Stilhed før Storm

Tag: ForceMajeur

Kafkas “Processen” anno 2011

Har lige set sidste halvdel af meget interessant dokumentar. “Manden der ville melde sig ud” hed den og har af gode grunde være rimelig omtalt lately. På sådan en askegrå dag, hvor tankevirksomheden her er nogenlunde lige så mat i koderne som himlen over Aarhus, kræver det lidt anstrengelse at svinge sig op til hans projekt. Helt kort fortalt vil han gerne melde sig ud af samfundet/systemet/Danmark og vriste sig løs af forpligtelser såvel som rettigheder. Det vil han gerne af princip, fordi han ikke mener at han nogensinde aktivt har meldt sig ind.

Nu så jeg jo så ikke starten af dokumentaren, men fik lidt et billede af en mand, med lidt for meget fuldskæg begravet i lidt for store filosofiske hovedværker på et lidt for støvet specialekontor helt nede i bunden af gangen. Jeg var mildt sagt rimelig skeptisk og forholdsvis irriteret over projektet som andet end et pudsigt omend nørdet tankeeksperiment.

Og det skulle da også vise sig (SPOILERALERT), at det ikke var lige sådan til. Hos Borgerservice spørger de sødt “hvor han så vil rejse hen”, underforstået, at rejser man ud af et system er det for at rejse ind i et andet. Det er ikke muligt at være systemløs. På Borgen kigger de ligeså uforstående på ham. Johanne Schmidt Nielsen giver ham kam til fuldskægget, da hun hun udfordrer ham på de etiske konsekvenser af hans ide: Hvis han melder sig ud, skal det også være muligt for andre at melde sig ud og hvor sætter man så grænsen for, hvem der må og ikke må? Hvad hvis alle de rige melder sig ud, fordi de vil beholde deres penge selv? Hvad hvis rockerne melder sig ud og begynder at banke løs på hinanden og andre, men ikke kan straffes eller holdes igen, fordi de ikke er med i klubben? Brønderslev-sagen dukker op på nethinden, som et eksempel på hvordan det kan gå, når en familie, ikke melder sig ud, men nærmere gemmer sig for systemet. Han kunne ikke helt forklare hvorfor lige ham og ingen andre skulle have lov til at underskrive udmeldelsesblanketten. Det var som om han blev klogere på projektet undervejs, og alene den rejse gjorde faktisk programmet seværdigt for mig. Han gav ikke op med det samme, men han lod sig også udfordre. Han var ikke fanatisk, men gav heller ikke helt efter for politikerne, der kiggede på ham med øjne så store som thekopper og hovedet let på skrå i et “hvad-fejler-du-mon-menneske”-blik.

Han endte på et Buddhistisk Bornholsk kloster hos zenmaster Denko Mortensen, der i de kredse jeg somme tider færdes, betragtes som værende rimelig hardcore. Jeg ved ærlig talt ikke så meget om ham, men kunne se i filmen, at han har en lavalampe, hvorfor jeg må stille mig kritisk over for det meste af det han siger. Her fandt en del af svaret på hvordan man så lever indenfor det u-udmeldelige samfunds rammer. Og der lander den vidst indtil videre.

På et principielt plan kan jeg godt følge den. Tanken omkring ikke helt at have valgt at blive en del af et apparat, der har så umanerlig stor magt over en. Det er noget af det, der kan gøre mig helt grundangst. Når jeg hører om unge teenagepiger, der bliver slæbt igennem retssager i Italien, Bali og Thailand pga. noget de måske/måske ikke har nogen skyld i. Når jeg læser om den måde systemets love kan bestemme, hvorvidt du har lov til at blive boende i dit hus hvis din kæreste dør og i ikke er gift. De der love der hele tiden bliver lavet og som vi hele tiden er underlagt er så uigennemskuelige og det føles bestemt ikke som om, at man selv har indflydelse på hvordan tingene er skruet sammen. Ja fint, du sætter et kryds på en lang lap papir omtrent hver 4. år, men så strækker indflydelsen sig ligesom heller ikke længere. Den følelse vil jeg gerne melde mig ud af. Og når det så ser sagt, så er jeg faktisk stor tilhænger af at have et system, der rammer os ind og retter os af og sikrer at vi alle spiller efter nogenlunde samme spilleregler. Ja, faktisk finder du nok ikke en større anti-anarkist og tryghedsnarkoman end mig. Så overhovedet at indrømme, at jeg faktisk fandt programmet uhyre interessant og tankevækkende er store sager. Det var bare det.

Se den her, hvis du har tid.

Advertisements

Frisørskræk og bristede hårdrømme.

Jeg har frisørskræk. Så ved I det. Efter 25 år med hår der er lige så velvilligt og let at have med at gøre som en specialklasse på speed, er det at gå til frisør noget jeg udskyder så længe jeg overhovedet kan. Det er først når mine spidser har flere spalter end weekendavisen og bare trygler om at lade livet under saksen, at jeg begynder at overveje at tage sted.

Hvad der startede som en let aversion mod at andre mennesker skulle røre ved mit hår, er nu blevet en decideret fobi på lige fod med den man kan have overfor læger, tandlæger og andre “ekspert-på-din-krop” agtige personer. Det skyldes flere ting.

For det første at jeg altid får skældud af min frisør. Sidste gang jeg var afsted (læs: for over et år siden) kiggede den søde frisør med den russiske accent forfærdet på min udvoksning og mine strittende hårspidser og fik mig til at love ved min endnu ikke afdøde mors grav, at jeg ALDRIG måtte lade der gå så lang tid igen. Aldrig! Couldn’t keep that promise – sorry mum. Så nu vender jeg nok ikke tilbage til hende igen.

For det andet koster det mig altid en FORMUE. Det er en rimelig stor indsats der skal til, når jeg først sidder i frisørstolen. Altså vi taler totalrenovering og flere K3 skader: Spidserne (igen), udvoksningen, hovedbunden, generel tørhed pga excessiv brug af fladjern/krøllejern/hårtørrer. Bare for at nævne et par stykker. Sidst jeg var afsted måtte førnævnte russisk klingende frisør svede med mit garn i 4 timer. Hun kunne vitterligt ikke få mig hurtigt nok ud af døren igen. Shit, hvor kunne hun ikke holde synet af skadet hår ud længere! Til gengæld sikrede jeg hende ene mand en god lang dags arbejde. Så hårtraumer formoder jeg opvejes af den nette sum af 2100 kr. jeg måtte lægge kontant på disken på vej ud.

For det tredje så går jeg altid derfra med bristede hårdrømme. Jeg kan egentlig godt glæde mig lidt til at komme afsted og særligt den måske naive forestilling om at komme ud af salonen og se sådan ud ——————————->

Det er dog langt mere sansynligt, at jeg går ud på gaden og ser sådan ud:

Jeg må have vældig komplekst hår. Det har krævet mig 25 års hårdt slid og erfaringsopsamling at få tæmmet og afrettet det cirkus af et naturkrøl mine helt glathårede forældre har udstyret mig med. Derfor kan jeg jo heller ikke for alvor blive sur på de stakkels unge frisørpiger, når de efter 3 timers hårdt arbejde på høstakken sender mig ud af døren med en frisure der kunne få en blind mand til at græde ved synet. I gamle dage spurgte frisørerne tit om de måtte få lov at sætte mit hår, hvilket jeg altid sagde ja til pga. de gratis hårnåle. Det har resulteret i, at jeg som 13årig en mandag eftermiddag stod på hovedgaden i Velling med en frisure som skulle jeg til afdansningsbal. Fågging pinligt når fyren man på det tidspunkt var vild med (Niels Ove) tilfældigvis kom forbi på sin scooter.

Alt i alt er det med at gå til frisør ikke lige the shit for mig. Men i morgen skal jeg altså til frisør for første gang i 1.5 år og det bliver sikkert skrækkeligt. Jeg vender tilbage med en fyldig rapport (måske et billede – oh gru!), når jeg er på den anden side….So long!

Skitur Force Majeure

Der var ikke net i norge. Derfor heller ingen nye indlæg i den sidste uges tid. Udover at det naturligvis er lidt træls ikke at kunne holde en nyopstartet blog til ilden, så er jeg stor fan af antihotspots som fx Rauland i Norge. Steder hvor absurde dataroamingtakster tvinger mig til at stoppe den vældig stærke impuls, der gør, at jeg sætter min lille tykke pegefinger nederst i højre hjørne på Iphonens skærm og tjekker mail 15 gange dagligt. Dårlig dårlig vane, der har godt af at blive udfordret.

Det var jo faktisk næsten ikke til at bære, at vi skulle forlade forårskåde Danmark med den mest solbeskinnede femdøgnsprognose 2011 endnu har set. Det skulle vise sig at foråret også havde tænkt sig at indtage Norges land, og det med en vældig kraft (læs: 19 m/sek). Det var åbenbart mere end hvad Raulands gamle lifter kunne klare, så det blev kun til 2.5 rigtig gode dage på ski. Resten af tiden måtte vi vandre til tops, slides med små træklifter og forsøge at stå fast i sludsne. Selvom jeg var dybt imponeret over den hastighed hvormed solen tvang sneen væk fra pisterne og ned i søerne, og selvom jeg sagtens kan unde nordmændene lidt sol og forår, så kan man godt få lidt hyttekuller af ikke at kunne komme på ski. Jeg forsøgte mange gange at tvinge termometret ned under nulpunktet ved at stirre stift på det og komme med trusler om at knække dets lille kviksølvsrør. Det virkede besynderligt nok ikke – men hvornår har vold og trusler nogensinde ført noget godt med sig anyways….

Heldigvis var de få kvadratmeter i hytten fyldt ud med søde børn og voksne, så ferien var trods blæst og + grader en stor succes!

%d bloggers like this: