Stilhed før Storm

Hvad jeg tror, jeg ved om kærlighed # 1: Om afhængighed

Inspireret af recent events i familien, fik jeg lyst til at formulere på skrift nogle af de ting, jeg tror, jeg ved om kærlighed og parforhold. Min erfaringsbase består af mit 9 år gamle forhold til Cea og mit 6 år gamle forhold til psykologi. Alt kan modsiges og er til diskussion. Det her er blot min tro. Og det er heller ikke så lidt.

Det er et grundvilkår i kærligheden, at vi bevidst gør os afhængigt af et andet menneske. Vi kan godt skrue op og ned på afhængigheden. Vi kan lade være med at købe et hus sammen, få børn sammen, blive gift. Vi kan også lade være med at give os hen til den anden. Gemme følelser og tanker væk. Bibeholde en reservation overfor den anden og forholdet.

For mig at se, er det fint at være fornuftig på den materielle side. Det er da risikabelt at købe en lejlighed sammen, når man ikke kender den anden og sig selv særlig godt. Måske behøver man ikke tage stilling til ”det store spørgsmål” (læs: You and me forever and ever?), når man står i IKEA og skal købe en sofa sammen. Skru op for pragmatikken og ned for dramatikken. Beslut Jer for at den ene køber sofaen og så køber den anden bordet. Det betyder ikke, at I styrer lige lukt mod en separation. Det betyder bare, at man ikke skal tage stilling til ”det store spørgsmål” en lørdag i IKEA eller tre uger inde i et forhold. Én ting af gangen og hver ting til sin tid.

Når det så er sagt, så kan man ikke undlade at tage stilling til ”det store spørgsmål”. Jeg tror på, at man jævnlig skal tage stilling til det. Man skal ofte spørge sig selv, om jeg vil leve i et parforhold, som ser ud på den her måde eller om jeg 1) skal forsøge at lave om, på den måde vi er et par på eller 2) skal bryde forpligtigelsen og afslutte forholdet.

Mest af alt tror jeg på, at man ikke skal gøre det halvt. Man er nødt til, at træffe en beslutning og forholde sig til spørgsmålet om, om jeg vil det her forhold eller ej. Vil jeg elske ham? Vil jeg elske ham, selvom jeg også nogle gange hader ham? Vil jeg være tålmodig? Vil jeg kæmpe for det? Vil jeg indvie ham i mine tanker og problemer? Vil jeg give ham en chance, for at være noget for mig? Vil jeg give mig hen til ham med hele min sjæl, velvidende  at jeg risikerer at blive såret og smertet, hvis han ikke gør det samme. Når vi er så ambivalente omkring afhængigheden til den anden, tror jeg det skyldes, at vi på den ene side higer efter at være to sammen og på den side frygter det, at gøre os sårbare. At lægge en del af vores liv over i hænderne på den anden – en anden, som vi aldrig kender helt, men hvor tillid må bære én det sidste stykke og give én mod til at turde overskride usikkerheden på den anden. En jeg kender, sagde engang, at  man altid skal være parat til at få et knust hjerte. Du skal altid være parat til at få et knust hjerte. Det er noget af de klogeste, jeg har hørt og noget jeg oprigtigt tror på. Vi må kaste os ind i forholdet og tage den risiko, at vi blive kede af det, sårede og smertede. Hvis vi ikke gør det – hvis vi står med en fod i døren, klar til at løbe, hvis det bliver svært – forpasser vi også chancen for, at forholdet giver os det, vi håber det gør: varme, kærlighed, tryghed, nærhed, respekt, latter og alt mulig andet, som er umuligt at indfange på skrift.

I know, you’re scared, that I’ll soon be over it. That’s part of it all. Part of the beauty of falling in love with you, is the fear, you won’t fall. (Joushua Radin)

Det er omkvædet i en af mine yndlingssange, og jeg synes den indfanger så fint det vilkår – det vidunderlige og svære vilkår – at det, der gør det romantiske parforhold til noget helt særligt, er det faktum, at vi aldrig med sikkerhed kan vide, hvor vi har den anden part, hvilket fordrer nødvendigheden af, at vi lader tilliden og troen på den anden bære det resten af vejen. Det er pissesvært og pissesmukt.

 

 

Advertisements

Kærlighed til en klassiker

Det gode ved at læse en litterær klassiker er muligheden for, at sproglige klicheer ikke er klicheer, men ord sat sammen på den særlige måde for første gang. 

 

August….èn, to tre, psykolog…

Sikke en måned. August, for satan, du har været lang og skøn!

D. 1. blev et to styks speciale byttet for to kinderæg på psykologis studieadministration. Umiddelbart et fladt byt, men at dømme ud fra fornemmelsen i maven, var det fænomenalt fantastisk at mærke den kroniske mavesyre og stress give efter for billig asti og lettede glade bobler.

Senere d.1. sad jeg i en flyver til Portugal. Overtræt og lettet. 12 dage badet i sol, klorvand, hvidvin, solcreme, snak og bogstaver. Min krop fik sit eget liv, og jeg lod den bestemme, at den måtte gøre, hvad den ville. Den ville sove. Og læse en krimi. Senere fik hovedet lov at bestemme lidt igen og jeg læste “We need to talk about Kevin”, som på alle måder var helt utrolig uhyggelig og genial. Også bedre end filmen, som jeg på alle måder fortrød, at jeg havde set først.

d. 12 var jeg tilbage i rækkehuset i Aarhus. Havde efterladt det sønderbombet i bøger, artikler, papirer, kaffekrus og beskidt sengetøj. Var grædefærdig på den berørte måde over at der var rydtet op og gjort rent, da vi kom ind ad døren. I køleskabet lå to sandwich. Og tyve minutter efter kom min lillebror ind ad døren. Min fantastiske lillebror, der havde bragt orden i kaos og gjort gerningsstedet beboeligt igen. Tak tak tak!

d. 25 havde jeg sidste vagt på arbejdet. Formentlig. Fik sagt farvel til familierne og børnene på stedet. Vemodigt og okay. Kunne ikke få mig selv til at aflevere nøglerne til afdelingen med det samme. Tror stadig jeg er i en form for fornægtelse over, at alle de ting jeg de sidste mange år har fyldt min tid ud med skal skiftes ud. Med noget jeg endnu ikke ander hvad er.

d. 28 fik vi specialet tilbage. Og det gik pishamrende godt. Jeg græd lidt af lettelse og havde i øvrigt en dag, som jeg ikke glemmer forløbelig. Min familie og Lines familie og en masse mad og glade mennesker, inklusiv vores vejleder som var tydeligt stolt.

d. 29 meldte jeg mig ledig på jobnet. Var i stor-grå-sweater-humør og så for første gang i flere måneder dårligt tv på sofaen. Kanal Østjylland, Kim Skotte, noget med film. Og noget om Kleopatra som jeg faldt i søvn til. Det gør jeg altid, når jeg ser programmer om hende. Hun må kede mig, hvilket er mærkeligt, for det synes jeg ikke hun gør.

Så nu er jeg psykolog. En ledig én af slagsen. Mærker i små bidder at jeg skal igang med et nyt liv, men tanken gør mig lidt svimmel og jeg bliver hurtig mæt. Gad vide hvornår det går rigtigt op for mig? Snart? Det ville nok være smart.

Jeg er tilbage på bloggen, tror jeg. Dejligt at se Jer igen!

Fare for at blive talt på – hence the silence.

Min mor pointerede lige, at jeg måske skulle fortælle folk herude, at jeg lever. 

Jeg lever. 

Barely. 

Okay, nu er jeg bare dramatisk. 

Alt er godt. Jeg kom bare til at åbne døren ind til et helvedeshul af et specialeemne, hvor ingen tilsyneladende er enige om noget og/eller tør sige noget med sikkerhed om noget. Psykologiens præmis og ærgelige svøbe. Vi øver os gevaldigt i det med empiri og vil så gerne være sådan rigtigt videnskabelige ligesom dem fra naturvidenskab (dem med organer, tal og fysik). Men det her tema “mennesket” som psykologien besluttede var super dope lige at kigge lidt på, lader sig ikke sådan måle og veje. Eller lade sig sige noget om med sikkerhed. Og når undertegnede så oven i købet beslutter sig for, at bevæge sig over til medicinerne og forsøger at løse et problem, der ikke kun handler om sindet, men oven i købet også om kroppen og ukendte lidelser, ja, så skal jeg da lige love for at der bliver crowded i Laksegade. 

Se.

Det er derfor der er stille på bloggen for tiden. Lige så snart jeg åbner munden, brækker jeg mig med ord som meget få faktisk har interesse for. 

Jeg lever. 

Alt er godt. 

Jeg vender stærkt tilbage – hvem ved hvornår. Formentlig først når jeg har fået brækket af. 

Håber også alt er vel hos dig?

 

“Normal og sund arkitekttype med ipad, reklamebrille og totalt utroværdigt job – find mig på dating.dk!”

Reklamedetektoren slår til igen!

Denne gang med dating.dk for skud. En hjemmeside jeg ikke har anvendt siden dens spæde begyndelse, hvor en fritime i gymnasiet (tror måske det var i forbindelse med en af de totalt ineffektive strejker vi nu og da gik i) blev brugt, på at oprette en profil, hvor en spastisk tvekønnet søgte en skaldet overvægtig med en pony til kærligt fjol. Det var dengang hvor jubii-chatten var dér pædofile samlede dig op og du ikke googlede ting men yahoo’ede dem.

Åh ja, det spæde bekendskab med internettet i sin gryende form.

Som et resultat af fast parforhold, har jeg siden da kun betragtet fænomenet fra sidelinien, hvor jeg efterhånden har fået det indtryk, at dating.dk kun er noget vi går på, hvis vi leder efter noget uforpligtende sex eller gider risikere at ende på date med noget utilredt de-unge-mødre-type. At mere seriøse datere, leder efter folk fra deres eget segment på Elitedating, Beautiful People eller Farmerdating…

Noget kunne tyde på, at dating.dk har fornemmet hvad der blev hvisket om dem i krogene, for nu skal jeg da lige love for at de forsøger at hive konceptet i en anden retning. Attraktive og helt normale mennesker med sunde interesser, der får deres liv til at gå med sunde og normale ting og ser sunde og normale ud, når de tager på sund og normal ferie med deres sunde og normale venner. All right – vi har fanget det – dating.dk er også et sted for dig, der leder efter en skøn mand/kvinde…selvom de indledningsvist var liiiige friske nok med statistikken  (var det nu hver 4. forhold eller mere hver 40., der startede dér?). Det har de så fået på plads nu. Nu mangler vi bare lige at få følgende på plads, før jeg kan slappe af igen og nyde min morgenkaffe til reklameblokken mellem kl 7.50 og 8 uden at få klidgrøden galt i halsen (jaja, vi er også sunde og normale her!):

There is no way in hell, at arkitektstuderende ser sådan ud. I know it – I’ve seen it!

Det der grøn army tunika med lunkent hårbånd i håret  – det sker bare ikke dér. Eller buttet kommunefarvet med anonym sort v-hals – I don’t think so! En tur igennem artikektskolens kantine er mindre afslappet end at gå tur ned ad podiet til Acnes runwayshow. De er så pisse smarte og så abnormt modebevidste på den skole, og troppede du op i det kluns dér, kunne du nok godt se frem til lidt død ved kølle eller bare lidt social udstødelse, når det er bedst. Du kan i hvert fald godt glemme alt om, at blive inviteret med til kaospiloternes fest. Juuuust sayin’ (fingersnap!).

 

Kære reklamebureau – det er simpelthen utroværdigt! Det må i lige få styr på….ellers tror jeg simpelthen ikke, I får overbevist nogle om, at min første fornemmelse af dating.dk segmentet dengang for ti år siden var forkert.

God mandag derude!

%d bloggers like this: