Stilhed før Storm

Tag: Uddannelse

Stilhed før Storm – nu med ekstra trods!

Som min farmor ville sige, så ligger mine nerver på højkant i disse dage. Eller jeg har bare frygtelig travlt og skøjter rundt fra det ene job til det andet job og fra det ene kursus til det  andet kursus. Og så videre. Og jeg græder af glæde og lidt af stres, men alt er godt og indtil videre kan jeg følge med, bare jeg løber stærkt.

Så det gør jeg.

Hvad for en  opgave? Uni siger du….hvem? Not really an issue these days, må jeg indrømme. Fortrængning, fortrængning, fotrængning. “Lalalalalalalala” (+ fingre i ørene).Vældigt effektivt forsvar, når man ikke har lyst til at se på, at man for præcist et halvt år siden forsvor, at man næste gang, man havde sådan et fag, ikke skulle sidde en måned før aflevering af meget stor opgave uden et eneste ord på papir. Jajaja, brug af “man” frem for “jeg” er også et forsvar. Whatever. Sue me.

Før man forlader denne lille højborg af  festlig fornægtelse, smider man lige et forsvar mere i puljen. Man taler udenom og prøver at bringe jer på afveje, så i glemmer at minde en om, at man ikke skriver indlæg tit nok og slet ikke skriver opgave.(Endnu) en hund har jeg til Jer. Denne gang en der taler. Ja, det er sgu lidt besynderligt, at jeg gang på gang tyr til vores firbenede ruhårede venner, når jeg skal lave sjov (for vi ved jo alle sammen godt, at jeg ikke er den helt store dyreven). Men det her er bare sindssvagt morsomt. Og mit hjerte bløder for gadekrydset her, hver gang det siger “yea”. Man tror jo næsten på det der crap med, at dyr har følelser…(ja, it’s on karmahjul!…søster her er ikke bange mere…næsten ik…).

Advertisements

Alt det som ingen (selv) ser

Ja, så sad jeg jo lige her en tirsdag eftermiddag og forsøgte at koncentrere mig om den tekst, jeg skal læse inden vejledning i morgen. En tekst der er skrevet på det smukkeste volapyk  og som gør mig så ualmindeligt frustreret, at selv den mindste lille forstyrrelse er en kærkommen anledning til lige at lave noget andet. Jaja, i kender det godt – emnet er gammelt, men ikke desto mindre allerstedsnærverende i enhver studerendes liv: Den gode overspringshandling. Det er den, der på en gang hjælper dig væk fra det du af den eller anden grund ikke orker og samtidig giver dig illusionen om, at det du foretager dig, er mindst ligeså vedkommende og vigtigt, som fornævnte “det”.

Ja, og i dag bestod overspringshandling nummer 3 af, lige at spørge Jer om, om det ikke også fucker Jer lidt op, at man aldrig ser sit eget ansigt i virkeligheden? Ja, for det er sådan noget jeg kan ligge vågen over om natten. (Det bærende ord er her “kan” – jeg ligger i realiteten aldrig vågen om natten. Det er med andre ord en metafor, ik’?). Altså. Tænkt det lige til ende, hvis tanken er ny for jer.

Man

kommer

aldrig

til

at

se

sit

eget

ansigt

i

virkeligheden

!!!

!

Det er saftedderperkme da underligt! Bevares, man har jo spejle og fodo’ og sine venner og families mere eller mindre pålidelige udsagn for at man ikke ligner en skæv hyæne, men I VIRKELIGHEDEN så ser man aldrig det de ser – det alle andre står og glor ind i dag efter dag og som man i øvrigt ene mand slæber rundt på og udtrykker sig igennem. En skøn bivirkning ved netop det, er at man det meste af tiden slipper for at se på sig selv. Ikke altid en ulempe. Jeg har eksempelvis mareridt over, hvor mærkelig jeg ser ud, når jeg taler og det er så hovedsageligt Jer andre der lider under det. Excuse moi. Det er også en af grundene til at jeg undlader at have nogen som helst relation til min frisør, bl.a. ved at skifte hende ud hver gang. Således undgår jeg også i denne ene spidsbelastede situation, at udstå synet at mit talende jeg. Jeg er endda gået så langt som at fake stumhed, så jeg slap for at se mig selv tale….okay. Not True. Men jeg har overvejet det så!

Men back to business: Er det ikke lidt mærkeligt, at det eneste man får at se af sit eget ansigt er ens næseryg (hvis man gør sig skeløjet), ens læber (hvis man anstrenger sig lidt og laver “the Arto Pout”) og måske en dag sækkene under ens øjne? Ja, hvis ikke sækkene over øjnene til den tid har spærret udsynet.

Nå. Nu er den ude af mit system og klar til at besætte Jeres. God tirsdag aften.

 

Du lovede. Jaja, tag en klidkiks.

Okay okay. Jeg ved godt jeg lovede Jer noget sjovt i går. Eller i foregårs var det vel egentlig at jeg lovede det. Og så burde jeg have holdt det i går. Og så var det, at jeg kom til at sidde med problemformuleringen til endnu en (fucking) opgave på uni, som jeg pludselig var nødt til at trække ud af røven, fordi vi nu pludselig skulle fremlægge den på undervisningen i dag (jaja, jeg skriver det som om det kom bag på mig. Jeg har vidst det siden sidste tirsdag). Og det var bare slet ikke sjovt. Faktisk tog det hele dagen. Og jeg ved egentlig ikke helt om det er sådan rigtig godt. Men all right. En ting har jeg da lært efter snart seks år på instituttet – en opgaveproces er nogenlunde ligeså charmerende som en lunken kærlighedsaffære. Det har start og en slutningen og en hel masse i-hår-rivende hejs i midten.

Man kigger lidt efter hinanden i lang tid – kan ikke helt beslutte sig for om det egentlig er noget. Skubber ligesom det der med at tage initiativ og gøre noget ved det foran sig så længe som muligt. For lige så snart man tager de første kluntede skridt i forsøget på at definere det, man har gang i gror det sig uoverskueligt stort og man orker pludselig ikke alt det hårde arbejde. Og så ignorerer man ham i et stykke tid. Går ligesom forbi ham i kantinen og lader som om man ikke har set, at han jo står lige der ovre i kaffekøen og køber en napoleonshat. Hvor banalt. Og man begynder at hate lidt på ham og synes ikke han er til at holde ud. Han giver jo også altid en dårlig samvittighed – selvom man godt ved, at han er en god fyr. Bvadr. Og efterhånden kan man ikke rigtig tillade sig at ignorere ham mere, fordi folk bliver ved med at spørge hvordan det går og om vi er blevet kærester. Og fordi man ikke magter at forklare kompleksiteten i den peach melba agtige suppe man vader hvileløst rundt i, går man en dag hen til ham i kaffekøen og spørger om vi skal drikke den sammen. Han er lidt pigesur så man bliver nødt til virkelig at bruge meget tid sammen med ham. Alt for lang tid sammen med ham. Og nu synes alle at man er blevet kærestekedelig. Og så efter en hektisk måned, slår man op. Done. Færdig. Slut. Prut. Stanglakrids. Tre eksemplarer i studiekontorets postkasse…ja. okay. Der holder metaforen ligesom op med at virke. Men you get the drift.

Så jeg er altså lige der i starten af forholdet til, hvad der forhåbentlig er den sidste store opgave på uni. Ja, altså lige ud over specialet, som jeg meget bevidst fortrænger på daglig basis (nej, jeg ved ikke hvad jeg vil skrive om. Stop med at spørg. Jeg bliver så flov).

Vejen til helvede er brolagt med dårlige undskyldninger. Det ved jeg godt. På den første sten, står der altså “problemformulering siger du?” og på den anden sten står der “Helle Helle”.  Ja, for det brugte jeg eftermiddagen i dag på. “Dette burde skrives i nutid” og jeg burde virkelig få fingeren ud og få nosset mig hen i kaffekøen. Og i får noget sjovt i morgen. Det lover jeg. Ha!

Killing my darlings!

Den sidst måneds opgaveskrivning har været det tætteste, jeg har været på at have et fast arbejde. I gang kl 8 og sådan cirkus færdig kl 16. Og så nogle gange fri om aftenen. Heldigvis har det ikke lammet mig totalt, som jeg faktisk havde en temmelig realistisk forestilling om, at sådan noget i-rammer-fastlagt-arbejde ville gøre det. Måske er det håb.

Min seje skrivemakker Lise og jeg har produceret 47 siders tekst om danske unges risikotagning i forbindelse med deres rekreative rusmiddelbrug. Sådan. Det lyder rigtig flot, ikke? Det er det egentlig også – vi synes selv det er noget en kraftpræstation, at vi har strikket så meget sammen på så relativt kort tid. Det der bare ikke er så flot, er at vi har ti lange sider for meget….

Jeg.hader.at.slette.

Jeg grrrr-hader virkelig at slette ting, som jeg én gang har siddet og svedt over at få ned på papir. Mage til meningsløst slavearbejde, at sidde og skrive sin opgave dårligere, for lige at spare et par (eller 24.000) tegn hist og her. Særligt når de fleste professorer på psykologi ikke kan skrive en bog på under 300 sider. Rollemodeller? Not really. Nå. Såså AK, ingen grund til al den galde. Men det er altså det, jeg bruger tiden på lige nu. Wordcount. Wordcunt! Måske får i bare lov at få alle de ting, jeg må skære fra, fordi jeg ikke nænner at mine genistreger ikke skal se dagens lys. Shit, for et kedeligt blogindlæg det ville være….det må jeg nok heller forskåne jeg for after all.

Jeg glider tilbage til arbejdet, og skyder mig i tankerne 48 timer frem i tiden, hvor opgaven forhåbentlig ligger i 3 eksemplarer af små 36 sider på psykologis studiekontor, og jeg sover sover sover sover.

Omstillingsparat – Omstillingssmart – Omstillingsapparat…

Nogle gange kan jeg altså godt glæde mig til den dag jeg kun har ét job. Jeg ved godt, at det er vildt priviligeret overhovedet at have et job i disse tider, så jeg klager ikke. Ikke et pip. Men er I klar over hvor svært det er, at omstille sig fra 8-timers børnehjemsarbejde med rugbrødsmadder, tisbleer, konflikter og et absolut syret aktivitetsniveau til en terapitime, med stearinlys, identificering af forsvar, stilhed og tålmodighed. Eller fra to dages ISTDP-kursus med dyb koncentration og nørderi i ét emne, til halvanden dags højproduktiv seminaropgaveskrivning i et helt andet emne. Og fra det videre til personalemøde på mit frivillige arbejde med endnu tusind emner på dagsordnen. Huhej hvor det går!

Jeg er meget glad for alle de ting jeg laver og vil ikke umiddelbart være villig til at droppe noget af det eller bytte noget af det væk for noget andet. Altså lidt mere fritid, ville da ikke skade. Og kan da også have dage, hvor jeg synes det er temmelig hårdt at starte på nyt job. Og uger hvor studiets ubønhørlige krav om endnu en opgaveproduktion, synes en smule belastende. Men all in all – når alt kommer til alt – så synes jeg, de ting, jeg har fyldt mit liv op med, holder temmelig meget.

Hårdt er det tit – kedeligt er det aldrig. Det er formentlig en utopi at kravene til instant fokusskift og multitasking bliver mindre med tiden, så i stedet for at overveje at skrue lidt ned for aktivitetsniveauet, positivt reformulerer jeg det bare til en træningslejr. Ikke så meget stilhed før storm over det, men når stormen engang sætter ind, og hvis jeg vel og mærke ikke ligger rystende i udbrændt fosterstilling inden jeg når så langt, så er jeg så åndsvagt meget i multitasking-omstillings-fokusskifte-træning! Og så satser jeg på, at det der med mobiltelefoner er en døgnflue, så man er nødt til at gå tilbage til fastnet og de helt gamle omstillingscentraler. Der tror jeg nok jeg vil kunne gøre nytte med al den omstillingserfaring – måske jeg oven i købet kunne provide en service, hvor jeg lige diskret kunne snige en terapeutisk intervention eller to ind i folks samtaler….

Suk – jeg er så meget et gennemskueligt symptom på det senmoderne samfund. Jeg gør nøjagtigt, som der bliver bedt om – jeg er alt det de beder om man skal være i 9 ud af 10 jobopslag: Fleksibel, omstillingsparat og med mod på nye udfordringer. Goddammit, der har bare at være et job klar til mig, den skønne dag jeg bliver færdig, når jeg nu har gjort mig så ubevidst umage med at have tusind bolde i luften igennem hele min studietid!

%d bloggers like this: