Stilhed før Storm

Tag: Bundgrænsen!

Du lovede. Jaja, tag en klidkiks.

Okay okay. Jeg ved godt jeg lovede Jer noget sjovt i går. Eller i foregårs var det vel egentlig at jeg lovede det. Og så burde jeg have holdt det i går. Og så var det, at jeg kom til at sidde med problemformuleringen til endnu en (fucking) opgave på uni, som jeg pludselig var nødt til at trække ud af røven, fordi vi nu pludselig skulle fremlægge den på undervisningen i dag (jaja, jeg skriver det som om det kom bag på mig. Jeg har vidst det siden sidste tirsdag). Og det var bare slet ikke sjovt. Faktisk tog det hele dagen. Og jeg ved egentlig ikke helt om det er sådan rigtig godt. Men all right. En ting har jeg da lært efter snart seks år på instituttet – en opgaveproces er nogenlunde ligeså charmerende som en lunken kærlighedsaffære. Det har start og en slutningen og en hel masse i-hår-rivende hejs i midten.

Man kigger lidt efter hinanden i lang tid – kan ikke helt beslutte sig for om det egentlig er noget. Skubber ligesom det der med at tage initiativ og gøre noget ved det foran sig så længe som muligt. For lige så snart man tager de første kluntede skridt i forsøget på at definere det, man har gang i gror det sig uoverskueligt stort og man orker pludselig ikke alt det hårde arbejde. Og så ignorerer man ham i et stykke tid. Går ligesom forbi ham i kantinen og lader som om man ikke har set, at han jo står lige der ovre i kaffekøen og køber en napoleonshat. Hvor banalt. Og man begynder at hate lidt på ham og synes ikke han er til at holde ud. Han giver jo også altid en dårlig samvittighed – selvom man godt ved, at han er en god fyr. Bvadr. Og efterhånden kan man ikke rigtig tillade sig at ignorere ham mere, fordi folk bliver ved med at spørge hvordan det går og om vi er blevet kærester. Og fordi man ikke magter at forklare kompleksiteten i den peach melba agtige suppe man vader hvileløst rundt i, går man en dag hen til ham i kaffekøen og spørger om vi skal drikke den sammen. Han er lidt pigesur så man bliver nødt til virkelig at bruge meget tid sammen med ham. Alt for lang tid sammen med ham. Og nu synes alle at man er blevet kærestekedelig. Og så efter en hektisk måned, slår man op. Done. Færdig. Slut. Prut. Stanglakrids. Tre eksemplarer i studiekontorets postkasse…ja. okay. Der holder metaforen ligesom op med at virke. Men you get the drift.

Så jeg er altså lige der i starten af forholdet til, hvad der forhåbentlig er den sidste store opgave på uni. Ja, altså lige ud over specialet, som jeg meget bevidst fortrænger på daglig basis (nej, jeg ved ikke hvad jeg vil skrive om. Stop med at spørg. Jeg bliver så flov).

Vejen til helvede er brolagt med dårlige undskyldninger. Det ved jeg godt. På den første sten, står der altså “problemformulering siger du?” og på den anden sten står der “Helle Helle”.  Ja, for det brugte jeg eftermiddagen i dag på. “Dette burde skrives i nutid” og jeg burde virkelig få fingeren ud og få nosset mig hen i kaffekøen. Og i får noget sjovt i morgen. Det lover jeg. Ha!

Advertisements

Morning News

Morgenens nyheder på TV2 har givet anledning til følgende overvejelser herfra:

Privatforbruget er det laveste i fem år. Folk gider ikke købe mere crap, hvilket ud fra et privatøkonomisk synspunkt er fornuftigt nok, men det kommer til at koste arbejdspladser. Lad lige først være med at spørge, om dens slags nyheder både glæder og irriterer mig. De understøtter jo raskt væk den næsten bundløse fryd, der for mig er forbundet med at forbruge og jeg lover dig – jeg.kan.ikke.få.crap.nok. Spørgs selv Cea, der ved en fejl (formoder jeg) kom til at tage med mig og lillesøsteren+veninde med ud til Brugtvareterminalen i Viby lørdag eftermiddag. Han nægtede at bruge en øre mens jeg lå i glædesspasmer på gulvet over alt det gamle og billige. På en måde fint nok at han kom med. Udover at det var såååå hyggeligt at han gad lege med mig, fungerer han lidt som en forbrugsbuffer for mig. Hver gang jeg fandt noget som jeg godt kunne lide, men som var lidt på kanten stak jeg hovedet udenfor til ham (hvor han jo ganske hurtigt fandt en plads i skyggen med god 3g dækning), kiggede på ham med glade bedende øjne, modtog et blik over temaet “are you freakkin’ kidding me woman” og luskede tilbage på hylden med det. Så tak til Cea for at jeg kun kom hjem med fem gamle dybe tallerkener, en assorteret underkop, en steltonkande og et dejfad af det pureste ler.

Anyways. Jeg betragter mig selv som et særdeles ansvarligt menneske og jeg bryster mig af at holde mig det brede perspektiv for øje. Derfor ofrer jeg med glæde min privatøkonomiske sikkerhed, for at du kan få et job.

Og det leder mig over til næste indslag. For man kan da ikke som en kærlig medborger se til, når OK-reklamerne pludselig ikke længere er en joke, men den skinbarlige sandhed. Man KAN da ikke mene alvorligt at små børn på en skole i whatthefuck skal ligge på en lang stribe i græsset og øve brystsvømning og butterfly – Tørsvømning er åbenbart den måde vi forsøger at spare penge på for tiden. Herrejemini. Nej – frem med dankortet mine kapitalistiske medsøstre – vi har et ansvar. Børnene lider.

Den sidste nyhed: Arrangørerne af VM i landevejscykling kan eftersigende “sole sig i al den ros de har fået over arrangementet”. Nu følger jeg minimalt med i sport, men det er da kommet mig for øre via en københavner eller to, at det der VM fik en kommende betalingsring til at ligne en femsporet motorvej lige durk ind igennem Rådhuspladsen. Og hvis de der arrangører gør alvor af at sole sig i den regn af roser, der nu vælter ned over dem, ville jeg overveje at skifte bikinitrussen ud med en skudsikker vest og holde paraderne oppe for de brosten og springknive, der kunne gemme sig mellem roserne. Bare et råd.

Ja. Og efter nyhederne kom Dennis Knudsen forbi i GoMorgen DK og skulle lære Ida Wohlert at lave facefitness og så gik al hjerneaktivitet i stå.

Emma Gad og jeg gør også!

I dag har bare været en dejlig dag. Jeg har været til konfirmation hos min smukke og seje grankusine Mathilde. En masse glade og veloplagte mennesker fejrede hende, sang for hende og talte til og om hende. Vi skålede for hende, råbte mange Hurra’er både almindelige, korte og lange. Og hun sad midt i det hele og strålede.

Den danske familiefesttradition er en spøjs fætter. Det synes jeg sq. Alle de der ritualer, man bare spørgsmålsløst deltager i i løbet af sådan en fest. Ja, klart, selvfølgelig skal vi alle sammen rejse os op og udråbe et “leve” for fødselaren/konfirmanten/bryllupsparret/etc. Og vi gør det på helt samme måde hver gang – det første lidt tøvende Hurra, og så kommer de to næste med præcis lige lang tid imellem hver eneste gang. Og så nogle gange et langt for at spice det lidt op. Og hvis det skal være rigtig hyl smider man måske lige det helt korte (“hu”) eller suset fra Vesterhavet ind til sidst. Og så skåler man lige bagefter og så klapper man og så sætter man sig ned og spiser videre. Det er altså lidt fascinerende. Hvordan fa’en finder man på sådan noget. Hvor blev det lige bestemt, at det altså er proceduren, når man samles mere end 15 mand om en festlig begivenhed? Hvem er det lige der laver de der spilleregler vi alle spiller efter til den slags? De har saftpedervæltemig (staver man det sådan?) gjort et godt stykke arbejde, for jeg har aldrig hørt nogen sætte sig imod. Man ser det ellers for sig – hvordan en eller anden bare stikker sidemanden en lammer, råber hold kæft og udvandrer i vrede over at der nu igen skal råbes Hurra og synges den der lange sang om at folk skal leve, sættes i glas og ramme og se unge og yndige ud….

Nå, tilbage til dagen i dag. Den smukke konfirmation med den smukke konfirmand. Det jeg egentlig gerne ville sige, hvis jeg kunne fatte mig i noget der bare minder om korthed var, at hvor er det bare uendelig meget ens pligt, at gøre sådan en dag skide god for dem der holder festen! Uanset hvor hjernedødt det kan virke at udføre alle de der semibizarre ritauler, så gør man det gladeligt – det har man bare at gøre – for for den person det handler om, der betyder det bare alverden. For den person der har glædet sig i månedsvis og måske længere og for de personer, der har knoklet for at få sådan en fest til at gå op i en højere enhed,  der har man bare pligt til at more sig og spæde til og gøre alt hvad man overhovedet kan for at dagen bliver lige så fantastisk, de kunne ønske sig. For mig er det som regel ingen sag, for jeg er en sucker for familie og alt det der – jeg elsker det virkelig. Ritualer and all. Love it.

Men der er også nogle, der kan have den der attitude af, at hele verden handler om mig, og hvis jeg keder mig til den her fest, så kan i træde jer selv i munden på, at jeg ikke lægger skjul på det. Hvis jeg har tømmermænd, så sidder jeg og hænger. Hvis jeg er i dårligt humør, så kan min borddame sidde og tørste. osv osv osv i en ugidelig evighed. Dem var der heldigvis ingen af til den her fest! Hvis der var, havde de fået en god gammeldags Peter Bastian opsang: “Hæv bundgrænsen kammerat! Det der kendetegner et modent og voksent menneske er evnen til at bære vægten af ens eget indre liv uden at ryste på hånden og uden at forstyrre andre med det!” Hånden på hjertet, så er det jo ikke alle dage, man er lige meget i stødet og har lige meget lyst til at strikke en samtale op med en totalt ukendt bordherre. Men helt ærligt – det skal du bare! Det skal du bare, når andre gør sig den ulejlighed at invitere dig til fest. Basta!

Springer lige mandag over….

 

I dag er en af de der dage, hvor jeg allerede nu (kl. 10.07) kan mærke, at jeg kommer til at overspringshandle igen og igen og igen….

Alt for mange ting jeg burde lave og alt for mange ting jeg hellere vil, er en farlig kombination sådan en mandag formiddag. Resultatet er ofte, at jeg laver en masse ting som jeg normalt ikke rigtig gider (hvis det nu var weekend og jeg virkelig havde frit spil en hel dag). Sådan nogle småtrivielle peachmelba agtigt kedelige ting. På den måde undgår jeg at lave det jeg virkelig ikke rigtig helt synes jeg orker eller kan overskue, og samtidig straffer jeg mig selv lidt, fordi jeg helt ærligt bare burde hæve bundgrænsen og komme i sving.

Anyways.

Jeg går igang nu….

Når jeg lige har vandet blomster….

Og lavet the….

Og tjekket post….

Og facebook….

Og mail….

Og hængt tøj op….

Og tjekket facebook igen….

Og skammet mig over ikke at være kommet igang….

Og liiiige tjekke facebook en sidste gang…

Og varmet theen op igen….

Og SÅ starter jeg….

Med mindre………?

%d bloggers like this: