Stilhed før Storm

Month: July, 2011

C-værdighed

Jeg er en serienørd. Jeg er fan af gode historier! Jeg ser ikke hvad som helst, men nok flere end de fleste. Serier er jeg meget bedre til end film – de har en god længe (20 eller 40 min), så jeg kan bryde det lidt ned, og så elsker jeg at de aldrig ender og jeg ikke tvinges til at sige farvel til elskede karakterer før jeg selv bliver træt af dem.

Jeg elsker komedier (Friends, 30 Rock, Big Bang Theory, Two and a Half Men, How I met your mother), drama (Sex and the City, Entourage, Desperate Housewives) og især medical drama (Grey’s Anatomy, Private Practice, House). Jeg ser ikke dem allesammen hver uge – hvis en serie bliver kedelig i en periode ryger den på stand-by, og så kan jeg en dag med tømmermænd drible igennem en sæson eller halvanden. Mange serier har fulgt mig mange år og er blevet en fast bestandel af måden jeg tænker tilbage på eksempelvis min folkeskole- og gymnasietid. Kl. 16.15 vil altid være et magisk tidspunkt lig med Beverly Hills og synkrone suk mellem veninderne over Dylan.

Jeg har fundet en ny yndlingsserie, som jeg gerne vil opfordre jer til at tjekke ud. Temaet er overraskende dunkelt. Den handler om kræft. Hovedpersonen spillet af vidunerlige Laura Linney er en desperate housewife-agtig kvinde, der får konstateret stage 4 melanoma (modermærkekræft). Der er ingen behandling. Hun skal dø.

“The Big C” hedder serien og den kører lige nu på 2. sæson i USA. Måske det er lidt en psykologting at frydes over at et populærmedie som TV-serien beskæftiger sig med eksistentiel krise og dødsangst. Ikke desto mindre tror jeg, at mindre dramatisk morbide typer også vil nyde serien big time. Den let og luftig uden at uden at være overfladisk og så er den dybt rørende. Oven i det er den faktisk sjov. Altså sådan haha-sjov, ikke bare sådan jeg-klukker-lidt-på-indersiden-sjov.

Fem ud ad Fem stjerner herfra. Tjek IMDB-profilen ud her.

Advertisements

Stille

Suk. Suk med suk i og uden sukker på.

Jeg har været lidt bloglam oven på weekendens skrækkeligheder i Norge. Det virker lige pludselig så plat at skrive om alt mulig andet end det. Jeg har til gengæld ingen ord for hvor kvalmende forfærdentligt det er og der er jo også allerede så mange der med mere eller mindre succes har forsøgt sig med det. På en måde, er det måske også bedre at tie og sørge i stilhed end absolut at ville have en mening om alt – ik’ Mads Christensen?

Og selvom jeg på et intellektuelt niveau kan synes at der i mediedækningen går lidt tsunami i den og selvom jeg ved at dette blot er en tragedie ud af mange tragedier, så er lige det her krøbet ind under huden på mig. Og når først en tragedie er trængt igennem er det som om jeg er lidt mere hudløs end ellers. Mere eller mindre bevidst omdirigerer jeg nyheder om bilbomber, hungersnød og civile drab væk fra hjertet og op mod hjernen. Jeg ved det sker. Jeg bekymrer mig om det. Men jeg går i stykker, hvis jeg skal sørge for alle der dør på tragisk vis. Man kan jo kun ligge underdrejet i sorg over hvor uhyggelig verden meget ofte er. Det er ikke for at være ond og jeg er slet ikke ligeglad. Det er blot en måde at beskytte mig selv på.

Nogle gange trænger tragedierne sig på og hvordan kan man undgå at forholde sig følelsesmæssigt til Norge. Og Somalia.

Og i dag kom de første navne så. Og billeder af de døde. Og billeder af børn der skriger og sulter og dør. Fuck.

Så jeg er lidt stille. Lidt endnu.

Fri

Aaah en hel fridag. Og en til i morgen. Går helt i stå over alle de ting jeg ikke skal nå i dag. Jeg skal fx slet ikke nå at støvsuge. Eller at rydte op. Eller køre mange kilometer. Jeg skal slet ikke  i nærkontakt med socialt belastede og heftigt udfordrende børn.

Jeg skal til gengæld gå en tur i regnvejret med dejlige Teddy (svigerforældrenes hund der er på sommerferie i Aarhus). Kæft jeg er tosset med den hund. Er ikke sådan helt syg med dyr, men Teddyboy her er så ualmindelig sød og blød og sjov. Se selv. Nåååååhr, ik?

Jeg skal købe en vandmelon og spise den mens jeg læser.

Jeg skal forsøge at lave yoga på stuegulvet uden at blive slikket i stykker af Teddy, der er lykkelig over selskab i gulvhøjde. Det er en meget kærlig og begejstret hund.

Jeg skal lege med den surdej jeg har fået af smukke Nanna. Nu er jeg blevet et år ældre, så måske jeg ikke længere er for ung til surdej. 

Jeg skal have et langt bad.

Jeg skal måske se lidt Tour de France – ikke fordi jeg fatter reglerne eller for den sags skyld hvorfor nogle kan få en hel sommer til at gå med det, men mere fordi det er hyggeligt og sommeragtigt. Og fordi jeg kan læse imens. Og sove – sådan en lur, hvor man ikke skal sætte sig vækkeur, men bare falde hen til man falder ud igen. Sådan helt søvndrukken og halvdoven.

Jeg skal installere Lion på min computer. Min elskede IT-kyndige kæreste provider altid når det gælder software og hardware, så får naturligvis ikke lov at rende rundt med en uopdateret version af OSX på mac’en i ret mange dage.

Jeg skal skrive en lang mail til min lillesøster der er helt i Indonesien og som har været væk alt alt alt for længe. Jeg savner hende altså og glæder mig rigtig meget til hun kommer hjem. Og det bedste er, at når hun kommer hjem kommer hun til Aarhus og så kan jeg se hende så tit jeg vil.

Jeg skal læse på min kloge og dygtige veninde Annas blog. Hun skriver så det kan mærkes og jeg er hendes største fan. Lige om lidt kommer hendes bog og hvis den endelige udgave er bare halvt så god som det udkast jeg i sin tid læste, så kan jeg kun glæde mig og opfordre dig til at gøre det samme. Talentsmagsprøver kan fås på bloggen, og er der helt seriøst noget bedre end smagsprøver?

Må hellere komme igang med at holde fri. God fredag til dig!

Eventyr

Der var engang en pige, der arbejdede på et børnehjem. I nogle perioder var hun der rigtig meget og i andre perioder var hun der ikke så meget. Ofte var det om sommeren, når vejret var varmt, ferien lang og doven og kontoen i nul, at hun tog et par ekstra vagter. Nogle gange mange ekstra.

Pigen havde en del at se til, og mange ting at gå op i og havde faktisk også en drøm om, en dag at opnå den perfekte work-life-balance. Hvor arbejdsliv og fritidsliv gik op i en højere enhed, men på en måde, hvor hun til stadighed formåede at skille det ad. Hun drømte om evnen til at udnytte dagen fuldt ud, så ikke et eneste minut gik til spilde.

Endnu var det dog kun en drøm. Uanset hvor meget hun forsøgte at raffinere og perfektere balancen, måtte hun indse, at arbejdet til stadighed vejede for tungt og på en måde flød ind over og kvalte fritidslivet. Ja, det var næsten som om det eneste hendes tanker, energi og opmærksomhed drejede sig om var børnene på børnehjemmet. Og uanset hvor meget hun forsøgte at tænke på og fortælle om andet, så vendte tankerne altid tilbage til hvor de kom fra, som en flue der igen og igen sætter sig på ens varme lår, når man irriteret vifter den væk. Det var heldigvis værst om sommeren, så meget bange var hun ikke for, at balancen aldrig ville indfinde sig. Kun lidt nervøs.

Det eneste der virkelig plagede hende, var at hun havde en blog. En slags dagbog hvor hun fortalte alle dem, der gad høre om det, hvad hun gik og foretog sig. Og tænkte. Og følte. Og selvom hun tænkte sig så godt om, at hendes pande slog gnister, var det eneste der fyldte hende børnehjemsting og uanset hvor mange gange hun forsøgte at vifte dem væk, vendte de tilbage. Som fluen ja.

En dag tog hun tre af børnene med på en cykeltur ud i det blå. Hun bad dem finde en frø, hun kunne kysse – måske den kunne forvandle sig til den perfekte work-life-balance? Inden længe havde de kære små fanget en frø så klam og så slimet. Hun kiggede ned i den røde spand. Hun kiggede frøen lige i øjnene og den kiggede tilbage. Lige som hun spidsede munden til et kys fik hun kolde fødder og en kvælende kvalme og  i det hun satte frøen fri tænkte hun, at intet i verden – ikke engang den perfekte work-life-balance er det værd. Duer ikke – væk!

Godnat – og sov godt.

 

 


Høhø

Jaaaa, I bet!

(Fra Politiken.dk)

%d bloggers like this: