Stilhed før Storm

Tag: Hverdagsliv

About soup and men

Så i går stod aftenmenuen på “Prins Henriks Karrysuppe”. Det er noget med noget karry og noget suppe og så noget porre og noget æble, der skal koge sammen med suppen for til sidst at blive blendet Lene-Hannson-style, så det ligesom bliver mere smoothieglat og grøntsagerne/frugterne ligesom forsvinder. Eftersom Cea er herre ortodoks med mad når det kommer til what-goes-with-what, er det ekstra magtpåliggende at få blendet æblerne væk. Den primære regel i Ceas madkoran er nemlig at frugt ikke hører til i mad – kun i dessert. Dvs. at en salat med vandmelon og feta eller en ananas på en pizza er mega no goes. Det skal her tilføjes at der (tilsyneladende!) findes et underpunkt til lige præcis denne regel. Det finder jeg ud af, da jeg for lidt siden står og spritsveder over verdens mest fine æblekage jeg er i gang med at bage til nogle gæster i aften.

Mig:”Se Cea, jeg bager en æblekage” (ja, som et lille barn har jeg brug for bekræftigelse, ros og anerkendelse, når jeg laver mad).

Cea:” Åh nej jeg hader æblekage. Æbler er så underlige i mad. Hvorfor putter du ikke jordbær i i stedet for?”

Mig (totalt kampberedt og væbnet til tænderne med madkoranens regel nummer 1):” Nu holder du Cea, Det her er dessert! Der må godt være æbler i dessert!!!” (læg her mærke til, at jeg efter snart 8 år i hvad man vil kalde et romantisk parforhold med denne mand, uden videre accepterer madkoranens bud som lov…altså jeg følger den ikke selv, men anerkende til fulde dens eksistens).

Cea:” Jaja, men lige æbler. altså. De er så bvadr (onomatopoetikon). Det er da synd at du bruger så meget tid på en kage jeg så ikke spiser”.

Mig (mistroisk og alvorligt):” Du.spiser.den.kage”.

Det vides endnu ikke hvad enden bliver på det. Kagen er i ovnen. Men altså. For future reference, ved jeg nu at de fleste frugter (ananas og jordbær) er okay at bruge i dessert. Æbler not so much.

Nå, men det var den karrysuppe vi kom fra. Søsteren og jeg konstaterede gispende at staw-blenderen ikke fungerede. Når man trykkede på knappen afgav den en lyd som en en gammel Mazda 323, der har bøvl med kileremmen. Herudover så kørte blendertingen slet ikke rundt. Så det var lidt op ad bakke med det. Over i foodprocessoren med den brandvarme, gurkemejefarvede æble-porre-karry blanding, i med den ovale dims der ligesom skulle forestille at dække hullet man propper ting ned i foodprocessoren med (hvad fanden hedder den? Propperen?) og BANG. Rent Bridget Jones! Gul suppe på alle flader og op og ned ad søsteren, der er tæt på grådens rand af raseri.

Så. Ja. I går blev der serveret suppe med klumper i og Cea accepterede hovedsageligt fordi han troede det var røde kartoffler (hmm). Men en ny blender skal der til, og det var egentlig det jeg ville tippe jer om. Skousen har megabillige Kitchen Aid blendere på tilbud. Take a look her. 

Eventyr

Der var engang en pige, der arbejdede på et børnehjem. I nogle perioder var hun der rigtig meget og i andre perioder var hun der ikke så meget. Ofte var det om sommeren, når vejret var varmt, ferien lang og doven og kontoen i nul, at hun tog et par ekstra vagter. Nogle gange mange ekstra.

Pigen havde en del at se til, og mange ting at gå op i og havde faktisk også en drøm om, en dag at opnå den perfekte work-life-balance. Hvor arbejdsliv og fritidsliv gik op i en højere enhed, men på en måde, hvor hun til stadighed formåede at skille det ad. Hun drømte om evnen til at udnytte dagen fuldt ud, så ikke et eneste minut gik til spilde.

Endnu var det dog kun en drøm. Uanset hvor meget hun forsøgte at raffinere og perfektere balancen, måtte hun indse, at arbejdet til stadighed vejede for tungt og på en måde flød ind over og kvalte fritidslivet. Ja, det var næsten som om det eneste hendes tanker, energi og opmærksomhed drejede sig om var børnene på børnehjemmet. Og uanset hvor meget hun forsøgte at tænke på og fortælle om andet, så vendte tankerne altid tilbage til hvor de kom fra, som en flue der igen og igen sætter sig på ens varme lår, når man irriteret vifter den væk. Det var heldigvis værst om sommeren, så meget bange var hun ikke for, at balancen aldrig ville indfinde sig. Kun lidt nervøs.

Det eneste der virkelig plagede hende, var at hun havde en blog. En slags dagbog hvor hun fortalte alle dem, der gad høre om det, hvad hun gik og foretog sig. Og tænkte. Og følte. Og selvom hun tænkte sig så godt om, at hendes pande slog gnister, var det eneste der fyldte hende børnehjemsting og uanset hvor mange gange hun forsøgte at vifte dem væk, vendte de tilbage. Som fluen ja.

En dag tog hun tre af børnene med på en cykeltur ud i det blå. Hun bad dem finde en frø, hun kunne kysse – måske den kunne forvandle sig til den perfekte work-life-balance? Inden længe havde de kære små fanget en frø så klam og så slimet. Hun kiggede ned i den røde spand. Hun kiggede frøen lige i øjnene og den kiggede tilbage. Lige som hun spidsede munden til et kys fik hun kolde fødder og en kvælende kvalme og  i det hun satte frøen fri tænkte hun, at intet i verden – ikke engang den perfekte work-life-balance er det værd. Duer ikke – væk!

Godnat – og sov godt.

 

 


Ugen i tal.

7 = antal gange jeg er blevet skreget i hovedet (ikke bare almindeligt skrig – jeg snakker vanvittige primalskrig!)

15 = antal gange jeg er blevet vrisset af eller bedt om at holde kæft

8 = antal gange jeg er blevet sparket efter/på

2 = antal gange jeg er blevet banket i brystkassen af et hoved

1 = antal swimmingpools jeg har pustet op

1= antal gange jeg er blevet drivvåd (!)

0 = antal skiftetøj jeg havde med

over 100 = antal gange jeg har diskuteret/forhandlet/irettesat/skældt ud

6 = antal ting jeg har fået kylet efter mig

26 = antal putninger jeg har forestået

6244 = antal mælketænder jeg har børstet

14 = antal gange jeg er blevet hostet direkte i munden

1 = antal forkølelser jeg har pådraget mig

57 = antal gange jeg har sagt sætningen “hvis du vil XXX, SÅ er det inde på værelset”

40 = antal knus jeg har fået

15 = antal oprigtigt gode grin jeg har fået

32 = antal gange jeg har hørt mig selv sige sætningen:” Du skal liiige huske at rulle ud. OG vaske hænder” (hvor svært kan det være? Seriøst?)

27 = antal gange jeg har trøstet et barn der er blevet slået/bidt/sparket/drillet

53 = antal timer jeg har arbejdet siden mandag

1.5 = antal timer siden jeg er kommet hjem fra arbejde

8 = antal timer til jeg skal møde igen

Børnehjemsarbejder er sgu en motherfucker nogle gange. I morgen skal vi have omvendt dag, hvor børnene skal lege voksne og vi skal lege børn. Så er det payback time! 😉

 

 

Hverdagsglamour.

Jeg er nok mere forfængelig end gennemsnittet. Jeg vil til enhver tid foretrække at lægge mascara og neglelak frem for at gøre rent hvis jeg får gæster og ikke kan nå begge dele. Det er ikke nødvendigvis et træk, jeg er specialt stolt af, men det nok stadig forbundet med en hvis grad af tilfredshed, siden jeg ikke har kastet det bort for længst. I virkeligheden burde man måske ikke kære sig så meget om indpakningen, fokusere mere på “det indeni” and all that jazz, men når alt kommer til alt tror jeg på effekten af  skønt tøj, smuk make-up og ikke mindst smykker og andet glimtende gods.

Jeg føler mig overbevist om, at den slags kun på overfladen set er overfladisk. Jeg tror på, at man bliver et gladere menneske, når man gør noget (ikke alting) ud af sig selv. Jeg ser det at tage sig af sin krop, klæde sig i smukke ting og pynte sig som en art selvkærlighed og egenomsorg. Selv om Lôreals slogen “because I’m worth it” er en smule metaltræt efter alle disse år at være kommet ud mellem alverdens smukke kvinders læber, så er der noget om snakken. Jeg gider da kun købe kashmir fremfor viscose, fordi jeg synes min krop fortjener at blive rørt ved af noget fint, blødt og eksklusivt i stedet for noget svedfremkalende kradsværk.  Hvis jeg var ligeglad med mig selv og min krop, er jeg ikke sikker på, jeg prioriterede at kanalisere tid, penge og energi den vej.

Jeg har i mange år haft bogen “Burlesque, and the art of the teese” af Dita von Teese til at ligge på sofabordet. Ualmindelig smuk og sexet bog, som en hver kvinde burde eje. Indledningsvist skriver hun: 

“I advocate glamour. Every day. Every minute. Glamour. Sweatpants (at least spiritually) chafe me. If I am chilled, i nuzzle a fur stole. I pull seamed stockings over my gams. I may even wrap a cashmere robe around myself if I am staying at home on a winter night. Glamour above all things. This is what I say. “

og senere

“Minsky (ejeren af the National Winter Garden, det første rigtige burlesque teater) believed that glamour reached beyond the stage – that it was an attitude, a way of life. Minsky saw to it that his footlight favorites wore hats and gloves, stockings, garters, and heels of stage. That they carefully applied their makeup before going to the post office. that they took the time to sweep their hair into sky-high jelly rools if that’s what their audience loved. Glamour was a way if life”. 

All right, jeg tusser ikke rundt i fjerstola herhjemme og læbestift hører måske også mere weekenden til, men en dag med tømmermænd, hvor man føler sig ussel og mindreværdig bliver altså en trilliard gange mindre røvsyg hvis man hopper i en lang blød kjole, dasker lidt rouge i kinderne og dubber parfume på halsen.

At være forfængelig handler for mig, mere om at elske sig selv end om at imponere andre. Når det så er sagt, ville jeg give min højre hofte for at få lov at leve i en tid hvor man så sådan ud hver dag:

(billedet er naturligvis fra Borte med Blæsten).

Tomato – Tomato

Se lige hvad jeg endnu ikke har slået ihjel….

%d bloggers like this: