Hundeøjneeksponering
by stilhedfoerstorm
I psykologien taler man om “undgåelsesadfærd”. Ja, det er ikke så kompliceret – det er ting man gør for at undgå ting man er bange for. Hvis jeg er bange for at køre i racerbil, fordi jeg er overbevist om at jeg dør, undgår jeg med alt hvad jeg har at komme i situationer, hvor jeg er nødsaget til at sætte mig i en racerbil. Så laver man på baggrund af den adfærd den slutning, at grunden til at jeg ikke døde var, at jeg ikke satte mig ind i racerbilen…..man får altså ikke afkræftet, at det at sætte sig ind i en racerbil ikke med 100 % sikkerhed equals død ved kølle. Eller dødskørsel. Der er måske kun 80% chance for, at du dør….okay, ikke jordens bedste eksempel, men you get the drift, min kloge læser.
Jeg undgår WSPA reklamer. Jeg er rædselsslagen for at jeg dør af instant dårlig karma, hvis jeg ser hele reklamen og ikke giver dem penge!
I morges smed jeg mig ned på køkkenbænken, da den kom, fordi fjernbetjeningen lå uden for rækkevidde. Min foretrukne undgåelsesadfærd er klart at slukke så snart jeg hører de første afgrundstriste Celine Dion agtige toner fra den ti timer lange reklame. I går kom jeg uforvarende gående forbi fjernsynet i køkkenet, da reklamen pludseligt startede og i irrationel panik gemte jeg mig under fjernsynet og holdt mig for ørene i – ja hvad der føltes som ti timer. Hjertebanken and all. Jeg kan slet ikke holde den reklame ud. Dansende bjørne og små hvalpe med voldsomt overdimensionerede hundeøjne (good job Sherlock – selvfølgelig har en hund hundeøjne…dah!). Mega guilt trip når manden med den dybe stemme (jeg har en mistanke om at det er gud) fortæller at ikke bare babybjørnen, men også dens MOR, som babybjørnen i øvrigt så blive slået ihjel, danser for rige sultaner i varme, onde lande. Good God.
“Så giv dem da nogle penge, så du kan slippe ud af din skyld”, blev der måske sagt.
Nej. Det gider jeg ikke faktisk. Jeg bliver ærlig talt lidt trodsig, når jeg ufrivilligt får proppet hele Noahs lidende ark ned i halsen på daglig basis. I stedet går jeg i dag igang med lidt egenterapi. Ti gange skal jeg se den her reklame i-sin-fulde-længde inden dagen er omme. Eksponering kalder vi det. Hardcore eksponering. Med hjertet i halsen kaster jeg mig ud i denne mission. Wish me luck.
_______________________________________________________________________________
UPDATE: Har nu set den tre gang og græder på det nærmeste af skyld over nærrigt at holde på mine halvtreds kroner. Skuler frygtsomt mod himlen, næsten sikker på, at det store karmahjul buldrende ruller min vej!
Meeeen.jeg.vil.ikke.gi’.mig! Lousy psykolog at være, hvis man ikke engang kan gennemføre en egen-eksponeringsøvelse.
Phew. Så 4. gang – here we go!
Stilhed før Storm 
EJ! Det kender jeg godt.. Den reklame er så dårlig-samvittigheds-fremkaldende!
Den er forfærdentlig…….
Hvis jeg havde en blog, og en ligeså skarp og kløgtig skribenttunge som dig, var det mig, der havde skrevet dette indlæg i dag kl ca 9.58, da reklamen atter tonede frem på skærmen (som i øvrigt blev ca 4doblet i størrelse, da peter fik nyt tv af sine forældre i kandidatgave – tak for …. )! TAK, fordi du bekender, og fordi det giver mig oplevelsen af, at der findes andre mennesker som jeg ude i denne verden. Jeg ser reklamen, eller lytter i det mindste til den (kan godt komme til at skæve den anden vej), og bilder mig hermed ind, at jeg er afklaret og bevidst om, hvad jeg bruger mine alt for få penge på. Og bilder mig samtidig ind, at når mønterne formerer sig på kontoen, vil jeg straks smide girokort med påtrykt anstændigt beløb efter både amnesty, WSPA, DRK, kræftens bekæmpelse, Red barnet og alle de vanvittig mange andre gode tiltag, der findes for at gøre verden til et lidt bedre sted at være.
Haha, tak til svigerforældrene for lidelse på storskærmen. Må jeg anbefale dig “The passion of the Christ” eller “Autum in New York” , nu du er igang?
Se, jeg går jo også og bilder mig ind, at jeg også nok skal åbne den helt store charity-bod når pengene først begynder at rulle ind på kontoen one fine day. Lad os holde hinanden op på det (host host). Men DRK Mette? Kan man give til dem?
DRK som i Dansk Røde Kors. Måske ikke. Jeg ved det ikke. Det gik lidt stærkt. Kan man ikke??:)
Aaah haha, natürlich! Troede du mente DR K – altså den nye kulturkanal….tænker licens er vejen frem der;-)
Hvordan gik det så?
Jo, det gik somend sådan, at patienten (mig) stadig efter ti ganges nærværende angst-svedperle-på-panden-fremkalende gennemseninger 1) føler sig som verdens ondeste dyrehader og griske menneske, 2) overvejer alvorligt om hun ikke bare skulle spare sig selv for bøvlet og sende en halvtreller afsted til den dansende bjørn og 3) ikke er helt overbevist om, at karmahjulet ikke fladmaser mig, hvis jeg ser den én gang mere uden at sende penge.
To sum up: Jeg har gennemført missionen, men er ikke sikker på at øvelsen har virket. Terapeuten (også mig) synes patienten har ret meget modstand på at lære af sine nye erfaringer, men patienten er ligeglad….
Man kan ikke redde hele verden, men kan læse (forfulgt-af-karmahjulet), at du overgav dig. Nogle ting er værd at overgive sig til. God stil.
Det er god stil pakket ind i et mislykket egenterapi – men det er vel også en slags stil:-)
Jeg har endnu ikke set den reklame til ende. Jeg skifter eller flygter. Hader, hader hader det.
Har brug for at vide, om de filmede og gik videre, eller rent faktisk hjalp de dyr. Gjorde de noget? Hjælper det at give penge?
Jeg giver til hvad som helst. Ikke p.g.a. dårlig samvittighed, men ud fra en idé om, at hvis jeg har det bedre/er rigere end dem, der beder om hjælp, så skal de have.
Lidt naivt måske
Ja, og allerede der har vi fået bevist hvem der er det bedste menneske af os to B…..Jeg bliver trodsfornærmet og pigesur fordi dyrene tillader sig at lide lige oven på mine cornflakes….
eller hvem af os to, der har rygrad som en regnorm.
Så er der overført 50 kroner, jeg kan IKKE holde andet ud…. 🙂 Der er sku da for syndt…
Du er så god Rips!
Jeg har har ingen problemer haft med reklamen, da jeg ikke ser reklamer… Men kender godt følelsen.
Det virker for mig…
Din eksponering virker meget hård. Vil du hærde dig selv? Hvad med at anerkende dig selv for din medfølelse, empati og hjertevarme. Det at det gør ondt er jo ikke svaghed… Jeg forstår godt du ikke straks sender penge afsted fordi det ikke er rart når man føler pengene trækkes ud af en. Det er en bedre følelse når man tænker: Jeg gør dette af mit hjertes godhed. Hvad med en lidt blødere terapi som at tænke på hvilke gode ting du gør for dyr… Køber økomælk for eksempel…
Jeg har fundet ud af at det der hjælper på mig er at gøre lidt… Og ingenting er for lidt. Hvem siger man skal give en halvtredser hver måned for at støtte en sag. Man kan også putte en femmer i en bøsse…
Når der er nogle der ønsker penge for en sag jeg ikke har lyst til at støtte tænker jeg på det jeg gør med mine penge som er godt. Som når man går ned af gågaden og ser hverferne eller værger eller hvad de nu hedder… tænker jeg: Det vil jeg ikke støtte lige nu… tilgengæld har jeg netop brugt en masse penge i genneren :-).
Åh Tanja, du får mig jo helt til at tude, med alt din empati og medmenneskelighed. Jeg kørte hardcore eksponering for at overbevise mig selv om, at jeg ikke blev ramt af torden og lynild for oven hvis jeg så reklamen færdig uden at give penge. Men du har jo evigt ret min kloge veninde. Jeg synes jo faktisk jeg gør en del for at gøre verden til et bedre sted og prioritering af sparsomme SUmidler er jo den væsentlige faktor her….vil følge dit råd og droppe guilttrippet:-) Tak for dinkommentar!
🙂
[…] at jeg gang på gang tyr til vores firbenede ruhårede venner, når jeg skal lave sjov (for vi ved jo alle sammen godt, at jeg ikke den helt store dyreven). Men det her er bare sindssvagt morsomt. Og mit hjerte bløder for gadekrydset her, hver gang det […]