Stilhed før Storm

Tag: Weltschmertz

Hundeøjneeksponering

I psykologien taler man om “undgåelsesadfærd”. Ja, det er ikke så kompliceret – det er ting man gør for at undgå ting man er bange for. Hvis jeg er bange for at køre i racerbil, fordi jeg er overbevist om at jeg dør, undgår jeg med alt hvad jeg har at komme i situationer, hvor jeg er nødsaget til at sætte mig i en racerbil. Så laver man på baggrund af den adfærd den slutning, at grunden til at jeg ikke døde var, at jeg ikke satte mig ind i racerbilen…..man får altså ikke afkræftet, at det at sætte sig ind i en racerbil ikke med 100 % sikkerhed equals død ved kølle. Eller dødskørsel. Der er måske kun 80% chance for, at du dør….okay, ikke jordens bedste eksempel, men you get the drift, min kloge læser.

Jeg undgår WSPA reklamer. Jeg er rædselsslagen for at jeg dør af instant dårlig karma, hvis jeg ser hele reklamen og ikke giver dem penge!

I morges smed jeg mig ned på køkkenbænken, da den kom, fordi fjernbetjeningen lå uden for rækkevidde. Min foretrukne undgåelsesadfærd er klart at slukke så snart jeg hører de første afgrundstriste Celine Dion agtige toner fra den ti timer lange reklame. I går kom jeg uforvarende gående forbi fjernsynet i køkkenet, da reklamen pludseligt startede og i irrationel panik gemte jeg mig under fjernsynet og holdt mig for ørene i – ja hvad der føltes som ti timer. Hjertebanken and all. Jeg kan slet ikke holde den reklame ud. Dansende bjørne og små hvalpe med voldsomt overdimensionerede hundeøjne (good job Sherlock – selvfølgelig har en hund hundeøjne…dah!). Mega guilt trip når manden med den dybe stemme (jeg har en mistanke om at det er gud) fortæller at ikke bare babybjørnen, men også dens MOR, som babybjørnen i øvrigt så blive slået ihjel, danser for rige sultaner i varme, onde lande. Good God.

“Så giv dem da nogle penge, så du kan slippe ud af din skyld”, blev der måske sagt.

Nej. Det gider jeg ikke faktisk. Jeg bliver ærlig talt lidt trodsig, når jeg ufrivilligt får proppet hele Noahs lidende ark ned i halsen på daglig basis. I stedet går jeg i dag igang med lidt egenterapi. Ti gange skal jeg se den her reklame i-sin-fulde-længde inden dagen er omme. Eksponering kalder vi det. Hardcore eksponering. Med hjertet i halsen kaster jeg mig ud i denne mission. Wish me luck.

_______________________________________________________________________________

UPDATE: Har nu set den tre gang og græder på det nærmeste af skyld over nærrigt at holde på mine halvtreds kroner. Skuler frygtsomt mod himlen, næsten sikker på, at det store karmahjul buldrende ruller min vej!

Meeeen.jeg.vil.ikke.gi’.mig! Lousy psykolog at være, hvis man ikke engang kan gennemføre en egen-eksponeringsøvelse.

Phew. Så 4. gang – here we go!

Advertisements

Stille

Suk. Suk med suk i og uden sukker på.

Jeg har været lidt bloglam oven på weekendens skrækkeligheder i Norge. Det virker lige pludselig så plat at skrive om alt mulig andet end det. Jeg har til gengæld ingen ord for hvor kvalmende forfærdentligt det er og der er jo også allerede så mange der med mere eller mindre succes har forsøgt sig med det. På en måde, er det måske også bedre at tie og sørge i stilhed end absolut at ville have en mening om alt – ik’ Mads Christensen?

Og selvom jeg på et intellektuelt niveau kan synes at der i mediedækningen går lidt tsunami i den og selvom jeg ved at dette blot er en tragedie ud af mange tragedier, så er lige det her krøbet ind under huden på mig. Og når først en tragedie er trængt igennem er det som om jeg er lidt mere hudløs end ellers. Mere eller mindre bevidst omdirigerer jeg nyheder om bilbomber, hungersnød og civile drab væk fra hjertet og op mod hjernen. Jeg ved det sker. Jeg bekymrer mig om det. Men jeg går i stykker, hvis jeg skal sørge for alle der dør på tragisk vis. Man kan jo kun ligge underdrejet i sorg over hvor uhyggelig verden meget ofte er. Det er ikke for at være ond og jeg er slet ikke ligeglad. Det er blot en måde at beskytte mig selv på.

Nogle gange trænger tragedierne sig på og hvordan kan man undgå at forholde sig følelsesmæssigt til Norge. Og Somalia.

Og i dag kom de første navne så. Og billeder af de døde. Og billeder af børn der skriger og sulter og dør. Fuck.

Så jeg er lidt stille. Lidt endnu.

Social arv på alle klasser.

Jeg er et-hundrede-tusind-procent sikker på, at der stadig væk findes social arv. Den lever i værste velgående og trods massive og bekostelige indsatser, kræver det ekstraordinært meget at bryde den. Både fra systemets side, og i særlig grad fra børnenes side. Det er alt andet end nogen smal sag, at give sine børn den perfekte opdragelse, når man selv kun har brud, svigt, slag og trusler i bagkataloget. Man kan (næsten) ikke tillade sig at blive harm på forældrene vis børn vokser op på behandlingsinstitutioner rundt omkring, for spørger man dem til deres egen barndom, er det som oftest en tragisk gentagelse af det, de nu ser deres børn gå igennem.

Jeg bruger meget krudt på at give de børn og voksne jeg i mit arbejde kommer i kontakt med en tro på, at livet kan være andet end mistro og møg. Men den brøkdel af  tid jeg, og alle de andre fantastiske mennesker, der arbejder med børnene har med dem, kan have svært ved at hamle op med den helt tidlige skade forårsaget af forældre, der bare ikke magter det, de allermest ville ønske, de kunne magte.  Nogle gange lykkedes det. Nogle gange kan der kompenseres og reddes og lappes og installeres nye chancer, og så er det det hele værd. At det igen og igen viser sig, at børn der vokser op på døgninstitutioner ikke klarer sig skide godt, kommer ikke bag på mig. Det er ved gud ikke for børn at være på børnehjem! Alternativet er bare heller ikke optimalt, og så er børnehjemmet trods alt det bedste af to onder. Det tror jeg virkelig på, ellers kunne jeg ikke arbejde der.

Social arv eksisterer stadig, og det gør mig altid godt gal i skralden, når jeg hører folk påstå noget andet. Det gør mig endnu mere gal i skralden, at man i bl.a. Århus Kommune lige nu skærer helt helt ind til benet på dette område og gør det om muligt endnu sværere, at give disse børn en reel chance. Den tager jeg lige en anden dag, for når først min irritation over det får frit løb, tager det gerne et par timer, før jeg er i ro igen.

I dag læste jeg dette debatindlæg skrevet af studievejleder på HF Jan Andreasen, og blev noget mismodig. Èn ting er, at forældre, der ikke ved hvordan man skal være mor eller far ikke kan være det, men noget ganske andet er, at forældre der i hvert fald på overfladen har masser at give af, brænder deres energi, omsorg og kærlighed af på arbejdet og lader deres børn sejle rundt på egen hånd. Det er skræmmende, trist og ikke i orden. Hvis man har ressourcerne til at give sine børn en skide god chance her i livet, så har man efter min mening et ansvar for at gøre det. Ellers skal man nok hellere starte en ny virksomhed, end at sætte et barn i verden. Det kan man i det mindste kun miste penge på.

Jeg.Fatter.Det.Ikke.

Jeg har egentlig ikke lyst til at starte dagen med et surt opstød, men når det nu bare regner udenfor, så er stemningen alligevel lidt ødelagt. Så here goes.

ØV (!) hvor bliver jeg bare ked af, at vi ikke behandler vores mest udsatte samfundsborgere ordentligt! Det kan godt være, at der er blevet tilført flere penge (dog kun 8 % på det psykiatriske område sammenlignet med 33% på det somatiske – det er vel dårligt mere end inflationen), hvilket er hvad vores kære sundhedsminister Berthel Haarder igen og igen slår på, men det hjælper jo ikke blot at smide småpenge efter et felt der i årevis er blevet underprioriteret og hvor pengene bare ryger ned i et stort sort brandslukningshul. Jeg fatter ikke hvorfor man fra politisk side nægter at lytte ordentligt efter de mennesker – de fagfolk – som dagligt skal slides med at afvise det stigende antal af patienter, der banker på dørene på de psykiatriske afdelinger og nærmest må tigge om at få hjælp. Bare lidt. Bare så de ikke tager livet af sig selv det næste døgns tid, fordi det gør alt for ondt at være til.

Jeg bliver led og ked af, at vi ikke tager det at have en psykisk lidelse mere alvorligt. Det giver ingen mening, at jeg gang på gang møder forældre til børnehjemsbørnene, der den ene dag ikke kan komme og besøge deres søn eller datter fordi livet blev så træls, at man måtte indlægge dem “på røde papirer”, som så dukker op den næste, fordi der ikke var plads til, at de kunne få lov at blive og få den nødvendige hjælp. Man smider vel ikke en patient med en dødelig kræftsygdom på gaden med en besked om, at vi desværre ikke har plads til at hjælpe dem, prøv at hold dem i live på egen hånd lidt endnu….Det gør man så vidt jeg ved ikke så meget i.

Alt peger på, at der hvor man er allermest sårbar og i risiko for at gentage et selvmordsforsøg er i dagene lige efter udskrivelsen. Forestil dig, at du skulle se din datter i øjnene dagen efter at du har forsøgt at forlade hende for good. Forestil dig, den smerte, tristhed, ydmygelse og skamfuldhed det må føre med sig. Ja, jeg kan ikke, for jeg har ikke selv prøvet det, men jeg har set det ske og det er grimt at se på. Jeg kan godt tilgive dig kære mor, for at livet blev for svært, men spørgsmålet er om du kan tilgive dig selv det. Og om din datter kan, hvis hun nogensinde bliver gammel nok til at forstå hvad du har forsøgt at gøre.

Jeg ved godt, at det ikke er så ligetil at sammenligne en kræftpatient og en patient opslugt af livslede og depression. Jeg ved godt, at den selvmordstruede trods alt har et mere frit valg ift. at vælge livet til igen, men vi er saftsusseme nødt til at give dem chancen for at se det valg! Du kan ikke tvinge en kræftsyg til at blive rask på et døgn, og man burde heller ikke tvinge en selvmordstruet til at vælge livet på et døgn, når alt for ham eller hende lige nu, bare peger på at livet ikke er livet værd.

Jeg ved godt pengene ikke hænger på træerne, men hvis de gjorde så vidste jeg godt hvem jeg ville give dem til…

PS: Hvis I kan tåle flere sure opstød i dag, så læs dette Suzette så smukt har skrevet her (godt nok om et lidt andet felt, men dog ikke mindre relevant eller skræmmende).

PPS: Det sure opstød blev inspireret af denne artikel i dagens Politiken.

PPPS: Beklager at det ikke blev det mest velskrevne indlæg, men når jeg er sur skriver jeg gerne i meget lange og knudrede sætninger….

The simple life as blomsterhandler…

For nogle år tilbage arbejdede jeg som handicaphjælper. Jeg skulle møde ind på døgnvagter meget tidligt om morgenen. Og så sad jeg og kiggede rundt på de andre trætte mennesker i bussen på vej derud og tænkte på, hvilke jobs de mon havde og hvad de mon var på vej til. Jeg møgprojiterede alle mulige forskellige ting over på dem, og ville altid ønske at jeg skulle det jeg troede de skulle…som man siger.

I mange år har jeg “arbejdet med mennesker”. På mange forskellige måder. Min kæreste arbejder med computere (altså han har menneskekollegaer, som han arbejder med, men det er mest computere han arbejder på…håber jeg…….anyways). Nogle gange misunder jeg ham virkelig, at den slags software, han kan have problemer med kan løses med tålmodighed og teknisk snilde.

Jeg er også tit jaloux på blomsterhandlerne. Blomster er sådan rimelig tilregnelige og så dufter de virkelig godt. Og er så smukke. Og simple. Hver gang jeg træder ind i blomserbutik, falder jeg helt i svime over alle blomsterbinderierne og så drømmer jeg lidt om hvordan livet som kreativ blomsterdame mon ville være…måske med eget keramisk værksted og sådan…

Og så alligevel….

Alligevel så elsker jeg faktisk virkelig mit job. Jeg er faktisk helt vild lykkelig i den profession jeg har valgt at være/blive en del af. Der er faktisk ikke noget mere fantastisk end at komme ud fra en terapitime, hvor man har mærket en god kontakt og har set et menneske rykke sig og vokse. Det er dybt rørende, når mine klienter har lyst til at dele noget meget fint og privat med mig. Noget som måske endda gør meget meget ondt.

Der er heller ikke noget mere livsbekræftende end at være med til at give en af børnene på børnehjemmet en god dag. Og en oplevelse af, at voksne også er gode mennesker, man godt kan regne med. Og man kan se at der falder ro over deres små kroppe, at bangeknuderne i maverne løsnes lidt og deres hoveder bare engang imellem kan optages af den slags ting som børnehoveder skal være optaget af.

Når folk spørger mig om det ikke er hårdt at arbejde med det jeg arbejder med, så er mit svar tit at det er det egentlig ikke. Og det er kun en halv sandhed, for nogle gange er det virkelig hårdt. Og jeg bliver ked af at gode mennesker udsættes for skrækkelige ting. Den anden halve del af sandheden er til gengæld at det er det hele værd. Al ked af det heden, vreden, magtesløsheden, uretfærdighedsfølelsen og den store weltschmertz er det hele værd, så længe folk bare bliver ved med at kæmpe for (at få) det bedre.  Og det gør de heldigvis, de mennesker jeg arbejder med.

%d bloggers like this: