Stilhed før Storm

Tag: Terapi

“Hvilket indrepsykisk problem vil du gerne have min hjælp til?”

Læste  hos Dines for nogle dage siden, at der skal være en form for drama inde i penneførerens billede, før man som læser gider hænge på. Og som Dines må jeg jo med lige dele skam og fryd erkende, at drama i klassisk jeg-slår-min-far-ihjel-for-at-forføre-min-mor-stil (host host Ødipus!) pt. er aldeles fraværende i mit liv. Mindre klassisk drama er der heller ikke for meget af. Ikke noget shady. Ikke noget nasty. Ikke ret meget klamt. Jeg skal nok disse det, når det kommer – promise – men ja. Hvis der er noget drama i mit liv lige nu, er jeg for fortravlet til at opdage det. Kan være en fordel jo.

Til gengæld har jeg været medvirkende og vidne til en masse dejligt drama og en masse modige mennesker, der har kastet sig selv ind i kampen for at blive respektindgydende og aldeles seje og varme terapeuter. Er just hjemvendt fra to dages kursus i ISTDP for psykologistuderende, jeg i samarbejde med min gode ven og lærermester Elad, har arrangeret. Lige for at afnørde lidt, står ISTDP for Intensive Short Term Dynamic Psychotherapy og (eller intensiv psykodynamisk korttidsterapi) og selvom navnet er alenlangt, er terapien som regel ret intens og kortvarig, og med stort udbytte for både klient og terapeut. Målene er at hjælpe klienten til at opnå større følelsesmæssig frihed og indsigt i de mekanismer, der nu engang er på spil for os allesammen, i det liv vi lever. I det drama livet i al sin tilsyneladende udramatiskhed jo er. Man går sammen på jagt i alle livets store, små og nogle gange gigantiske og traumatiske dramaer, og i et respektfuldt samarbejde, forsøger man er finde ind til det der ligger og smerter og som vi alle bruger kolosale mængder energi på at gemme væk. Det kan være en lang og lidt teknisk snak, som jeg ikke behøver trætte Jer med her ( – skulle der sidde en og være interesseret i mere, må i endelig smide en mail).

Jeg bliver så glad og så rørt over hvor modige alle deltagerne var. Og jeg blev opmærksom på og taknemmelig over, at have valgt et fag, hvor man får mulighed for at møde folk lige der, hvor de beslutter sig for at tage livtag med deres livs drama. I den på én gang ekstremt modige, angstprovokerende, rørende og  energigivende rejse det er for både klient og terapeut endelig at kigge på det, som man måske ikke engang var bevidst om, man gemte væk, men som komplicerede livet unødigt.

Som the grand old man Davanloo beskriver det: “Emotion is the lifeblood of existence – the fuel of all our endeavors. For those patients who repress their feelings, life becomes a sterile and mechanical exercise”. 

At vende tilbage til en tilstand hvor man tør føle alle sine følelser fuldt ud – selv den mest sadistiske vrede og den mest skærende sorg – er målet med arbejdet. Et arbejde der i en eller anden grad varer ved ligeså længe vi er til.

Hmmm….tænker på om det er lidt for mystifystisk det her. Om det giver nogen mening? Under alle omstændigheder kan jeg koge det ned til det her:

Tak til alle deltagerne for at tage udfordringen på jer og give ISTDP en reel chance. Tak til Elad for at ville have mig med og endnu engang inspirere mig og minde mig om, hvorfor jeg elsker det her fag og den her retning. Og tak til mig selv, for i sin tid at være klog nok, til at vælge denne her retning i livet.

Og SÅ tror jeg vist også snart vi har været inspirerede og rørstrømske nok. Man bliver jo næsten svimmel af al den ærlighed. I får endnu hund – i dagens anledning en psykologihund. Og helt seriøst, så lover jeg, at det er den sidste hund. Ved ikke hvad fanden der sker for min hundefetish for tiden – det er virkelig underligt. Anyways – her er den:

Advertisements

Hundeøjneeksponering

I psykologien taler man om “undgåelsesadfærd”. Ja, det er ikke så kompliceret – det er ting man gør for at undgå ting man er bange for. Hvis jeg er bange for at køre i racerbil, fordi jeg er overbevist om at jeg dør, undgår jeg med alt hvad jeg har at komme i situationer, hvor jeg er nødsaget til at sætte mig i en racerbil. Så laver man på baggrund af den adfærd den slutning, at grunden til at jeg ikke døde var, at jeg ikke satte mig ind i racerbilen…..man får altså ikke afkræftet, at det at sætte sig ind i en racerbil ikke med 100 % sikkerhed equals død ved kølle. Eller dødskørsel. Der er måske kun 80% chance for, at du dør….okay, ikke jordens bedste eksempel, men you get the drift, min kloge læser.

Jeg undgår WSPA reklamer. Jeg er rædselsslagen for at jeg dør af instant dårlig karma, hvis jeg ser hele reklamen og ikke giver dem penge!

I morges smed jeg mig ned på køkkenbænken, da den kom, fordi fjernbetjeningen lå uden for rækkevidde. Min foretrukne undgåelsesadfærd er klart at slukke så snart jeg hører de første afgrundstriste Celine Dion agtige toner fra den ti timer lange reklame. I går kom jeg uforvarende gående forbi fjernsynet i køkkenet, da reklamen pludseligt startede og i irrationel panik gemte jeg mig under fjernsynet og holdt mig for ørene i – ja hvad der føltes som ti timer. Hjertebanken and all. Jeg kan slet ikke holde den reklame ud. Dansende bjørne og små hvalpe med voldsomt overdimensionerede hundeøjne (good job Sherlock – selvfølgelig har en hund hundeøjne…dah!). Mega guilt trip når manden med den dybe stemme (jeg har en mistanke om at det er gud) fortæller at ikke bare babybjørnen, men også dens MOR, som babybjørnen i øvrigt så blive slået ihjel, danser for rige sultaner i varme, onde lande. Good God.

“Så giv dem da nogle penge, så du kan slippe ud af din skyld”, blev der måske sagt.

Nej. Det gider jeg ikke faktisk. Jeg bliver ærlig talt lidt trodsig, når jeg ufrivilligt får proppet hele Noahs lidende ark ned i halsen på daglig basis. I stedet går jeg i dag igang med lidt egenterapi. Ti gange skal jeg se den her reklame i-sin-fulde-længde inden dagen er omme. Eksponering kalder vi det. Hardcore eksponering. Med hjertet i halsen kaster jeg mig ud i denne mission. Wish me luck.

_______________________________________________________________________________

UPDATE: Har nu set den tre gang og græder på det nærmeste af skyld over nærrigt at holde på mine halvtreds kroner. Skuler frygtsomt mod himlen, næsten sikker på, at det store karmahjul buldrende ruller min vej!

Meeeen.jeg.vil.ikke.gi’.mig! Lousy psykolog at være, hvis man ikke engang kan gennemføre en egen-eksponeringsøvelse.

Phew. Så 4. gang – here we go!

Juleterapi

Ja, jeg ved ikke med Jer, men for min skyld må det godt bare blive jul nu.

Ligeså snart vi er på den anden side af efterårsferien forvandles min lille hjerne til en flæskesteg og jeg tænder manisk stearinlys i hver en dunkel krog. Til lillesøsterens moderate irritation begynder jeg at brænde juleduftende røgelse af i smug og før hun får set sig om, er lyskæden kommet op igen, mens man i det fjerne kan høre tonerne fra “Last Christmas”  – du DU du, du du du du du du-du-du. Yeah – you know it!

Jeg er klar til jul og jeg går all in! Ingen kan jule som jeg jule kan. Jeg juler som gjaldt det mit liv. Af en eller anden grund. Jeg skal have et ordentlig svin af et juletræ, og hvis der er nogle der gider at have mit bras, laver jeg også kalendergaver. Jeg tror det er vigtigt, at jeg snart får nogle børn at projitere min julemani over på, for det begynder at være lidt underligt. Jeg har lagt mærke til, at lillesøsteren og Cea kigger skræmt på hinanden, når de kommer hjem og opdager at jeg har brugt fem timer på at lave min egen chokoladekalender. Eller en hel formiddag på at lave peberkager. Og når jeg d. 25 stirrer tomt ud i luften i timevis fordi julen nu er slut for i år…Jo, jeg tror det aldeles magtpåliggende at at jeg snart får en meget valid undskyldning, for at fortsætte med at te mig som en ostehøvl i Klovborgland bare fordi de´cember.

Heldigvis har jeg Susanne. Min dejlige barndomsveninde, der om muligt elsker jul ligeså højt som mig. Susanne, der i dag foreslår at vi på lørdag laver en flæskesteg og drikker rødvin. Og måske hører lidt julemusik. Og som tror det er bedst vi starter med at fejre jul i rigtig god tid i år, fordi hun ikke er hjemme (men i Sydamerika – fy) hen over jul. Og som gider tage med mig ud til juletræsmanden og købe et stort træ, og pynte det og tale i en hel time om hvor hyggeligt det er.

Julen er for mig indbegrebet af alt der er godt og jeg har på fornemmelsen, at det er temmelig priviligeret af mig, at have det sådan. For mange er julen desværre lig med travlhed, bitterhed og alt for mange ting der bør være, men som ikke er. Når jeg nogle gange går lidt overboard i den store kas’ med julepynt, er det også et forsøg på at holde fast i og dyrke det rare, nære og hyggelige, mens jeg kan. Mens der er tid og overskud til det, og mens tingene stadig er relativt uskyldige og ukomplicerede. Det er samtidig en uforlignelig antidote til en hverdag og et arbejdsliv, der nogle gange indebærer store mængder tunghed og afmagt og ord som seksuelle overgreb og børnehjem.

When the going gets tough bager jeg en julekringle, og det fungerer sgu faktisk meget godt.

God mandag to you all. It’s good to be back.

PS: Midt i al den snak om jul glemmer jeg jo helt at fortælle jer, at jeg har været på dejlig efterårsferie i Alsace. Mere om det senere….

Omstillingsparat – Omstillingssmart – Omstillingsapparat…

Nogle gange kan jeg altså godt glæde mig til den dag jeg kun har ét job. Jeg ved godt, at det er vildt priviligeret overhovedet at have et job i disse tider, så jeg klager ikke. Ikke et pip. Men er I klar over hvor svært det er, at omstille sig fra 8-timers børnehjemsarbejde med rugbrødsmadder, tisbleer, konflikter og et absolut syret aktivitetsniveau til en terapitime, med stearinlys, identificering af forsvar, stilhed og tålmodighed. Eller fra to dages ISTDP-kursus med dyb koncentration og nørderi i ét emne, til halvanden dags højproduktiv seminaropgaveskrivning i et helt andet emne. Og fra det videre til personalemøde på mit frivillige arbejde med endnu tusind emner på dagsordnen. Huhej hvor det går!

Jeg er meget glad for alle de ting jeg laver og vil ikke umiddelbart være villig til at droppe noget af det eller bytte noget af det væk for noget andet. Altså lidt mere fritid, ville da ikke skade. Og kan da også have dage, hvor jeg synes det er temmelig hårdt at starte på nyt job. Og uger hvor studiets ubønhørlige krav om endnu en opgaveproduktion, synes en smule belastende. Men all in all – når alt kommer til alt – så synes jeg, de ting, jeg har fyldt mit liv op med, holder temmelig meget.

Hårdt er det tit – kedeligt er det aldrig. Det er formentlig en utopi at kravene til instant fokusskift og multitasking bliver mindre med tiden, så i stedet for at overveje at skrue lidt ned for aktivitetsniveauet, positivt reformulerer jeg det bare til en træningslejr. Ikke så meget stilhed før storm over det, men når stormen engang sætter ind, og hvis jeg vel og mærke ikke ligger rystende i udbrændt fosterstilling inden jeg når så langt, så er jeg så åndsvagt meget i multitasking-omstillings-fokusskifte-træning! Og så satser jeg på, at det der med mobiltelefoner er en døgnflue, så man er nødt til at gå tilbage til fastnet og de helt gamle omstillingscentraler. Der tror jeg nok jeg vil kunne gøre nytte med al den omstillingserfaring – måske jeg oven i købet kunne provide en service, hvor jeg lige diskret kunne snige en terapeutisk intervention eller to ind i folks samtaler….

Suk – jeg er så meget et gennemskueligt symptom på det senmoderne samfund. Jeg gør nøjagtigt, som der bliver bedt om – jeg er alt det de beder om man skal være i 9 ud af 10 jobopslag: Fleksibel, omstillingsparat og med mod på nye udfordringer. Goddammit, der har bare at være et job klar til mig, den skønne dag jeg bliver færdig, når jeg nu har gjort mig så ubevidst umage med at have tusind bolde i luften igennem hele min studietid!

“Sometimes it’s okay if the only thing you did today was breathe”

Det er fredag og det går lidt bedre med travlheden. Faktisk har jeg fået omprioriteret lidt og den næste måned ser nu ok lys og overskuelig ud. Ikke hel så lys som måneden efter, som er fyldt med sommerferie, solskin, jordbærmadder, kærlighedsferie til NY, koncerter og andet rart. Det er ikke ret meget, der kan sammenlignes med den der følelse af at have en lang sommerferie foran sig, uden at komme til at se lidt bleggråt og fesent ud, men ikke desto mindre er maj nu lidt mindre bleggrå og lidt mere lyseblå.

Det skyldes ikke mindst at jeg nu har fået organiseret min opgaveskrivning i en nogenlunde struktureret hverdag, med en genial skrivemakker. Ligeså til-vanvids-drivende det kan være at skrive opgaver i grupper, der ikke fungerer, ligeså pissefedt kan det være når et samarbejde er godt. Og det er det virkelig!

Nå, jeg snakker. Det jeg egentlig gerne ville vise, var denne fine illustration jeg tilfældigt (?) fandt her, da bølgerne gik aller højest:

I really like it! Tror den skal på opslagstavlen, som en lille casual chillpill-reminder til præstationsaben –  ja, det er det jeg nu konsekvent kalder mit præstationskompleks i eksternaliseret form. Et lille egenterapeutisk mindtrick. Smart smart.

God weekend!

%d bloggers like this: