Stilhed før Storm

Nu falder julesneen – glid!

Og hver en lille pige strid

Hun glæder sig til gaver

Og hvert et lille drengeskarn

Han tar en bid af andens arm

og risengrøden snaver

Glade jul, dejlige skul

Engle bringer sjæl fra fugl (↑)

op til himmels, her hygger de sig

“hov, velkommen, du flæ-æskesteg!”

Synges fra sky dagen la-ang

Synges fra sky dagen lang.

Jakob han har ingen klo,

heller ingen nakke,

mon han får en ny og go

i hans julepakke?

Bruge den han nemlig skal

Når han leger julemand

ellers hænger skægget

nede langs med knæ(g)et.

Glædelig Jul & Godt Nytår

– fra Anne-Kirstine /stilhedførstorm.

Nu har vi i mange år brugt hinanden. Det har måske mest været envejs – jeg har brugt dig. Jeg har bedt dog holde mine vise ord i din varme hånd, og jeg har trygt stolet på din evne til at gøre netop det. Det er bare som om, vores forhold ikke er så godt som det har været. Det er temmelig slidsomt efterhånden. Du opfører dig krukket og sætter dig på tværs, og jeg tænker på om jeg mon har gjort noget forkert. Der var selvfølgelig den periode, hvor jeg skiftede dig ud med “pages”. Og undskyld – virkelig undskyld – herfra over det. Jeg havde lige købt min første mac, og det var bare så nyt og spændende – så pænt og glat. Men jeg kom jo tilbage til dig. Du fik lov at komme med fra Windowsland. Du ligger lige der i dock’en mellem Safari og iTunes – pages er ikke engang installeret længere….

Nej. Okay. Jeg skal nok lade være med at tale mere om ham.

Men hvad er det så med dig? Hva? Gir jeg dig ikke nok igen? Får jeg ikke anerkendt din del af arbejdet? Jeg vil virkelig gerne blive, men når du fucker sådan rundt med mig, som du gør lige nu, så bliver jeg sgu nervøs for vores fremtid sammen. I går kom jeg i afmagt til at downloade en 30-dages trial på pages. There. I said it. Så sig det nu, din gamle skrivemaskine. Hvad.er.det.der.trykker.dig (ud over tastaturet)? Og mens du tænker, giiider du så ikke godt, at lade være med

1) at skabe underlige lufthuller på siderne, som jeg ikke kan få lov at fylde ud med noget

2) at gemme det vindue jeg åbner op nede fra docken HELT omme bag alle de andre dokumenter jeg har åbent. Når jeg trykker på det, er det nok fordi det er DET dokument jeg skal bruge!

3) at gøre det der med indrykninger sååå besværligt

4) at blive ved med at rette mig, når jeg skriver Bourdieu. Jeg HAR tilføjet det til ordbogen – det er det han hedder – så fat det!

5) at være så kryptisk i din opsætning, at ikke engang overnørden Cea kan regne ud, hvordan man gør margenen mindre.

Det var alt. Fang mig på mobilen, så vi kan snakke.

Kærlig hilsen

AK

Når Cea skal arbejde hårdt hører han techno. “Infected Mushroom” og deslige.

Jeg hører det her:

og det her:

og det her:

Jeg ved ikke hvorfor møgbeskidt dødshiphop får mig til tastaturet, men det virker.

God arbejdsdag til alle Jer der heller ikke har fået juleferie endnu!

Igen i år er der en stakkels familie, der i stedet for den forventede juletid med hygsom glæde, skal sørge, begræde og begrave. Igen i år er en julefrokost med for mange snaps endt i havnebassinet. Denne gang i Ålborg. . Det er som om, det er blevet en meget ubehagelig juletradition – TV-indslag med modløse efterforskningsledere, dykkerkorps og helikoptorlyd flankerer julekalender og håndboldturnering.

Jeg kan næsten ikke bære det. Det er mit værste mareridt. Jeg skal ikke sige mig fri for, fra tid til anden at have opført mig temmelig skødesløst, når jeg har været i byen – to put it mildly – men i min omgangskreds har vi sgu været ret gode til at passe på hinanden, holde øje med hinanden og smide hinanden i taxaer, når det blev lige voldsom’ nok. Mens frekvensen af min egen bygang er faldet dramatisk de sidste par år som følge af generel aldring og modenhed (hmpfr!) kender jeg mange (herunder Cea), der stadig jævnligt giver den fuld bajale i byen. Jeg vil gøre alt for at sikre, at han kommer sikkert hjem fra byen og ikke ender sine dage i det isnende vintervand i Aarhus havn eller for enden af en socialt utilpasset types knytnæve.

Jeg sover ikke rigtig godt, når han er afsted og ånder lettet op ved lyden af hans berusede tumlen ned ad trappen. Jeg bliver aldrig sur, når du vækker mig – jeg er bare glad for du lever! Jeg er lidt arveligt belastet hvad ængstelighed for næres død og ulykke angår. Som jeg hvis har nævnt før, så har vi i min familie gennem generationer levet efter den antagelse, at man som udgangspunkt dør når man transporterer sig fra ét sted til et andet. Derfor ringer vi altid liiige, når vi er kommet sikkert hjem. Bare for lige at afkræfte at vi er blevet sprængt i atomer mellem Herning og Ikast. Af samme grund har jeg også med glæde brugt 2 timer mellem kl. 04 og 06 på at tale Cea hjem fra en bytur, hvor han var faret bemærkelsesværdigt meget vild på ringvejene omkring Aarhus. Jeg overmander også meget gerne min magelighed og henter ham midt nat, hvis han ikke kan få en taxa. No problemos – der er alligevel ikke meget magelighed i dødsangst.

Jeg ved det. Jeg bliver verdens mest bekymrede mor. Ååh, kan allerede føle den vertikale rynke mellem brynene bore sig stadig længere ind mod mit prefrontale cortex – ja, ikke nok med at min bekymring kommer til at kompromitere mit æstetiske indtryk, jeg kommer også til at opføre mig som en degenereret dement med ADHD (psykologhumor – sorry). Jeg laminerer alle mine børn, hvorefter jeg pakker dem ind i vat og lægger dem i lommen. Jaja, de bliver socialt forkrøblede, men de lever i det mindste….suk….

Nå. Det er virkelig virkelig virkelig trist med ham. Nikolaj hed han. Sidste år var der en fra min hjemby Ringkøbing, der drejede forkert på vej hjem, og endte på den forkerte side af den is der dækkede fjorden. Og en fra København vistnok. Forrige år var det en dreng fra Ribe. For fanden. Husk nu – vil I ikke nok – at kigge efter hinanden, når i går i byen. Så kommer alle sikkert hjem til jul….

Jeg elsker børn. Jeg elsker at lave mad. Jeg elsker at lave mad af børn. Nejneeej jeg gør da ej. Slap off. Men faktisk sad jeg her til morgen med mine mac-post its (de små gule klistrede sedler de fleste kender i analog form – på en mac, kan du også få dem i digital form. Bare uden klister) og skrev noget ned om noget med nogle julefilm, man nok ville elske at burde  se.

På en gul seddel i midten af skærmen stod skrevet:

TID

FÆRDIGHED

KÆRLIGHED

INDSIGT 

= GOD MAD!

Det er formentlig noget Camilla Plum har sagt, og det må have givet så meget mening for mig, at jeg syntes det fortjente en plads på det gyldne dashboard (sådan en opslagstavle på mac’en). På en anden post it lidt til venstre stod med store bogstaver:

UBETINGET KÆRLIGHED

PERSONLIG RESPEKT

FORUDSIGELIGHED

Det er hvad børn har brug for. Jeg tror nok det er Lola Jensen, der siger det – og sandt, er jo hvad hun taler. Det er ikke småting, og alligevel lyder det af så lidt. Ved siden af alt det andet, vi synes vi skal give dem – særligt her op til jul. Jeg elskede selv legetøj, da jeg var barn, og har egentlig ikke nogen pseudohellig holdning til gaveræset (selvom det godt kan lade sig gøre, at gøre det på en fed måde). Lad dem dog for pokker gå amok i sukkerrus og gavemani en aften om året, hvis det vel og mærke er på en bund af ubetinget kærlighed, personlig respekt og forudsigelighed. Og det kan jo gøres på mange måder. En mor jeg kender beskriver så fint her, hvordan hun gør.

Jeg ved ikke lige hvad jeg vil sige med det her. Det er mandag formiddag og adgangen til min i øvrigt afgrundsløse visdom (hosthost) er blokkeret af kaffegrums, søvn i øjnene og weekendsavn. Og så tror jeg faktisk det er sådan, at en umors råd til en mor ikke rigtig gælder. Man skal ligesom selv have besteget det bjerg, før de andre bjergbestigere tager dig alvorligt. And that´s fair enough. Jeg er blot den ydmyge budbringer af andres vise menneskers ord. Camilla Plum kan virkelig lav mad, og selvom Ceas onkel Anders (manden med verdens største urtehave) synes hun er en kvaksalver (noget med at hun tager for mange penge for sine stauder), og selvom der går rygter ude i byen om, at hun slipper et gyldent skvæt i den sorte gryde, så er hun madmor på den uragtige måde. Og jeg tror hun har ret. Mht. børnerådene, så tror jeg også Lola har fat i den lange ende. Og nu hiver jeg lige børnehjems- og psykologkortet for at underbygge den påstand!

Og så kan man jo tage det eller lade være. Eller mix it lidt up. For faktisk er rådene jo nogenlunde de samme. Jeg tror fx jeg vil give mig rigtig god tid til at være sammen med de dejlige børn, jeg skal fejre jul med. Og så vil jeg kyle en håndfuld personlig respekt efter flæskestegen, før jeg fortærrer den.

God jul for fanden, og pik så ud og køb det juletræ, før det er for sent!