Stilhed før Storm

Month: September, 2012

Hvad jeg tror, jeg ved om kærlighed # 1: Om afhængighed

Inspireret af recent events i familien, fik jeg lyst til at formulere på skrift nogle af de ting, jeg tror, jeg ved om kærlighed og parforhold. Min erfaringsbase består af mit 9 år gamle forhold til Cea og mit 6 år gamle forhold til psykologi. Alt kan modsiges og er til diskussion. Det her er blot min tro. Og det er heller ikke så lidt.

Det er et grundvilkår i kærligheden, at vi bevidst gør os afhængigt af et andet menneske. Vi kan godt skrue op og ned på afhængigheden. Vi kan lade være med at købe et hus sammen, få børn sammen, blive gift. Vi kan også lade være med at give os hen til den anden. Gemme følelser og tanker væk. Bibeholde en reservation overfor den anden og forholdet.

For mig at se, er det fint at være fornuftig på den materielle side. Det er da risikabelt at købe en lejlighed sammen, når man ikke kender den anden og sig selv særlig godt. Måske behøver man ikke tage stilling til ”det store spørgsmål” (læs: You and me forever and ever?), når man står i IKEA og skal købe en sofa sammen. Skru op for pragmatikken og ned for dramatikken. Beslut Jer for at den ene køber sofaen og så køber den anden bordet. Det betyder ikke, at I styrer lige lukt mod en separation. Det betyder bare, at man ikke skal tage stilling til ”det store spørgsmål” en lørdag i IKEA eller tre uger inde i et forhold. Én ting af gangen og hver ting til sin tid.

Når det så er sagt, så kan man ikke undlade at tage stilling til ”det store spørgsmål”. Jeg tror på, at man jævnlig skal tage stilling til det. Man skal ofte spørge sig selv, om jeg vil leve i et parforhold, som ser ud på den her måde eller om jeg 1) skal forsøge at lave om, på den måde vi er et par på eller 2) skal bryde forpligtigelsen og afslutte forholdet.

Mest af alt tror jeg på, at man ikke skal gøre det halvt. Man er nødt til, at træffe en beslutning og forholde sig til spørgsmålet om, om jeg vil det her forhold eller ej. Vil jeg elske ham? Vil jeg elske ham, selvom jeg også nogle gange hader ham? Vil jeg være tålmodig? Vil jeg kæmpe for det? Vil jeg indvie ham i mine tanker og problemer? Vil jeg give ham en chance, for at være noget for mig? Vil jeg give mig hen til ham med hele min sjæl, velvidende  at jeg risikerer at blive såret og smertet, hvis han ikke gør det samme. Når vi er så ambivalente omkring afhængigheden til den anden, tror jeg det skyldes, at vi på den ene side higer efter at være to sammen og på den side frygter det, at gøre os sårbare. At lægge en del af vores liv over i hænderne på den anden – en anden, som vi aldrig kender helt, men hvor tillid må bære én det sidste stykke og give én mod til at turde overskride usikkerheden på den anden. En jeg kender, sagde engang, at  man altid skal være parat til at få et knust hjerte. Du skal altid være parat til at få et knust hjerte. Det er noget af de klogeste, jeg har hørt og noget jeg oprigtigt tror på. Vi må kaste os ind i forholdet og tage den risiko, at vi blive kede af det, sårede og smertede. Hvis vi ikke gør det – hvis vi står med en fod i døren, klar til at løbe, hvis det bliver svært – forpasser vi også chancen for, at forholdet giver os det, vi håber det gør: varme, kærlighed, tryghed, nærhed, respekt, latter og alt mulig andet, som er umuligt at indfange på skrift.

I know, you’re scared, that I’ll soon be over it. That’s part of it all. Part of the beauty of falling in love with you, is the fear, you won’t fall. (Joushua Radin)

Det er omkvædet i en af mine yndlingssange, og jeg synes den indfanger så fint det vilkår – det vidunderlige og svære vilkår – at det, der gør det romantiske parforhold til noget helt særligt, er det faktum, at vi aldrig med sikkerhed kan vide, hvor vi har den anden part, hvilket fordrer nødvendigheden af, at vi lader tilliden og troen på den anden bære det resten af vejen. Det er pissesvært og pissesmukt.

 

 

Advertisements

Kærlighed til en klassiker

Det gode ved at læse en litterær klassiker er muligheden for, at sproglige klicheer ikke er klicheer, men ord sat sammen på den særlige måde for første gang. 

 

August….èn, to tre, psykolog…

Sikke en måned. August, for satan, du har været lang og skøn!

D. 1. blev et to styks speciale byttet for to kinderæg på psykologis studieadministration. Umiddelbart et fladt byt, men at dømme ud fra fornemmelsen i maven, var det fænomenalt fantastisk at mærke den kroniske mavesyre og stress give efter for billig asti og lettede glade bobler.

Senere d.1. sad jeg i en flyver til Portugal. Overtræt og lettet. 12 dage badet i sol, klorvand, hvidvin, solcreme, snak og bogstaver. Min krop fik sit eget liv, og jeg lod den bestemme, at den måtte gøre, hvad den ville. Den ville sove. Og læse en krimi. Senere fik hovedet lov at bestemme lidt igen og jeg læste “We need to talk about Kevin”, som på alle måder var helt utrolig uhyggelig og genial. Også bedre end filmen, som jeg på alle måder fortrød, at jeg havde set først.

d. 12 var jeg tilbage i rækkehuset i Aarhus. Havde efterladt det sønderbombet i bøger, artikler, papirer, kaffekrus og beskidt sengetøj. Var grædefærdig på den berørte måde over at der var rydtet op og gjort rent, da vi kom ind ad døren. I køleskabet lå to sandwich. Og tyve minutter efter kom min lillebror ind ad døren. Min fantastiske lillebror, der havde bragt orden i kaos og gjort gerningsstedet beboeligt igen. Tak tak tak!

d. 25 havde jeg sidste vagt på arbejdet. Formentlig. Fik sagt farvel til familierne og børnene på stedet. Vemodigt og okay. Kunne ikke få mig selv til at aflevere nøglerne til afdelingen med det samme. Tror stadig jeg er i en form for fornægtelse over, at alle de ting jeg de sidste mange år har fyldt min tid ud med skal skiftes ud. Med noget jeg endnu ikke ander hvad er.

d. 28 fik vi specialet tilbage. Og det gik pishamrende godt. Jeg græd lidt af lettelse og havde i øvrigt en dag, som jeg ikke glemmer forløbelig. Min familie og Lines familie og en masse mad og glade mennesker, inklusiv vores vejleder som var tydeligt stolt.

d. 29 meldte jeg mig ledig på jobnet. Var i stor-grå-sweater-humør og så for første gang i flere måneder dårligt tv på sofaen. Kanal Østjylland, Kim Skotte, noget med film. Og noget om Kleopatra som jeg faldt i søvn til. Det gør jeg altid, når jeg ser programmer om hende. Hun må kede mig, hvilket er mærkeligt, for det synes jeg ikke hun gør.

Så nu er jeg psykolog. En ledig én af slagsen. Mærker i små bidder at jeg skal igang med et nyt liv, men tanken gør mig lidt svimmel og jeg bliver hurtig mæt. Gad vide hvornår det går rigtigt op for mig? Snart? Det ville nok være smart.

Jeg er tilbage på bloggen, tror jeg. Dejligt at se Jer igen!

%d bloggers like this: