Stilhed før Storm

Month: February, 2012

Eksistentiel blogkrise part 2.

Ny uge, ny energi  – ja tænk hvis det rent faktisk var sådan. Lider af unavngivet syndrom, hvor tiden i mit hoved skiller mellem søndag og mandag. Spørger du mig derfor om jeg kan arbejde/lege/etc. mandag er der gode chancer for at jeg siger ja, uagtet at alle dage op til er pakket så tæt som hipsterbørn til en kaospilotfest. Dagen i dag startede derfor kl. 6.30 og jeg forventer ikke at træde ind over dørtærsklen til rækkehuset før klokken har passeret 21. Et program der til forveksling ligner det, jeg havde i kalenderen både torsdag, fredag, lørdag og søndag. Men pyt. Det er jo en ny uge (smiley med meget krumme øjenbryn).

Nå videre med snakken. Tør dine øjne og få en ny kalender, AK – så skulle den ged vist være barberet så vi kan komme videre til de rigtige mennesker med de rigtige problemer.

Der var måske andre end mig, der noterede sig bloggens (min) lille  eksistentielle krise i fredags – Cea var i hvert fald så rar at påpege, at jeg formentlig havde hevet alt troværdighed ud af projektet – I sure (as hell) hope not!?. Snefnugget opfordrede til små skridt og en “nærmest ærlig” tilgang og den rammer han jo nok ikke helt ved siden af med. Jeg har selv funderet lidt videre over hvori krisen består og jeg tror jeg har fundet frem til at – and here goes – det bunder i en ærgerlighed over eksempelvis ikke at kunne lave lange lister over mænd jeg har datet, skrottet, disset, elsket, hadet og savnet, sådan som Amarorama fx gør det (for det er fanme god læsning) – eller det kunne jeg for så vidt godt, men måske ikke uden at de kære mænd kunne identificeres, med uoverskuelige konsekvenser til følge…

I bund og grund handler det ikke så meget om udleveringen af mig, men mere om udleveringen af andre. Mig må i for så vidt godt høre det hele om, men fordi der som regel er et andet ægte menneske involveret i mange af de ting, jeg går og roder med, involverer en selvudlevering også en udlevering af en anden. Og det er jo ingen sag, når udleveringerne overvejende er positive, men det bliver jo lidt let til bens og skævt, hvis man kun tegner med de varme farvekridt i kassen.

Jeg kan selv vælge hvad jeg skriver om herinde. Jeg er herre over, hvad jeg skriver om mig selv og også over, hvad jeg skriver om andre. Det er en magt jeg er lidt ambivalent omkring og andre-udleveringen (lyder sgu nærmest Tønnesvang’sk) er som regel den der kommer i dagbogen frem for på bloggen.

Er dog ved at udtænke et par loopholes, så jeg kan tage et par skridt nærmere komplet selvudleverende ekshibitionistisk ærlighed. Fx er der er nogle kloge psykologer, der mener, at det vi mener/tænker/føler om andre, ofte er projektioner af vores eget crap. Hvis jeg synes X taler for meget om sig selv, er det muligvis fordi jeg a) ville ønske jeg selv var lidt bedre til at turde tage fokus (hvem var det, der nævnte min blog med 170 indlæg om mig?) eller b) at jeg selv skulle lukke røven lidt mere og tale lidt mindre. På den måde ligger der i udleveringen af en anden også en udlevering af én selv. Det vil sige – hvis vi lige skal vikle os ud af kompleksiteten igen – at det hele i virkeligheden handler om mig selv. Hokus pokus – mig i fokus – igen.

Og nu lover jeg, at jeg snart skrider ud af meta-modus og ned hvor det er hyggeligt igen. Tror det er en akademisk arbejdsskade….det er også derfor vi ikke skal arbejde i Netto…..vi egner os ikke til den virkelige verden.

 

 

Advertisements

(Besv)ærlighed…

I haven’t been honest with you guys.

Altså. Jeg har ikke direkte løjet eller noget, men hele sandheden har jeg også forskånet jer for. En del af det at skrive noget her, som folk skal bruge tid på at læse, er også at man giver en bid af sig selv. Nogle gange er de bidder mere ærlige end andre. Mere selvudleverende end andre. Nogle kræver gevaldige gran af salt og andre er måske mere…mig. Nogle gange ærgrer det mig, at jeg ikke har lavet en anonym blog, for det ville i virkeligheden gøre det meget lettere at skrive noget om virkeligheden. Ofte har jeg lyst til at dele noget med Jer, men fordi I – i hvert fald nogle af Jer – kender mig i analog form, ryger det i dagbogen i stedet. Eller kommer ud i mere intime fora over en øl eller et stykke kage. Og det er ikke fordi jeg er bange for, hvad i tænker om mig eller fordi jeg er bange for at dele det med Jer, og det hænder da også at jeg sætter mig til tasterne og krænger mit usaltede hjerte ud. Og så er det alligevel lidt for privat.

Og det er pisse ærgerligt. For det ville uden tvivl gøre stedet her, til mere end bare censurerede tanker og følelser på en massiv bund af selvironi, og mit gæt er, at det også ville være mere væsentligt. Og mere spændende. For både Jer og mig.

Dem herinde der kender mig siger, at de ikke er i tvivl om, at det er mig der er i den anden ende af ordene. Og det er det også. Og jeg er også mere end det. Jeg håber I kan fornemme det – trods alt – og hvis det ikke var så kompliceret at være hudløs på nettet, ville jeg måske også gøre det lidt mere.

Det her er måske en start. Nu ved i det i hvert fald – hvis I ikke vidste det i forvejen.

God weekend. Gid den må blive god for jer allesamen. (K)ærlige hilsner herfra…

Så afleverede vi lige den bazooka ved kasse et…

Altså jeg er jo som sagt ikke reklamemand  (jeg ser bare modvilligt en hel del). Alligevel må jeg bare – endnu engang – spørge ind til logikken i, at en reklame der involverer fødevarer også partout indeholder en form for eksplosion af fødevarer. Ja, hvis vi da ikke lige fruitninja’er det til atomer.

Tut mir lige leid, men er det ikke helt vild dårlig reklamestrategi Føtex, at destruere en tomat, bare fordi den ikke strutter helt så perverst rødt og brillierer helt så meget med sine flawlessness som de andre tomater i bakken? Det er muligt at Føtex gør mere for dig (de giver dig fx lidt mere lyst til at flå dine ører af, hver gang de sender en reklame), men hvis du er en tomat med en skøndhedsplet, så er du “for grim til Føtex” og så bliver du detoneret. Sorry.

Skide sympatisk reklamestrategi altså.

 

Og så er der den, med det mega lækre kaloriebombekagebord. Jeg skal da ellers lige love for, at de får straffet de desserter! Det gør jo ondt at se på. Det er muligt at man skal prøve at styre uden om buffetten dér, hvis man sniger sig op på den anden side af 100 KG, men kan vi ikke godt blive enige om, at vi bare lader det stå til os andre? Eller til nogle sultne børn i et land der starter med A og slutter på frika? eller fghanistan? Og det ser jo ikke engang fedt ud når man sprænger en schwartswalderkirchtorte eller syv frannere i luften, optager det med et highspeedkamera og timestretcher det – det ligner bare bræk! Ja…faktisk ligner det formentlig den kalorielette drik de prøver at skubbe ned i halsen på dig i stedet for. Så kan det også være du bliver pæn nok, til at må komme ind i Føtex uden at få håndgranater kylet i nakken….winwin!

 

Sidst jeg tjekkede var der en del snak om madspild. Kan for mit indre blik se Bubber, der pisker rundt nede i bunden af en container med pandelygte og fem dåser bulet konserves under armen – euforisk og forarget over, hvor meget mad der bliver smidt ud. Er det kun i min omgangskreds den forargelse stadig eksisterer og er det kun mig, der kender en “skralder” eller to? Og var der ikke også noget med, at vi skulle passe på miljøet, eller er vi allerede blevet lidt trætte af at gøre det igen?  Og hvordan var det med den der finanskrise – var der ikke noget med noget om, at vi skulle spare lidt på gysserne og måske ikke springe det ene kornlager efter det andet væk?

Kom nu ind i kampen altså – hvis i vil mase de reklamer i skærmen på os hver tyvende minut, så lav nu noget, der rent faktisk giver mening. Og find nu på noget nyt i stedet for den (fuckingfucking) sang og de bomber. Honestly!

Så vidt jeg er orienteret…

…bliver det i blogland betragtet som temmelig dårlig stil, at forlade bloggen og dens kære læsere, uden varsel. Sorry ’bout that! Til gengæld kan jeg diske op med en ok plausibel og god grund: Ferie. Med hele familien. En generøs gave fra min elskede mormor og morfar til hele familien – 15 børn, børnebørn og sviger-det-ene-og-det-andet. På trods af en meget strengt sat max-5-kilos-grænse på håndbagagen, havde jeg slæbt mac’en med til Lanzerote (og derved brugt 2/3 af tilladte vægt) i håb om at kunne blogge undervejs, men wireless rimede desværre ikke på gold vulkanø og familiehotel (“I’m sorry miss, the internet is 20€ for a week, and it is very slow, and it only works in the reception area and can only be used on 1 computer – so you still want?”), så det blev der ikke noget af.  

Jeg  vil ikke kede Jer med flere dårlige undskyldninger, men kaste et lille kukkuk ud til Jer og høre om i stadig er der? Og om der er sket noget spændende herhjemme den sidste uges tid? Ud over det med Whitney….

Og hvis du sad og tænkte på, om jeg havde haft en god tur, så er svaret: Ja-ha, you bet!  På trods af et absolut-ikke-planlagt uheld involverende min kære mormor, en trappe, en koloenorm blodsprængning og et par nætter på spansk hospital, så var det en fantastisk ferie. Og selvom jeg nok dybest set er en slags ude-godt-hjemmne-bedst-kind-of-gal, så bliver de næste par dage tilbage i Århus nok lidt postferie-bluesblå i kanten.

Men altså. Hejhej derude – og god weekend:-)

Hokus pokus, danskerne i fokus!

Hvis der er noget vi mennesker elsker, så er det, når tingene handler om os. Det må ligge i vores gener, at opmærksomhed vendt vores vej, er lig med øget chance for overlevelse. Det betyder at man er væsentlig. At nogen kærer sig om ens eksistens. At man er noget værd. Når noget er noget værd, har vi interesse i at bibeholde dets plads i verden…. som regel da i hvert fald.

Hvis der er noget vi danskere elsker, så er det at høre andre ikke-danskeres beskrivelse af os. Som et folkefærd med en kronisk ironisk tilgang til livet og os selv (tak til Majken for lån af ord), kan vi oven i købet godt tåle, at beskrivelsen ikke altid er flatterende. Altså flatterende som fx den artikel jeg engang læste, der beskrev os som “Nordens latinoer”. Øøøh. All right, if you insist, chica!

Jeg faldt over Emily Harents blogindlæg, om hvordan man pisser en dansker af. Sjov og præcis skildring af hvordan danskere kan være. Om vores insisteren på stram urban lovgivning på cykelstien skriver hun eksempelvis: “Fail to signal and you will trigger a chain reaction of last-minute breaking and a string of surprisingly violent hisses from passing bikers. They work 37-hour weeks for free healthcare and childcare. Minimum wage is over $20 and the government pays for their college education. Your failure to signal is probably the worst thing that’s happened to them in years“.

Hun har en pointe – vi har det så godt, så der skal paradoksalt nok ikke meget til at pisse os af.  Man kan måske i den forbindelse overveje, om ikke vi skulle bløde lidt op….Altså man kan blive lidt flov på sit lands vegne, når en formentlig sød engelsk studine er bange for at bestille en kop kaffe på dansk af frygt for at blive gjort til grin eller smile sødt til vores børn i bussen, med forvirrede og mistænksomme blikke til følge. Forhåbentlig er vi ikke helt så tilknappede og reserverede som hun har oplevet os (gulp!), og i så fald synes jeg da vi har lidt arbejde at lave med den danske folkesjæl.

Men hun har fat i noget, har hun. Om os danskere. I hendes indlæg “lessons gleaned from a Danish window” beskriver hun sjældent fint, hvordan vi mere eller mindre bevidst suges mod solens sjældne kig frem, fra dens reserverede og tilknappede vinterhi bag nedbørstunge skyer (ja, selv solen retter ind, når den kommer op på vores breddegrader!).

Et uddrag (det er lidt langt, men gør dig selv den tjeneste at læs det alligevel):

The Danish sun is a flagrant tease, even at the height of summer. But in the dead of winter, when it rises at eight and begins its descent before four, concealed by cloud cover the entire day, a ray of sunlight is a moment of fascination equal to the pleasure reaped after building a masterful pillow-fort at the age of 7. The oppressive darkness is so normalized that no one notices what they’re missing until a glimmer of natural brightness sneaks through. I’ve seen grown men in three piece suits kick their legs out on their bikes like a 1950’s soda commercial. I’ve seen bundled children holding their mother’s hand stop cold on crowded sidewalks to declare, “Solen skinner, mor.”

During the week, I sat in the center of the city in a dimly lit conference room. If a momentary ray snuck past the clouds, I could watch from the back row as a room full of heads leaned subconsciously toward the sunshine-flooded window like human plants seeking nourishment. Our professor often came across the room to stand in the patch of sunlight that fell across the floor, not missing a beat of her lecture. The businessman sitting at his computer in the office across the street would stand in front of his window. He gazed upward, perplexed but grateful. And if you were lucky enough to be out on the street at this miraculous moment, the squares would be suddenly overcrowded with a population of mysteriously numerous Danes, motionless with faces tilted skyward, as if the mothership were descending over the city.

This particular morning on the windowsill, I had my eye on a Dane—a woman who had been headed somewhere, dressed well, riding her bike up Sønder Boulevard with a plan. But as the elusive rays shone through the clouds, she kicked her leg over the seat, her feet hit the pavement, and she slowed her pace to walk her bike in a spontaneous mid-morning love affair with the sunshine. The sun was behind me, and shone intensely against the face of the adjacent buildings. She crossed the street, her pace slowing to a standstill as she crossed over into the light. Leaning her bike against a nearby tree, she turned her back to the red brick wall of the building and, leaning on it for support, stood motionless with her eyes closed.

She fidgeted from time to time, adjusting her scarf, her glasses, shifting her hands from her pockets to her sides. But her feet were planted for ten minutes under another Dane’s red brick windowsill, the owner of which was probably worshiping the same sun somewhere else in the city”.

Læs resten af det rørende fine indlæg her.

%d bloggers like this: