Stilhed før Storm

Month: September, 2011

Målrettet reklame.

Tak til downtown.dk for dagens tilbud – man kunne jo have dem mistænkt for at læse med på bloggen. Hvis i gør det, så ønsker jeg mig i morgen en klipning, på fredag en voksbehandling, på lørdag en lille pose med balance og elegance og på søndag et evighedspas til et renseri. Og det må gerne koste ingen penge. TAK!

Advertisements

Matas-soen og mig.

Groomede mennesker imponerer mig. Og de gør det mest af alt, fordi jeg uanset hvor længe jeg bruger på badeværelset aldrig bliver sådan! Sad forleden overfor en pige, der var som hevet ud af et matasblad – pæne negle, pæn hud, skinnende hår og selvom jeg ikke kunne se det, derfra hvor jeg sad, vil jeg væde med, at hun også havde barberede ben, bløde fødder og neglelak på tæerne. Hun var sådan en man (læs: jeg) havde lyst til at ae, fordi hun så så fin og pæn ud. Og jeg kender mange af den slags mennesker. Min barndomsveninde Sus dufter fantastisk 98% af den tid jeg er sammen med hende. Min kloge veninde Maria har altid pænt hår – ALTID. Og smukke Nishanti får med sine elegance og yndefulde bevægelser mig til at ligne en spastisk spritter på en racercykel. Ned ad bakke. På speed.

Jeg bliver aldrig wellgroomed. Jeg bliver aldrig for alvor ladylike. Jeg har vidst det i lang tid, men det gik for alvor op for mig i dag da jeg stod i næsten bar overkrop og hældte chokoladeis op til mig selv. Ja. For det er den slags forbehold jeg er nødt til at tage. Jeg havde en hvid trøje på og har af bitter erfaring lært at ctrl+Z kun virker på computeren og ikke på den lange stribe af chokoladesoftice der triller ned over hagen og ned i kavalergangen. Eller på tandpastasavlet der pludselig smutter ud og ned og all over – måske fordi jeg prøver at tage strømper på og tømme opvaskemaskine imens. Så altså. Når jeg laver/spiser/rydter-op-efter mad sker det enten i next-to-nothing eller i forskellige variationer over temaet vadsæk. Jeg er notorisk for at have pletter på mit tøj og jeg gad helt vildt godt det var anderledes.

Og det er jo ikke fordi jeg ikke kan tage neglelak på eller barbere ben. Det gør jeg jo alt det. Jeg har bare ikke t.å.l.m.o.d.i.g.h.e.d. til at sidde stille i de ti timer det tager for neglelakken at hærde. Jeg tror altid, at jeg da vist godt bare liiiige kan sætte håret for nu må det da nææææsten være tørt, hvilket altid ender med at mindst 3 ud af 10 fingernegle bør lakeres om. Hvilket de ikke bliver. Nix hvor jeg bare nægter at sidde og slave mere over det når det alligevel kikser. Og jeg ved simpelthen ikke om jeg bare ikke har stamina og viljestyrke nok til at ligne matas-pigen. Eller om jeg bare har for travlt. Eller hvad fanden det handler om. For uanset hvor længe jeg bruger på at ordne mit hår, så har det bare sit eget liv og det NÆGTER at rette ind. Remember? Og uanset hvor stor en pimpsten jeg bruger, så har jeg vadet rundt i for meget grus hjemme på gårdspladsen og gået for mange år til gymnastik til at mine fødder nogensinde bliver lambi-nutte-pusse-sandal-anal-bløde. Sorry Cea – hvis du har en uforløst fodfetish giver jeg dig hermed min velsignelse til at søge andre græsgange. Og uanset hvor mange produkter jeg tværer i skærmen eller hvor meget udrensende the jeg drikker, får jeg mindst en gang om måneden en trilliard bumser. Oven på mine rynker. Og uanset hvor mange timer jeg sveder til yoga for at opnå den helt rette body-mind-bevidsthed, vil jeg altid være pigen der går ind i dørkarmen. Eller falder af stepbænken.

Og uanset hvad, må jeg jo bare komme over og forene mig med det. Og krydse fingre for at de mennesker, der udover mig selv lider under mit ugroomede look, kan holde af mig på trods. Og så vil jeg i øvrigt messe for mig selv, hver gang jeg skærer hul i skinnebenet med skraberen eller brænder mit hår af i krøllejernet, at Matas-soen (det navn hun pga mit selvrealiseringsprojekt nu må lide under) garanteret er pissekedelig og formentlig har kønsvorter….

(billede fra ourvanity.com)

Morning News

Morgenens nyheder på TV2 har givet anledning til følgende overvejelser herfra:

Privatforbruget er det laveste i fem år. Folk gider ikke købe mere crap, hvilket ud fra et privatøkonomisk synspunkt er fornuftigt nok, men det kommer til at koste arbejdspladser. Lad lige først være med at spørge, om dens slags nyheder både glæder og irriterer mig. De understøtter jo raskt væk den næsten bundløse fryd, der for mig er forbundet med at forbruge og jeg lover dig – jeg.kan.ikke.få.crap.nok. Spørgs selv Cea, der ved en fejl (formoder jeg) kom til at tage med mig og lillesøsteren+veninde med ud til Brugtvareterminalen i Viby lørdag eftermiddag. Han nægtede at bruge en øre mens jeg lå i glædesspasmer på gulvet over alt det gamle og billige. På en måde fint nok at han kom med. Udover at det var såååå hyggeligt at han gad lege med mig, fungerer han lidt som en forbrugsbuffer for mig. Hver gang jeg fandt noget som jeg godt kunne lide, men som var lidt på kanten stak jeg hovedet udenfor til ham (hvor han jo ganske hurtigt fandt en plads i skyggen med god 3g dækning), kiggede på ham med glade bedende øjne, modtog et blik over temaet “are you freakkin’ kidding me woman” og luskede tilbage på hylden med det. Så tak til Cea for at jeg kun kom hjem med fem gamle dybe tallerkener, en assorteret underkop, en steltonkande og et dejfad af det pureste ler.

Anyways. Jeg betragter mig selv som et særdeles ansvarligt menneske og jeg bryster mig af at holde mig det brede perspektiv for øje. Derfor ofrer jeg med glæde min privatøkonomiske sikkerhed, for at du kan få et job.

Og det leder mig over til næste indslag. For man kan da ikke som en kærlig medborger se til, når OK-reklamerne pludselig ikke længere er en joke, men den skinbarlige sandhed. Man KAN da ikke mene alvorligt at små børn på en skole i whatthefuck skal ligge på en lang stribe i græsset og øve brystsvømning og butterfly – Tørsvømning er åbenbart den måde vi forsøger at spare penge på for tiden. Herrejemini. Nej – frem med dankortet mine kapitalistiske medsøstre – vi har et ansvar. Børnene lider.

Den sidste nyhed: Arrangørerne af VM i landevejscykling kan eftersigende “sole sig i al den ros de har fået over arrangementet”. Nu følger jeg minimalt med i sport, men det er da kommet mig for øre via en københavner eller to, at det der VM fik en kommende betalingsring til at ligne en femsporet motorvej lige durk ind igennem Rådhuspladsen. Og hvis de der arrangører gør alvor af at sole sig i den regn af roser, der nu vælter ned over dem, ville jeg overveje at skifte bikinitrussen ud med en skudsikker vest og holde paraderne oppe for de brosten og springknive, der kunne gemme sig mellem roserne. Bare et råd.

Ja. Og efter nyhederne kom Dennis Knudsen forbi i GoMorgen DK og skulle lære Ida Wohlert at lave facefitness og så gik al hjerneaktivitet i stå.

Kejserens nye nederdel…

Jeg har før indrømmet, at jeg er en kende usikker når det kommer til mode. Men hvor mange synes helt ærligt det her er smart? Altså sådan helt ærligt?

Det er endnu engang The Sartorialist der har skudt billedet og sat mig helt ud af spillet fashionwise….

Man ved man er blevet gammel….

…når der er mug på ens studentereksamensbevis….

God onsdag alle sammen!

%d bloggers like this: