Stilhed før Storm

Tag: Sjov

Tak til køleskabspoeterne

Vi har det brandvarmeste køleskab i blokken…eller rækken hedder det vel…De sidste par år har et par hundrede mere eller mindre beskidte ord med magnet på bagsiden udgjort udsmykningen herpå og de har gjort det muligt for mangt en køleskabspoet med en lummer slagsside, at udfolde sig. Mens ægget koger, mens vandet køler af, mens kæresten afrimer fryseren, mens fadet står i blød, mens computeren genstartes eller en rendering er igang – mens livet går sin gang, lånes der et ord eller to og smuk poesi opstår. Her er et udsnit af den nuværende ordkunst – gid der vil komme meget mere.

Vi starter med en modløs opfordring fra husets mandlige beboere:

Den næste lavede min skrivemakker Lise, mens vi producerede endnu en uni-opgave og jeg fornemmer klart at lidt krea-leg på mikroovnen løsnede op for den matte skriveblokering, der på dette tidspunkt ventede lige rundt om hjørnet.

Ja, det var så en af de dage, hvor jeg var knap så nede med mit ungdomsliv og så frem mod pensionisttilværelsen med længsel.

Hmmm gade vide om det ikke var lillesøsterens kæreste Thomas, der var manden bag denne lægeroman af et køleskabsdigt?

En lille udfording – “Er du jomfruhellig? Bid alligevel af smørchokoladen”. Okay, så;-)

Den sidste minder mig om en femdøgnsprognose i november.

Advertisements

Hundeøjneeksponering

I psykologien taler man om “undgåelsesadfærd”. Ja, det er ikke så kompliceret – det er ting man gør for at undgå ting man er bange for. Hvis jeg er bange for at køre i racerbil, fordi jeg er overbevist om at jeg dør, undgår jeg med alt hvad jeg har at komme i situationer, hvor jeg er nødsaget til at sætte mig i en racerbil. Så laver man på baggrund af den adfærd den slutning, at grunden til at jeg ikke døde var, at jeg ikke satte mig ind i racerbilen…..man får altså ikke afkræftet, at det at sætte sig ind i en racerbil ikke med 100 % sikkerhed equals død ved kølle. Eller dødskørsel. Der er måske kun 80% chance for, at du dør….okay, ikke jordens bedste eksempel, men you get the drift, min kloge læser.

Jeg undgår WSPA reklamer. Jeg er rædselsslagen for at jeg dør af instant dårlig karma, hvis jeg ser hele reklamen og ikke giver dem penge!

I morges smed jeg mig ned på køkkenbænken, da den kom, fordi fjernbetjeningen lå uden for rækkevidde. Min foretrukne undgåelsesadfærd er klart at slukke så snart jeg hører de første afgrundstriste Celine Dion agtige toner fra den ti timer lange reklame. I går kom jeg uforvarende gående forbi fjernsynet i køkkenet, da reklamen pludseligt startede og i irrationel panik gemte jeg mig under fjernsynet og holdt mig for ørene i – ja hvad der føltes som ti timer. Hjertebanken and all. Jeg kan slet ikke holde den reklame ud. Dansende bjørne og små hvalpe med voldsomt overdimensionerede hundeøjne (good job Sherlock – selvfølgelig har en hund hundeøjne…dah!). Mega guilt trip når manden med den dybe stemme (jeg har en mistanke om at det er gud) fortæller at ikke bare babybjørnen, men også dens MOR, som babybjørnen i øvrigt så blive slået ihjel, danser for rige sultaner i varme, onde lande. Good God.

“Så giv dem da nogle penge, så du kan slippe ud af din skyld”, blev der måske sagt.

Nej. Det gider jeg ikke faktisk. Jeg bliver ærlig talt lidt trodsig, når jeg ufrivilligt får proppet hele Noahs lidende ark ned i halsen på daglig basis. I stedet går jeg i dag igang med lidt egenterapi. Ti gange skal jeg se den her reklame i-sin-fulde-længde inden dagen er omme. Eksponering kalder vi det. Hardcore eksponering. Med hjertet i halsen kaster jeg mig ud i denne mission. Wish me luck.

_______________________________________________________________________________

UPDATE: Har nu set den tre gang og græder på det nærmeste af skyld over nærrigt at holde på mine halvtreds kroner. Skuler frygtsomt mod himlen, næsten sikker på, at det store karmahjul buldrende ruller min vej!

Meeeen.jeg.vil.ikke.gi’.mig! Lousy psykolog at være, hvis man ikke engang kan gennemføre en egen-eksponeringsøvelse.

Phew. Så 4. gang – here we go!

Som lovet: En hund!

Det er da sjovt!

Det var ikke “det” sjove jeg havde tænkt i skulle have, men det her er sjovere. Tak til maren og hendes nye fine facebook profil hvor hun deler den slags billeder, der får en til at knibe en tåre af grin. Den her hund får jo Mikael Flatley til at ligne en ubehjælpelig amatør.

You go dog! No you dance! Yes you do – you dance like your life depended on it.

 

Matas-soen og mig.

Groomede mennesker imponerer mig. Og de gør det mest af alt, fordi jeg uanset hvor længe jeg bruger på badeværelset aldrig bliver sådan! Sad forleden overfor en pige, der var som hevet ud af et matasblad – pæne negle, pæn hud, skinnende hår og selvom jeg ikke kunne se det, derfra hvor jeg sad, vil jeg væde med, at hun også havde barberede ben, bløde fødder og neglelak på tæerne. Hun var sådan en man (læs: jeg) havde lyst til at ae, fordi hun så så fin og pæn ud. Og jeg kender mange af den slags mennesker. Min barndomsveninde Sus dufter fantastisk 98% af den tid jeg er sammen med hende. Min kloge veninde Maria har altid pænt hår – ALTID. Og smukke Nishanti får med sine elegance og yndefulde bevægelser mig til at ligne en spastisk spritter på en racercykel. Ned ad bakke. På speed.

Jeg bliver aldrig wellgroomed. Jeg bliver aldrig for alvor ladylike. Jeg har vidst det i lang tid, men det gik for alvor op for mig i dag da jeg stod i næsten bar overkrop og hældte chokoladeis op til mig selv. Ja. For det er den slags forbehold jeg er nødt til at tage. Jeg havde en hvid trøje på og har af bitter erfaring lært at ctrl+Z kun virker på computeren og ikke på den lange stribe af chokoladesoftice der triller ned over hagen og ned i kavalergangen. Eller på tandpastasavlet der pludselig smutter ud og ned og all over – måske fordi jeg prøver at tage strømper på og tømme opvaskemaskine imens. Så altså. Når jeg laver/spiser/rydter-op-efter mad sker det enten i next-to-nothing eller i forskellige variationer over temaet vadsæk. Jeg er notorisk for at have pletter på mit tøj og jeg gad helt vildt godt det var anderledes.

Og det er jo ikke fordi jeg ikke kan tage neglelak på eller barbere ben. Det gør jeg jo alt det. Jeg har bare ikke t.å.l.m.o.d.i.g.h.e.d. til at sidde stille i de ti timer det tager for neglelakken at hærde. Jeg tror altid, at jeg da vist godt bare liiiige kan sætte håret for nu må det da nææææsten være tørt, hvilket altid ender med at mindst 3 ud af 10 fingernegle bør lakeres om. Hvilket de ikke bliver. Nix hvor jeg bare nægter at sidde og slave mere over det når det alligevel kikser. Og jeg ved simpelthen ikke om jeg bare ikke har stamina og viljestyrke nok til at ligne matas-pigen. Eller om jeg bare har for travlt. Eller hvad fanden det handler om. For uanset hvor længe jeg bruger på at ordne mit hår, så har det bare sit eget liv og det NÆGTER at rette ind. Remember? Og uanset hvor stor en pimpsten jeg bruger, så har jeg vadet rundt i for meget grus hjemme på gårdspladsen og gået for mange år til gymnastik til at mine fødder nogensinde bliver lambi-nutte-pusse-sandal-anal-bløde. Sorry Cea – hvis du har en uforløst fodfetish giver jeg dig hermed min velsignelse til at søge andre græsgange. Og uanset hvor mange produkter jeg tværer i skærmen eller hvor meget udrensende the jeg drikker, får jeg mindst en gang om måneden en trilliard bumser. Oven på mine rynker. Og uanset hvor mange timer jeg sveder til yoga for at opnå den helt rette body-mind-bevidsthed, vil jeg altid være pigen der går ind i dørkarmen. Eller falder af stepbænken.

Og uanset hvad, må jeg jo bare komme over og forene mig med det. Og krydse fingre for at de mennesker, der udover mig selv lider under mit ugroomede look, kan holde af mig på trods. Og så vil jeg i øvrigt messe for mig selv, hver gang jeg skærer hul i skinnebenet med skraberen eller brænder mit hår af i krøllejernet, at Matas-soen (det navn hun pga mit selvrealiseringsprojekt nu må lide under) garanteret er pissekedelig og formentlig har kønsvorter….

(billede fra ourvanity.com)

Kejserens nye nederdel…

Jeg har før indrømmet, at jeg er en kende usikker når det kommer til mode. Men hvor mange synes helt ærligt det her er smart? Altså sådan helt ærligt?

Det er endnu engang The Sartorialist der har skudt billedet og sat mig helt ud af spillet fashionwise….

%d bloggers like this: