Hvad med dig mandag – har du noget at byde på?
by stilhedfoerstorm
Åh mandag din gamle luder, så mødes vi igen. Med al din hverdagslighed og al min træghed – vi burde kunne udrette noget mere sammen. Men skal vi ikke lave en aftale kære mandag? Hvis du ikke sladrer til nogen om, at jeg har solgt min viljestyrke for at få råd til nye sko, så vil jeg sprede et rygte der med garanti vil sørge for at du ikke længere er alle folks hadedag. Noget med at tirsdag slet ikke er så overlegen bare fordi han er et skridt nærmere weekenden. Eller noget med at fredag den opblæste nar med al hans “wuhu frihed” og “wuhu fredagsøl” i virkeligheden har en uhyggeligt lille penis og slet ikke er så cool endda – snarere kompenserende. Eller måske bare noget med at du ikke er så nedgang som de fleste går og tror.
Jeg kan faktisk meget godt lide dig mandag, og selvom du let kommer til at blegne lidt ved siden af de andre hypede dage sidst på ugen, så tror jeg du har potentiale. Lidt ligesom november har det. Du er en lille snert af 1. januar. Du giver mig lyst til at starte lidt på en frisk. Du giver mig lyst til at blive et lidt bedre menneske end jeg var sidste uge. Du giver mig ikke dårlig samvittighed, fordi du selv er lidt fesen. Altså på den gode måde fesen. Du er bare mandag og jeg er bare mig. Du er den lovlige undskyldning for at være lidt en slowstarter og for det skal du have tak. Vi ses igen om en uge.
Fantastisk at finde på noget godt om både mandag og november. hvis du kan diske op med noget, der får en til at se frem til mørke, uendelige og fattige januar, så sender jeg en kasse med respekt.
Det er udfording jeg gerne tager op Betina! Kunne godt bruge en kasse respekt (og VHS-bånd – wuhu!) så jeg begynder at researche lidt på januars potentiale…..
Søndag er den sande fjende. Påstår den er lige så sej som fredag eller lørdag, men det eneste den kan er at minde om, at det er mandag lige om lidt. Men vent, mandag er ikke slem, blev vi enige om!? Nu er jeg forvirret…
[…] Fordi det er mandag og fordi jeg sidder og sveder over et motherfucking powerpoint show jeg har indladt mig på at lave til i morgen, er jeg bare ikke særlig sjov i dag. Spørg selv Cea – monday is nooo good i rækkehuset. Galden driver ned ad væggene. Det skal I selvfølgelig ikke lide under kære læsere, så jeg har udliciteret lidt og har hentet eksperhjælp ind udefra i (man)dagens anledning. […]
[…] så venlig at udforske novembers potentiale, og jeg kort tid efter dristede mig til at påstå, at også mandag havde lidt at byde på kom jo straks en opfodring fra en januar-træt sjæl: Hvad med januar? Er der noget som helst […]