Stilhed før Storm

Lidt i hvert fald.

Jeg ignorerer mit soveværelse. Nærmere bestemt mine to uudpakkede kufferter. En fra NY, der er halv pakket ud og en fra Blåvand der er 10% pakket ud. Altså ud på gulvet. Ikke ind i skabene. For der er nemlig ikke plads. “Jamen hvorfor køber du mere tøj, når du allerede har skabene fyldt til bristepunktet?”. Ja, det ved jeg sq da heller ikke. Det gør jeg altså bare. Fordi jeg elsker tøj. Okay? Så ha’ lige lidt ondt af mig over hvor uoverskueligt det er.

Jeg har ellers været ret dygtig i dag. Der er nogle ting jeg gerne forsøger at undgå. Så længe som muligt. At tjekke min netbank fx. Det har jeg gjort i dag. Efter en tur til NY hvor ordene “VISA please” er kommet ud af min mund, en del flere gange end jeg er stolt af at inddrømme, har netbankangsten været noget større end normalt. Af samme grund er PBS og automatiske overførsler ikke noget der eksisterer i min verden, for den del af mig, der stræber efter en sund økonomi, ved godt, at det kun er de månedlige overførsler af husleje og det occational girokort, der tvinger mig forbi min virtuelle bank.

Jeg har et par gode angstdæmpende mindtricks. For det første er min netbank et no-go før efter d. 1 hvor SU’en er gået ind. Det er lidt lettere at acceptere et minus når det er blevet udlignet igen. For det andet nægter jeg at sætte mig ind i, hvornår jeg får løn fra mit arbejde. På den måde, er det altid en glædelig overraskelse, når der alligevel ikke står pivrøde tal på kontoen d. 7. For det tredje forestiller jeg mig altid et meget voldsomt worstcasescenario, hvor jeg, mens siden loader indstiller mig på, at jeg har rigtig meget ingen penge. Og her snakker vi luksusfældetilstande, hvor hende den lyshårede Mette-et-eller-andet står og vifter med hundredekronesedler på et kridtbræt hjemme i mit køkken med x antal alt for dyre køkkenmaskiner og grimme Herstallamper på væggene. For dårlig økonomi hænger også sammen med dårlig smag. Jojo, sådan må det være. Forklar mig lige, hvordan det ellers kan være, at de kære par, der deltager i luksusfældeprogrammet, har så uendelig dårlig smag. Altså jeg kunne næsten have ondt af dem, hvis alle de penge de havde brændt af var gået til Chanel-tasker, Wegner-stole og Yves Saint Laurent Haute Couture. Men nej. Åh gud nej. Jeg er ikke så chokoret over at man kan komme til at bruge for mange penge – at det lige løber lidt løbsk. Eller lidt meget løbsk. Jeg er til gengæld dybt chokeret over hvor meget grimt Herstalpis og Ilse Jacobsen lort, man kan proppe ind i et parcelhus i provinsen og hvor mange penge man kan bruge på det. Shame om you!

Nå. Ja. Indtil videre har jeg da hverken Herstal på væggene eller luksusfældekvalificerende tilstande på kontoen. Og hvis det skulle ske, at Mette-et-eller-andet end dag kommer forbi, så lover jeg dig, at jeg går ned med et brag – i en sky af lyserødt Versacetyl og Balenciagalæder.

Om et par timer skal jeg på arbejde. Om et par minutter går jeg i soveværelset. Tror jeg nok.