Stilhed før Storm

Tag: rynker

Alt det som ingen (selv) ser

Ja, så sad jeg jo lige her en tirsdag eftermiddag og forsøgte at koncentrere mig om den tekst, jeg skal læse inden vejledning i morgen. En tekst der er skrevet på det smukkeste volapyk  og som gør mig så ualmindeligt frustreret, at selv den mindste lille forstyrrelse er en kærkommen anledning til lige at lave noget andet. Jaja, i kender det godt – emnet er gammelt, men ikke desto mindre allerstedsnærverende i enhver studerendes liv: Den gode overspringshandling. Det er den, der på en gang hjælper dig væk fra det du af den eller anden grund ikke orker og samtidig giver dig illusionen om, at det du foretager dig, er mindst ligeså vedkommende og vigtigt, som fornævnte “det”.

Ja, og i dag bestod overspringshandling nummer 3 af, lige at spørge Jer om, om det ikke også fucker Jer lidt op, at man aldrig ser sit eget ansigt i virkeligheden? Ja, for det er sådan noget jeg kan ligge vågen over om natten. (Det bærende ord er her “kan” – jeg ligger i realiteten aldrig vågen om natten. Det er med andre ord en metafor, ik’?). Altså. Tænkt det lige til ende, hvis tanken er ny for jer.

Man

kommer

aldrig

til

at

se

sit

eget

ansigt

i

virkeligheden

!!!

!

Det er saftedderperkme da underligt! Bevares, man har jo spejle og fodo’ og sine venner og families mere eller mindre pålidelige udsagn for at man ikke ligner en skæv hyæne, men I VIRKELIGHEDEN så ser man aldrig det de ser – det alle andre står og glor ind i dag efter dag og som man i øvrigt ene mand slæber rundt på og udtrykker sig igennem. En skøn bivirkning ved netop det, er at man det meste af tiden slipper for at se på sig selv. Ikke altid en ulempe. Jeg har eksempelvis mareridt over, hvor mærkelig jeg ser ud, når jeg taler og det er så hovedsageligt Jer andre der lider under det. Excuse moi. Det er også en af grundene til at jeg undlader at have nogen som helst relation til min frisør, bl.a. ved at skifte hende ud hver gang. Således undgår jeg også i denne ene spidsbelastede situation, at udstå synet at mit talende jeg. Jeg er endda gået så langt som at fake stumhed, så jeg slap for at se mig selv tale….okay. Not True. Men jeg har overvejet det så!

Men back to business: Er det ikke lidt mærkeligt, at det eneste man får at se af sit eget ansigt er ens næseryg (hvis man gør sig skeløjet), ens læber (hvis man anstrenger sig lidt og laver “the Arto Pout”) og måske en dag sækkene under ens øjne? Ja, hvis ikke sækkene over øjnene til den tid har spærret udsynet.

Nå. Nu er den ude af mit system og klar til at besætte Jeres. God tirsdag aften.

 

Advertisements

Matas-soen og mig.

Groomede mennesker imponerer mig. Og de gør det mest af alt, fordi jeg uanset hvor længe jeg bruger på badeværelset aldrig bliver sådan! Sad forleden overfor en pige, der var som hevet ud af et matasblad – pæne negle, pæn hud, skinnende hår og selvom jeg ikke kunne se det, derfra hvor jeg sad, vil jeg væde med, at hun også havde barberede ben, bløde fødder og neglelak på tæerne. Hun var sådan en man (læs: jeg) havde lyst til at ae, fordi hun så så fin og pæn ud. Og jeg kender mange af den slags mennesker. Min barndomsveninde Sus dufter fantastisk 98% af den tid jeg er sammen med hende. Min kloge veninde Maria har altid pænt hår – ALTID. Og smukke Nishanti får med sine elegance og yndefulde bevægelser mig til at ligne en spastisk spritter på en racercykel. Ned ad bakke. På speed.

Jeg bliver aldrig wellgroomed. Jeg bliver aldrig for alvor ladylike. Jeg har vidst det i lang tid, men det gik for alvor op for mig i dag da jeg stod i næsten bar overkrop og hældte chokoladeis op til mig selv. Ja. For det er den slags forbehold jeg er nødt til at tage. Jeg havde en hvid trøje på og har af bitter erfaring lært at ctrl+Z kun virker på computeren og ikke på den lange stribe af chokoladesoftice der triller ned over hagen og ned i kavalergangen. Eller på tandpastasavlet der pludselig smutter ud og ned og all over – måske fordi jeg prøver at tage strømper på og tømme opvaskemaskine imens. Så altså. Når jeg laver/spiser/rydter-op-efter mad sker det enten i next-to-nothing eller i forskellige variationer over temaet vadsæk. Jeg er notorisk for at have pletter på mit tøj og jeg gad helt vildt godt det var anderledes.

Og det er jo ikke fordi jeg ikke kan tage neglelak på eller barbere ben. Det gør jeg jo alt det. Jeg har bare ikke t.å.l.m.o.d.i.g.h.e.d. til at sidde stille i de ti timer det tager for neglelakken at hærde. Jeg tror altid, at jeg da vist godt bare liiiige kan sætte håret for nu må det da nææææsten være tørt, hvilket altid ender med at mindst 3 ud af 10 fingernegle bør lakeres om. Hvilket de ikke bliver. Nix hvor jeg bare nægter at sidde og slave mere over det når det alligevel kikser. Og jeg ved simpelthen ikke om jeg bare ikke har stamina og viljestyrke nok til at ligne matas-pigen. Eller om jeg bare har for travlt. Eller hvad fanden det handler om. For uanset hvor længe jeg bruger på at ordne mit hår, så har det bare sit eget liv og det NÆGTER at rette ind. Remember? Og uanset hvor stor en pimpsten jeg bruger, så har jeg vadet rundt i for meget grus hjemme på gårdspladsen og gået for mange år til gymnastik til at mine fødder nogensinde bliver lambi-nutte-pusse-sandal-anal-bløde. Sorry Cea – hvis du har en uforløst fodfetish giver jeg dig hermed min velsignelse til at søge andre græsgange. Og uanset hvor mange produkter jeg tværer i skærmen eller hvor meget udrensende the jeg drikker, får jeg mindst en gang om måneden en trilliard bumser. Oven på mine rynker. Og uanset hvor mange timer jeg sveder til yoga for at opnå den helt rette body-mind-bevidsthed, vil jeg altid være pigen der går ind i dørkarmen. Eller falder af stepbænken.

Og uanset hvad, må jeg jo bare komme over og forene mig med det. Og krydse fingre for at de mennesker, der udover mig selv lider under mit ugroomede look, kan holde af mig på trods. Og så vil jeg i øvrigt messe for mig selv, hver gang jeg skærer hul i skinnebenet med skraberen eller brænder mit hår af i krøllejernet, at Matas-soen (det navn hun pga mit selvrealiseringsprojekt nu må lide under) garanteret er pissekedelig og formentlig har kønsvorter….

(billede fra ourvanity.com)

3 uger

Så kører vi. 1, 2, 3 så er der valg, sagde det lille buttede jakkesæt foran Marienborg. I 1, 2, 3, uger. Ansvarlig politik. Mange pakker – bankpakker, vækstpakker og julepakker. Jojo, dem skal vi købe mange af – for vi er forpligtet moralsk til at forbruge.

Tilbage til Jess D. med poser under de milde øjne i mellemtidsudfyldende samtale med manden uden moral.

Ind på Borgen. Første interview med Morten fra oppositionen, der eksellerer i kunsten at undvige den kritiske journalists spørgsmål. Dygtig robot – kan sine replikker. Gentager de samme argumenter ordret igen og igen.

Jeg mærker det trækker under øjnene. Nedad. Sender en stille frustreret bøn afsted, med ønske om en valgkamp hvor spindoktorerne tager på ferie og politikerne fjerner mundkurven. Hvor passionen, lysten og idealismen får plads og papegøjesnakken pakkes væk. Hvor tonen er sober og dialogen skarp.

3 uger. Min stemme sidder løst. Win me over!

3 tegn på at jeg er blevet ældre

Det er ingen spøg at blive et år ældre. Se blot her.

1) Jeg har netop bestilt Helle Helles nye roman. Da jeg i gymnasiet læste Helle Helle (“Fasaner” hed novellen vist nok) synes jeg det var omtrænt ligeså kedeligt og uforståeligt som Kafka. “Processen” krævede godt to timers savl-ud-på-puden-lur hver gang jeg havde læst et kapitel. Og nu er vi så derhenne, hvor jeg altså helt frivilligt bestiller den. Og betaler penge for den. Og måske oven i købet også læser den. Ja, har da sågar overvejet om jeg skal give Kafka en tur mere i maskinen, for at se om jeg kan komme igennem den uden savl på puden.

 2) Jeg er begyndt at have småondt forskellige steder og er begyndt  at overveje om det der med motion måske alligevel ikke er en and.  Mine knæer klikker sært når jeg rejser mig fra den klassiske  skovskiderstilling og har de sidste par dage døjet med en nerve  der sidder fast ned over min brystkasse. Med alderen følger  naturligvis også en vis mængde hypokindri, så tjekker løbende for  smerter ud i venstre arm (som jeg for de uindviede kan fortælle  betyder at man er ved at få et hjerteanfald). Jeg har også for  længst købt mine første rynkecremer – er bare tit for doven til at putte det på sådan hver aften, så er allerede nu i en alder af 26 ved at tabe kampen mod rynkerne. Fuck it – det er sgu nok genetik det meste alligevel. Så forleden et billede i avisen af Malene Scwartz, der i en alder af 75 stadig ligner en trillion. Så pæn er der altså ingen rynkecremer der kan gøre en!

3) Jeg kan lide alle de ting, jeg som barn hadede: Kaffe, rødvin, porrer. Jeg var virkelig ikke nede med porrer da jeg var barn -syntes det var det mest afskyelige grøntrævlede pis. De sidste par år har jeg uden at fortrække en mine puttet det i indkøbskurven og sågar i munden. Jeg læste engang at mennesket fødes med en skrækkelig masse smagsløg, som forsvinder ligeså stille efterhånden som vi bliver ældre. Det er altså ikke tingene der ændre smag, men os der ikke kan smage. Måske man burde stole lidt mere på sine barneintuitioner, når det kommer til fødevarer – altså det er da ikke særlig betryggende, at det man putter i munden i virkeligheden smager af lort, men at vi fordi vi er 90 bare ikke smage lorten…

Ja hele tre ting. Og det er ikke de eneste tegn. Der er mange flere. Dem får i en anden dag.

%d bloggers like this: