoast

Efter tre dage med asbestgrå himmel i det fladmaste tysk-danske har vi kastet håndklædet i ringen og draget nordpå igen. Nogle gange er det virkelig en god ide at forventningsafstemme før man drager afsted på ferie. Sydpå kunne vi jo snildt blive enige om var dejligt og vejret er jo som udgangspunkt altid varmere og bedre dér. Wrong! I hvert fald når sydpå i mine forældres hoved er mere lig Husum/Schleswig mens det i mit er ensbetydende med noget a la Frankrig. Jeg vil hjertens gerne med mine forældre på ferie selvom turen så kun går til Ribe, men ja – fint nok lige at blive enige om hvor det der sydpå er før man pakker den femte sommerkjoler og kyler uldtrøjen ind bag i skabet med et hånligt fnys. Hybris – nemessis – I get it.
Jaja, nok om det. Sydpå fik tre dage af mit liv og det var ikke kun skidt. Vi har heldigvis altid haft let ved tragikomik i familien så den fik ikke så lidt med galgenhumoren. Vi fik set hyggelige steder og gået langt. Har set koloenormt mange får. Førnævnte enerverende møgdyr af en bræh-maskine gav heldigvis op cirka et halvt døgn efter sidste indlæg…eller også kom en anden dyreven mig i forkøbet…ro blev der da.

Nu er vi landet på Møn. Her er nok kun 110% federe end i fladlandet (haha, min telefon autocorrectede først “fladlandet” til “fladpandet” og dernæst “fladlus”…den har nok også været i Schleswig!). Det er mest pga det nu gode vejr (jaja vi snakker blå himmel, sol og hele dynen!) det vinder og så er jeg også rimelig meget nede med klinten dér. Ret intimiderende var det at stå for foden og kigge op. Særligt når der få meter væk ligger en 2 m høj kridtklump og vidner om at skidtet ikke nødvendigvis bliver hængende deroppe!
Så her bliver vi lidt. Smækker et par virtuelle mariehøns til vejrs og plager om godt vejr igen i morgen. Bebe!

20110803-153947.jpg

20110803-154100.jpg

20110803-154042.jpg

Mormor-projektioner.

Klokken er 9.07 en torsdag morgen og jeg har allerede været ved at tude én gang.

Sidder på banegården og venter på at toget jeg venter i skal bringe mig vestover. En ældre dame har i en fem minutters tid gået rundt på peronnen og set forvirret ud. Med pænt gammelkrøllet lysegråt hår og en bedstemoraura der giver mig lyst til at springe ud til hende og give hende et knus står hun der og kigger rundt. Det første der slår mig da jeg kigger på hende er hvor sød og skrøbelig hun ser ud. Og jeg bliver af en eller anden grund virkelig bange for at hun ikke kan klare sig selv – at hun skal have nogens hjælp. At hun ikke når sit tog. At hun vælter og alle hofteskålene skrider ud til alle sider. At der skal komme en og stjæle hendes pung. Og jeg kan ikke forstå, hvorfor der ikke er nogle, der ser det jeg ser og hjælper hende. Sidder og bliver mere og mere stresset på hendes (mine?) vegne og er et splitsekund fra at rejse mig og gå ud til hende, da en mand (formentlig hendes mand) kommer hen til hende og de sammen går ind i toget.

Og lige der får jeg tårer i øjnene af lettelse. Og bliver vildt glad for at der var nogle til at hjælpe hende. At hun ikke er alene. At de stadig har hinanden. Ja, jeg ved sq ærlig talt ikke hvorfor jeg sådan en torsdag morgen kan sidde i et tog og tude over at en ældre dame stadig har sin ældre mand…Måske er jeg bare alt alt alt for træt. Måske er det bare mit katastrofetanke-bekymrings-kompleks der kicker tidligt ind i dag. Måske er det min egen eksistentielle dødsangst, der viser sit grimme ansigt. Måske har det noget at gøre med at jeg selv er på vej op til min elskede mormor for at fejre at hun er blevet et år ældre. Det tror jeg vidst, for nu får jeg en klump i halsen igen. Min mormor hun er verdens sejeste. Hun kan måske godt have brug for hjælp ind imellem – det kan vi vel alle – men hun er det mest livsglade, livsstærke og omsorgsfulde væsen jeg kender. Og hun (jeg) har heldigvis stadig min morfar. Ja, det kan man vel i grunden kun blive småsentimental over. Tillykke med dagen mormor!

Vintergravøl.

På sådan en dag, hvor Danmark og vejret er enige om at vise sig fra en ok dejlig side – solskin and all – vil jeg benytte lejligheden til at vise Jer et par billeder fra dengang det var vinter. Vejret var dejligt, men koldt var det. Så koldt at det krævede lag af uld og der var is på Stadil Fjord. I dag vil jeg slæbe havemøblerne ud fra garagen og i eftermiddag får jeg besøg af gamle veninder. Og fordi jeg simpelthen så gerne vil vise Jer de her billeder af hvor smuk en egn jeg stammer fra, og fordi jeg satser på at det udelukkende bliver varmere fra nu af, så får i dem i dag – som en art  “Tak for dansen Hr. Vinter, jeg synes vi skal holde en pause fra hinanden, gerne en trekvartårs tid”.

Billederne er fra min lillesøsters fødselsdag hvor hele familien var samlet og vi gik tur på Hindø.

(Tryk “continue reading” for at se et par billeder mere–>) Read the rest of this entry »

%d bloggers like this: