Stilhed før Storm

Month: January, 2012

Heee-hahaha-eeey-haha forresten igå’…

… så elsker jeg virkelig, når folk falder eller går ind i ting. Eller kombinationen hvor folk går ind i ting og falder. Eller falder ind i ting. Uintentionelt. Viiigtigt lige at få det med, for klovne er gigantisk usjove.

Fx så jeg lige den her reklame:

 

og selvom jeg ikke aner hvad Ikano er for noget bank, så gider jeg virkelig godt se deres reklamer. Fx har jeg også længe elsket den her:

 

 

Nå, det var det speciale vi kom fra. Later guys!

Advertisements

Lidt mere goddag tak!

Når man arbejder på et børnehjem, er man så privilligeret, at møde rigtig mange børn. Særligt de såkaldte observationsbørnehjem (som regeringen ellers lægger sig i selen for at få at udryddet), hvor børnene ofte bliver anbragt akut, og indenfor et år eller halvandet bliver hjulpet videre til en plejefamilie eller et bosted, er der mange børn der krydser ens vej. Dejlige forsømte børn der kryber ind under huden på en efterlader et spor af tilknytning. Jo længere de er der – og paradoksalt nok, jo mere udfordret relationen er – jo værre er det, når de så skal videre. Og selvom man fra halsen og op, godt kan glædes over, at en (forhåbentlig dygtig og kærlig) plejefamilie står klar til at give dem en chance for en nogenlunde barndom, så gør det nas fra halsen og ned. Åh, hvor er det hårdt altså. For os – de voksne. Børnene klarer det som regel ret godt. De vinker løs fra bagsædet, når de triller væk, og efterlader en flok betuttede pædagoger, der gør hvad de kan, for at holde tårerne tilbage. Såså, man er vel professionel, livet går videre og blablabla. Hvis du lige dividerer det med to deciliter blødende hjerte og menneskelighed, nærmer vi os et mere realistisk billede. Gudskelov.

En ting er, at man ikke skal være sammen med det barn længere. Det lærer man automatisk at leve med, for der står nye børn klar til at fylde pladsen ud. Det der for mig er svært – og det gælder i øvrigt også med mine klienter – det er slippet. At man ikke længere har lov til at vide, hvad der sker i deres liv, hvordan de har det, hvad de roder sig ud i og (forhåbentlig) ud af, om de er glade, om der er nogle der passer på dem og tager sig af dem. Phew. I går var sådan en dag, hvor et barn skulle videre i systemet. Lunkent.

Jeg har nok aldrig været super glad for farveller. Hvis det stod til mig bestod livet af 100% goddag pimpet med kærlighed. Fuck eksistentielle vilkår, “vi er alle alene” og all that jazz. Jeg stemmer for evig rundkreds og tusind venner på facebook.  Jeg stemmer for bryllupper med 300 gæster og reunion hver weekend. Jeg stemmer på “vi ses snart” som president og på at “farvel” ryger ud i næste ø-råd.

God tirsdag folkens. På glædeligt gensyn!

Sorry! Den med vejret, ryger vist på min kappe.

Ja, så skal jeg da ellers love for, at jeg fik tørt på af Nemesis! Aldrig så snart havde jeg vredet mig i lykke over forårets premature komme, før den rare varme sol med dens fine fuglevkvidder blev skovlet væk og ind gennem dobbeltdørene i DMI-baren kom bad-ass sne med sin gangsta’fætter bad-ass stiv kuling! Yee-freakin-haa! Der er da vist ingen tvivl om, at jeg fra nu af bare holder helt kæft med den slags hyldestsange til vejrguderne, for der bliver da godt nok slået hårdt ned. BANG!

Jajaaa, der er vel ikke andet for end at tage det med et smil og nyde sin straf – ja, faktisk tror jeg, at jeg vil nyde min straf hele vejen på arbejde i morgen, skøjtende rundt på sort is godt hjulpet på vej af rasende storm og hagl.

Super.

Men god weekend til Jer andre. Håber ikke i skulle ud eller noget…

 

Syvnitrettensyvnitrettensyvnitretten……

Yay, det er en god dag i dag! Fuglene kvidrer fanme udenfor og jeg har set en af de der små gule erantis blomster, hvilket alt sammen peger på, at foråret er på vej. Dette skriver jeg med den ene hånd, mens den anden hamrer løs under bordet flankeret af et SYYYV-NIII-TREEEETTEN! Jeg har svært ved at begribe, hvor heldige vi er, hvis (og jeg siger udtrykkeligt hvis, så du kan godt kneppe af frk. Nemesis!) vi i modsætning til de sidste to år, kan skippe isvinteren og bare hoppe let og elegant fra vådt efterår til spirende forår. Det er koldt – bevares – men smukt og behageligt, og eftersom jeg netop i år har valgt at tage et job der indebærer cirkus en halv times transport hver vej, er jeg også lidt ekstra lykkelig for, at året i år(syvnitrettensyvnitrettensyvnitretten!) blev året, hvor sneen fuckede op nord på, hvor den hører til, og hvor folk (læs samer, nordmænd og deslige) rent faktisk er gearet til den slags. Danskerne – jeg selv inklusiv – går jo som bekendt helt bagover i panik og forundring, ved synet af en snedynge. For ikke at tale om “sort is”. Jeg bliver helt grå indeni af angst, når der ryger en melding ud fra DMI om sort is. Hør det lige – sig det eventuelt langsomt med dyb stemme, mens du lyser dig selv op i næseborene med en lommelygte – “soooooort iiiis”.

Nå.

Lad os endelig ikke tale mere om det uhyggelige vejr, men i stedet vende opmærksomheden på de knastørre veje og den dejlige sol, der skinner på vores små blege hoveder. Aaaaah (syvnitrettensyvnitrettensyvnitretten!). Om et par timer sætter jeg mig i bilen og triller på arbejde hos alle de dejlige børn på børnehjemmet, og hvad solen ikke hiver hjem på feelgood kontoen, gør  en syv-otte timer med børnene med garanti. Forhåbentlig. Okay glem det med garantien.  Smider for en sikkerhedsskyld også lige et syvnitretten i puljen her, i håb om at det ikke er en af de dage, hvor man bliver bidt i maven eller primalskreget i hovedet.  

Næste år nøjes du bare lige med at spille på én hest, ik’ Mikkel?

Okay, hurtigt spørgsmål:

Er der seriøst ikke grænser for meget én person kan reklamere for? Altså jeg er jo ikke ekspert eller noget, men som forbruger, vil jeg lige smide et heads up til dem der er: Man bliver jo skide forvirret, når man løber ind i Mikkel Hansen på det hardcore eksponeringstrip han er på.

Er nede med at han spiller håndbold. På vej til skole står han på et busskur og fortæller mig, at jeg skal købe mit tøj i intersport. Tænder man fjernsynet slikker han sig om tænderne og peger på mig med et roterende tandbørstebørstehoved (creepy!) og kort efter fimser han rundt i en sportshal og siger noget med et forsikringsselskab. Er der ikke også en reklame, hvor han står med hat på, på en rulletrappe?

Så hvad vil du have mig til Mikkel H? Altså udover også lige at læse din biografi om dit knaldspændende 12 årige liv. ‘Amen, kan vi ikke godt lige blive enige om, at man skal være over 50 for at udgive en biografi?

Nå. Jeg skal op til Linen og skrive speciale. Later guys.

%d bloggers like this: