Stilhed før Storm

Tag: Spiritualitet

Kafkas “Processen” anno 2011

Har lige set sidste halvdel af meget interessant dokumentar. “Manden der ville melde sig ud” hed den og har af gode grunde være rimelig omtalt lately. På sådan en askegrå dag, hvor tankevirksomheden her er nogenlunde lige så mat i koderne som himlen over Aarhus, kræver det lidt anstrengelse at svinge sig op til hans projekt. Helt kort fortalt vil han gerne melde sig ud af samfundet/systemet/Danmark og vriste sig løs af forpligtelser såvel som rettigheder. Det vil han gerne af princip, fordi han ikke mener at han nogensinde aktivt har meldt sig ind.

Nu så jeg jo så ikke starten af dokumentaren, men fik lidt et billede af en mand, med lidt for meget fuldskæg begravet i lidt for store filosofiske hovedværker på et lidt for støvet specialekontor helt nede i bunden af gangen. Jeg var mildt sagt rimelig skeptisk og forholdsvis irriteret over projektet som andet end et pudsigt omend nørdet tankeeksperiment.

Og det skulle da også vise sig (SPOILERALERT), at det ikke var lige sådan til. Hos Borgerservice spørger de sødt “hvor han så vil rejse hen”, underforstået, at rejser man ud af et system er det for at rejse ind i et andet. Det er ikke muligt at være systemløs. På Borgen kigger de ligeså uforstående på ham. Johanne Schmidt Nielsen giver ham kam til fuldskægget, da hun hun udfordrer ham på de etiske konsekvenser af hans ide: Hvis han melder sig ud, skal det også være muligt for andre at melde sig ud og hvor sætter man så grænsen for, hvem der må og ikke må? Hvad hvis alle de rige melder sig ud, fordi de vil beholde deres penge selv? Hvad hvis rockerne melder sig ud og begynder at banke løs på hinanden og andre, men ikke kan straffes eller holdes igen, fordi de ikke er med i klubben? Brønderslev-sagen dukker op på nethinden, som et eksempel på hvordan det kan gå, når en familie, ikke melder sig ud, men nærmere gemmer sig for systemet. Han kunne ikke helt forklare hvorfor lige ham og ingen andre skulle have lov til at underskrive udmeldelsesblanketten. Det var som om han blev klogere på projektet undervejs, og alene den rejse gjorde faktisk programmet seværdigt for mig. Han gav ikke op med det samme, men han lod sig også udfordre. Han var ikke fanatisk, men gav heller ikke helt efter for politikerne, der kiggede på ham med øjne så store som thekopper og hovedet let på skrå i et “hvad-fejler-du-mon-menneske”-blik.

Han endte på et Buddhistisk Bornholsk kloster hos zenmaster Denko Mortensen, der i de kredse jeg somme tider færdes, betragtes som værende rimelig hardcore. Jeg ved ærlig talt ikke så meget om ham, men kunne se i filmen, at han har en lavalampe, hvorfor jeg må stille mig kritisk over for det meste af det han siger. Her fandt en del af svaret på hvordan man så lever indenfor det u-udmeldelige samfunds rammer. Og der lander den vidst indtil videre.

På et principielt plan kan jeg godt følge den. Tanken omkring ikke helt at have valgt at blive en del af et apparat, der har så umanerlig stor magt over en. Det er noget af det, der kan gøre mig helt grundangst. Når jeg hører om unge teenagepiger, der bliver slæbt igennem retssager i Italien, Bali og Thailand pga. noget de måske/måske ikke har nogen skyld i. Når jeg læser om den måde systemets love kan bestemme, hvorvidt du har lov til at blive boende i dit hus hvis din kæreste dør og i ikke er gift. De der love der hele tiden bliver lavet og som vi hele tiden er underlagt er så uigennemskuelige og det føles bestemt ikke som om, at man selv har indflydelse på hvordan tingene er skruet sammen. Ja fint, du sætter et kryds på en lang lap papir omtrent hver 4. år, men så strækker indflydelsen sig ligesom heller ikke længere. Den følelse vil jeg gerne melde mig ud af. Og når det så ser sagt, så er jeg faktisk stor tilhænger af at have et system, der rammer os ind og retter os af og sikrer at vi alle spiller efter nogenlunde samme spilleregler. Ja, faktisk finder du nok ikke en større anti-anarkist og tryghedsnarkoman end mig. Så overhovedet at indrømme, at jeg faktisk fandt programmet uhyre interessant og tankevækkende er store sager. Det var bare det.

Se den her, hvis du har tid.

Advertisements

“Sometimes it’s okay if the only thing you did today was breathe”

Det er fredag og det går lidt bedre med travlheden. Faktisk har jeg fået omprioriteret lidt og den næste måned ser nu ok lys og overskuelig ud. Ikke hel så lys som måneden efter, som er fyldt med sommerferie, solskin, jordbærmadder, kærlighedsferie til NY, koncerter og andet rart. Det er ikke ret meget, der kan sammenlignes med den der følelse af at have en lang sommerferie foran sig, uden at komme til at se lidt bleggråt og fesent ud, men ikke desto mindre er maj nu lidt mindre bleggrå og lidt mere lyseblå.

Det skyldes ikke mindst at jeg nu har fået organiseret min opgaveskrivning i en nogenlunde struktureret hverdag, med en genial skrivemakker. Ligeså til-vanvids-drivende det kan være at skrive opgaver i grupper, der ikke fungerer, ligeså pissefedt kan det være når et samarbejde er godt. Og det er det virkelig!

Nå, jeg snakker. Det jeg egentlig gerne ville vise, var denne fine illustration jeg tilfældigt (?) fandt her, da bølgerne gik aller højest:

I really like it! Tror den skal på opslagstavlen, som en lille casual chillpill-reminder til præstationsaben –  ja, det er det jeg nu konsekvent kalder mit præstationskompleks i eksternaliseret form. Et lille egenterapeutisk mindtrick. Smart smart.

God weekend!

Bare smukt.

Fjæsen er jo et dejligt sted at dele ting, og forleden blev denne fine ting delt med mig. Jeg håber ikke, at jeg videospammer for meget på bloggen her, men når noget virkelig gør indtryk på mig, kan jeg altså ikke dy mig for at dele videre.

Det er fotografen med det svedige navn Terje Sorgjerd der har skudt og samlet den. Den er fra El Teide, som eftersigende er et af de mest fantastiske steder at fotografere stjernehimlen fra. Jeg vil ikke sige en forfærdentlig masse om den, men i kan selv besøge hans hjemmeside her, hvis I vil læse og ikke mindst SE mere. Jeg synes bare I skal lave jer en kop dejlig kaffe, skrue op for lyden, smække den op i fuldskærm og læne jer tilbage. I har sikkert travlt til hverdag og fortjener en lille pause! Jo I gør!

Da den blev delt med mig på fb. lød en af kommentarerne som følger: “Holy hell – that is one awesome celebration of the world we live in!”. Jeg kunne ikke sige det bedre selv. Here goes:

At turde tro, part 2.

Det der jeg skrev forleden, om at turde at tro. Det tror jeg stadig på. 

Da jeg var ung troede jeg ret heftigt på alt muligt, og det var virkelig fantastisk. Jeg troede fx rigtig meget på GirlPower og på alt hvad de überseje piger fra Spice Girls lukkede ud. Skrev sågar min egen bog om dem. Og jo – bevares – det er som ikke fordi jeg ønsker mig tilbage til den tid, for en kende unuanceret var jeg jo nok. Jeg kunne jo blive decideret rasende, hvis nogle antydede at All Saints eller Backstreet Boys var bedre, dygtigere eller mere populære. Ikke tale om. Der var kun fem stjerner på himlen og de hed Baby, Posh, Scary, Ginger og Sporty. Der var ikke en tvivl at spore i mit sind, når det kom til det.

I forbindelse med førnævnte relancering af mig selv som sådan en der godt tør tro, har jeg i noget tid afsøgt min bogreol for inspiration. I den står masser af mennesker, der godt tør sige, hvad de tror på: Yalom, Løgstrup, Brinkmann og mange flere. Min favorit er dog præst og terapeut Bent Falk, og han siger sådan om det at tro:

“Hvor to forskellige verdensbilleder mødes, opstår der ny indsigt. Ingen af os har patent på sandheden. Jeg fremlægger min. Du fremlægger din. Og så ser vi, hvad der sker. Det er vel at mærke ikke det samme som postmodernisme og relativering. Der har man opgivet troen på, at noget er mere sandt end andet. Det er lidenskabsløst. I fundamentalismen til den anden side ved man, at man ejer sandheden, og der investerer man sin lidenskab (fanatisme) i at bekæmpe anderledes tænkende. Den livfulde, vibrerende mellemvej mellem disse yderpoler er lidenskabeligt (dvs. elskende et bestemt bud på, hvad der er sandt) at tro, at man kender noget væsentligt af sandheden og hele tiden vide, at det netop er noget man tror“. (B. Falk,  2009, p. 117).

Om en stræben mod det enkle liv og en kærlighed til ting der glimter…

Kom en nat til at se et rerun af DR2s ”Bonderøven”, og selv om jeg af min ærkeøkologiske, langskæggede, stråhattebærende landmandsonkel fra Salling har fået at vide, at han er mere bondefanger end bonderøv (spørg ikke hvorfor), satte programmet nogle tanker i gang hos mig. Særligt hans introsætning om at meningen med hans levevis ikke er at leve som i syttenhundredetallet, men snarere et forsøg på at ”leve lidt mere enkelt”.

Klart! God ide! Det vil jeg virkelig også gerne selv! Jeg har en drøm om at leve lidt mere simpelt, grounded og uomgivet af materielle ting. At skrabe alt det overflødige væk og komme ned til det der er vigtigst. Kun omgive mig med det allermest nødvendige og derved skabe plads til alt det der godt må fylde lidt mere.

Bare.leve.livet.lidt.mere enkelt…

Omvendt må jeg jo også erkende, at jeg elsker fine ting der glimter i lyset og faktisk finder jeg stor glæde ved at have skabe og hylder fyldt til randen med betydningsfuldt ragelse. Jeg er en ravn af værste skuffe! Jeg propper ting ind i mit hjem og på min krop og nyder hyggen og skønheden de bringer med sig.

Jeg kan jo også godt lide de bekvemmeligheder det mere materielt orienterede liv bringer med sig. Misunder ikke Bonderøvens søde kæreste Henriette, at hun skal lave julemiddag og havregrød på et gammelt brændekomfur, når jeg nu selv vha. mit induktionskomfur kan lave havregrød på to minutter. Til gengæld har jeg en smart ovn, vis 50-siders lange manual jeg ikke har orket at sætte mig ind i, og derfor ikke helt ved hvordan virker…

For et par år tilbage havde jeg indbrud i min lejlighed og de stjal en masse fine ting – en masse personlige ting. Jeg blev vildt ked af det, men fik i den forbindelse også den tanke, at hvis jeg ikke havde haft alle de her fine ting, så ville de ikke kunne tage det fra mig. Så ville jeg blive en lille smule mere usårlig. Så kunne de bare komme an! Omvendt tror jeg heller ikke det vil gøre mig glad.

Som med så meget andet her i livet er det vel en balancegang mellem på den ene side at stræbe mod det mere simple og samtidig erkende, at det ikke er nemt at være bonderøvsenkel i et samfund, der nogle gange kræver at man kan lave havregrød til hele familien på to minutter.

Dette blev ikke det mest højfilosofiske indlæg – nok mere et strejf af nogle tanker der har rodet mit hoved lidt tid. Ikke desto mindre er det noget, der ikke underligt fylder for mange mennesker – blev af min kæreste gjort opmærksom på, at der er flere danskere der ser ”Bonderøven” end ”Vild med dans”.
Det siger jo ikke så lidt…

%d bloggers like this: