Morgenens nyheder på TV2 har givet anledning til følgende overvejelser herfra:
Privatforbruget er det laveste i fem år. Folk gider ikke købe mere crap, hvilket ud fra et privatøkonomisk synspunkt er fornuftigt nok, men det kommer til at koste arbejdspladser. Lad lige først være med at spørge, om dens slags nyheder både glæder og irriterer mig. De understøtter jo raskt væk den næsten bundløse fryd, der for mig er forbundet med at forbruge og jeg lover dig – jeg.kan.ikke.få.crap.nok. Spørgs selv Cea, der ved en fejl (formoder jeg) kom til at tage med mig og lillesøsteren+veninde med ud til Brugtvareterminalen i Viby lørdag eftermiddag. Han nægtede at bruge en øre mens jeg lå i glædesspasmer på gulvet over alt det gamle og billige. På en måde fint nok at han kom med. Udover at det var såååå hyggeligt at han gad lege med mig, fungerer han lidt som en forbrugsbuffer for mig. Hver gang jeg fandt noget som jeg godt kunne lide, men som var lidt på kanten stak jeg hovedet udenfor til ham (hvor han jo ganske hurtigt fandt en plads i skyggen med god 3g dækning), kiggede på ham med glade bedende øjne, modtog et blik over temaet “are you freakkin’ kidding me woman” og luskede tilbage på hylden med det. Så tak til Cea for at jeg kun kom hjem med fem gamle dybe tallerkener, en assorteret underkop, en steltonkande og et dejfad af det pureste ler.
Anyways. Jeg betragter mig selv som et særdeles ansvarligt menneske og jeg bryster mig af at holde mig det brede perspektiv for øje. Derfor ofrer jeg med glæde min privatøkonomiske sikkerhed, for at du kan få et job.
Og det leder mig over til næste indslag. For man kan da ikke som en kærlig medborger se til, når OK-reklamerne pludselig ikke længere er en joke, men den skinbarlige sandhed. Man KAN da ikke mene alvorligt at små børn på en skole i whatthefuck skal ligge på en lang stribe i græsset og øve brystsvømning og butterfly – Tørsvømning er åbenbart den måde vi forsøger at spare penge på for tiden. Herrejemini. Nej – frem med dankortet mine kapitalistiske medsøstre – vi har et ansvar. Børnene lider.
Den sidste nyhed: Arrangørerne af VM i landevejscykling kan eftersigende “sole sig i al den ros de har fået over arrangementet”. Nu følger jeg minimalt med i sport, men det er da kommet mig for øre via en københavner eller to, at det der VM fik en kommende betalingsring til at ligne en femsporet motorvej lige durk ind igennem Rådhuspladsen. Og hvis de der arrangører gør alvor af at sole sig i den regn af roser, der nu vælter ned over dem, ville jeg overveje at skifte bikinitrussen ud med en skudsikker vest og holde paraderne oppe for de brosten og springknive, der kunne gemme sig mellem roserne. Bare et råd.
Ja. Og efter nyhederne kom Dennis Knudsen forbi i GoMorgen DK og skulle lære Ida Wohlert at lave facefitness og så gik al hjerneaktivitet i stå.

Like this:
Like Loading...