Stilhed før Storm

Hej. Velkommen. Kom endelig indenfor.

Bloggen skrev jeg på, på et tidspunkt i mit liv, hvor jeg kæmpede for at leve livet nu og her frem for  at læne mig tungt ind i voksenlivet. Et voksenliv, der på godt og ondt ville byde på eventyr, forandringer og storm. Eksistentiel storm, emotionel storm – alle de store valg og alle de store følelser. Alle de store sorger.

Tiden går. Ting udvikler sig. Jeg blev færdig som psykolog. Fik arbejde. Har mødt en ny virkelighed og er det seneste år væltet ind i voksenlivet med en fart jeg ikke havde begreb om fandtes. Mens nogle ting er blevet mere stabile, rolige og fasttømrede – noget jeg i har længtes efter og håbet på – har andre ting fyldt mig med sorg og uvished. Bum. Hej voksenliv. Du er som jeg havde forventet og så alligevel slet slet ikke.

Et gennemgående tema i mit liv de seneste år, har været at turde tro på noget, og ikke per definition være kritisk når jeg møder noget nyt. En naturlig bivirkning af at langt universitetsliv. Jeg arbejder undersøgende på, at turde tro på noget igen. På diskurser, på mantraer, på gud hved hvad (eller hvem?). På at noget er mere rigtigt end andet og at ikke alt er relativt. Noget jeg tror på og forsøger at leve mit liv efter, er en naturlig forlængelse af det sted jeg var i mit liv da bloggen levede: At stræbe efter at leve mit liv fuldt ud inden for de rammer livet nu engang byder mig.

Jeg skriver ikke længere på bloggen. Måske gør jeg det igen en dag. Derfor får den lov at stå.