C-værdighed
Jeg er en serienørd. Jeg er fan af gode historier! Jeg ser ikke hvad som helst, men nok flere end de fleste. Serier er jeg meget bedre til end film – de har en god længe (20 eller 40 min), så jeg kan bryde det lidt ned, og så elsker jeg at de aldrig ender og jeg ikke tvinges til at sige farvel til elskede karakterer før jeg selv bliver træt af dem.
Jeg elsker komedier (Friends, 30 Rock, Big Bang Theory, Two and a Half Men, How I met your mother), drama (Sex and the City, Entourage, Desperate Housewives) og især medical drama (Grey’s Anatomy, Private Practice, House). Jeg ser ikke dem allesammen hver uge – hvis en serie bliver kedelig i en periode ryger den på stand-by, og så kan jeg en dag med tømmermænd drible igennem en sæson eller halvanden. Mange serier har fulgt mig mange år og er blevet en fast bestandel af måden jeg tænker tilbage på eksempelvis min folkeskole- og gymnasietid. Kl. 16.15 vil altid være et magisk tidspunkt lig med Beverly Hills og synkrone suk mellem veninderne over Dylan.
Jeg har fundet en ny yndlingsserie, som jeg gerne vil opfordre jer til at tjekke ud. Temaet er overraskende dunkelt. Den handler om kræft. Hovedpersonen spillet af vidunerlige Laura Linney er en desperate housewife-agtig kvinde, der får konstateret stage 4 melanoma (modermærkekræft). Der er ingen behandling. Hun skal dø.
“The Big C” hedder serien og den kører lige nu på 2. sæson i USA. Måske det er lidt en psykologting at frydes over at et populærmedie som TV-serien beskæftiger sig med eksistentiel krise og dødsangst. Ikke desto mindre tror jeg, at mindre dramatisk morbide typer også vil nyde serien big time. Den let og luftig uden at uden at være overfladisk og så er den dybt rørende. Oven i det er den faktisk sjov. Altså sådan haha-sjov, ikke bare sådan jeg-klukker-lidt-på-indersiden-sjov.
Fem ud ad Fem stjerner herfra. Tjek IMDB-profilen ud her.