Guestblogger Line udforsker novembers potentiale

by stilhedfoerstorm

Min kloge og dybe veninde Line skrev sidste efterår dette fine indlæg til netværket OSmig og da jeg i dag cyklede igennem de nedfaldne blade på cykelstien langs Risskov, dukkede det op på nethinden. Med Lines tilladelse bringer jeg her spørgsmålet på det gode og relevante spørgsmål: Har november potentiale?

”Året har 16 måneder: November, december, januar, februar, marts, april, maj, juni, juli, august, september, oktober, november, november, november, november.” (Henrik Nordbrandt, 1986)

Jeg har altid kæmpet med min aversion mod efterårskvartalet, og særligt november har været en frustrerende måned, der stod for alt det, jeg ikke brød mig om: Mørke, forfald og forgængelighed.

Med efteråret er ikke bare tale om en sørgelig nedgang i menneskets immunforsvar; naturen ligner også noget, der har influenza. Efter at have søgt og udspurgt andre, der er mere pro-efterår, hvad det er, de ser i efteråret, kom det gængse svar: Indehygge i stearinlysets skær, æblekage, store trøjer mm. Det ændrede bare ikke noget ved min grundlæggende aversion, men føltes mere som symptombehandling eller et plaster på såret.
‘Hvad kan du egentligt, November?!’ Har November et potentiale, som vi overser? Ét af årets større gevinster i forhold til at formildne min modstand mod årstiden blev Tine Eiby’s ’Forsvar for november’, i Weekend Avisen:

”November er dejlig fri for prætentioner. Når mørket falder på, er det i orden at falde hen på sofaen og tage en lille lur, man behøver ikke være så helvedes energisk, når bare det er november”.

November kan altså stå for pause. Årets frikvarter, om man vil. Hvor befriende! Men er det et paradoks at en pause har potentiale og i så fald til hvad? Man producerer jo ikke noget i en pause, eller hvad?…
Her kan man så passende spørge hvem, der har sagt, vi hele tiden skal udvide og producere i et hastigt tempo? Det kunne stamme fra vores resultatorienterede samfundsdiskurs, der ofte opfordrer til eksploderende ekspansion, tempo, resultater. Og som det ofte er med øjeblikkets drama, glemmer vi, når vi står i det, at der er alternativer til det, der synes at stige os over hovedet.
Komplementært til lys, udvidelse, tempo står mørk, sammentrækning og pause, måske en livslov. Men i hvert fald repræsenterer November det sidste, og det er måske hverken godt eller skridt, det er bare. Og den glædelige nyhed er, at vi midt i det hele med god samvittighed kan værdsætte pausen, som en naturlig restituerende nødvendighed. Vi behøver ikke være bange for at trække os tilbage for en tid, eller at vi går glip af et pulserende sommerliv, der leves i vores fravær.

Forgængeligheden; efterårs-aversionens næste komponent, krævede lidt mere søgen for at finde svar. Kan vi lære at værdsætte forgængeligheden? Her var hvad jeg fandt:

”Folk har ingen respekt for forgængeligheden. Vi glæder os ikke over den; tværtimod går vi i panik ved udsigten. Vi opfatter den som lidelse. Vi forsøger at imødegå den ved at skabe ting, der varer- evigt, siger vi- ting, der ikke skal vaskes eller stryges. Og et eller andet sted i det fortsatte forsøg på at bestride, at ting altid ændre sig, mister vi fornemmelsen for livets helligdom. Vi glemmer, at vi er en del af et naturligt mønster. Forgængelighed er et harmonisk princip. Når vi ikke bekæmper den, er vi i harmoni med virkeligheden” (Pema Chödron).

Det var da i hvert fald et konstruktivt perspektiv at lægge op forgængelighed. Lige hvad jeg havde brug for. Efteråret kan være tiden, hvor jeg for alvor øver mig på at værdsætte forgængeligheden. Og af uransagelige grunde virker efteråret mindre slemt i år. Starten på noget nyt ligger om hjørnet.

Med håb om at alle kan nyde novemberen der om lidt omslutter os med sit mørke potentiale – Godt efterår og Tak til Line for de fine ord.

Advertisements