Stilhed før Storm

Tag: selvstrafferi

Hundeøjneeksponering

I psykologien taler man om “undgåelsesadfærd”. Ja, det er ikke så kompliceret – det er ting man gør for at undgå ting man er bange for. Hvis jeg er bange for at køre i racerbil, fordi jeg er overbevist om at jeg dør, undgår jeg med alt hvad jeg har at komme i situationer, hvor jeg er nødsaget til at sætte mig i en racerbil. Så laver man på baggrund af den adfærd den slutning, at grunden til at jeg ikke døde var, at jeg ikke satte mig ind i racerbilen…..man får altså ikke afkræftet, at det at sætte sig ind i en racerbil ikke med 100 % sikkerhed equals død ved kølle. Eller dødskørsel. Der er måske kun 80% chance for, at du dør….okay, ikke jordens bedste eksempel, men you get the drift, min kloge læser.

Jeg undgår WSPA reklamer. Jeg er rædselsslagen for at jeg dør af instant dårlig karma, hvis jeg ser hele reklamen og ikke giver dem penge!

I morges smed jeg mig ned på køkkenbænken, da den kom, fordi fjernbetjeningen lå uden for rækkevidde. Min foretrukne undgåelsesadfærd er klart at slukke så snart jeg hører de første afgrundstriste Celine Dion agtige toner fra den ti timer lange reklame. I går kom jeg uforvarende gående forbi fjernsynet i køkkenet, da reklamen pludseligt startede og i irrationel panik gemte jeg mig under fjernsynet og holdt mig for ørene i – ja hvad der føltes som ti timer. Hjertebanken and all. Jeg kan slet ikke holde den reklame ud. Dansende bjørne og små hvalpe med voldsomt overdimensionerede hundeøjne (good job Sherlock – selvfølgelig har en hund hundeøjne…dah!). Mega guilt trip når manden med den dybe stemme (jeg har en mistanke om at det er gud) fortæller at ikke bare babybjørnen, men også dens MOR, som babybjørnen i øvrigt så blive slået ihjel, danser for rige sultaner i varme, onde lande. Good God.

“Så giv dem da nogle penge, så du kan slippe ud af din skyld”, blev der måske sagt.

Nej. Det gider jeg ikke faktisk. Jeg bliver ærlig talt lidt trodsig, når jeg ufrivilligt får proppet hele Noahs lidende ark ned i halsen på daglig basis. I stedet går jeg i dag igang med lidt egenterapi. Ti gange skal jeg se den her reklame i-sin-fulde-længde inden dagen er omme. Eksponering kalder vi det. Hardcore eksponering. Med hjertet i halsen kaster jeg mig ud i denne mission. Wish me luck.

_______________________________________________________________________________

UPDATE: Har nu set den tre gang og græder på det nærmeste af skyld over nærrigt at holde på mine halvtreds kroner. Skuler frygtsomt mod himlen, næsten sikker på, at det store karmahjul buldrende ruller min vej!

Meeeen.jeg.vil.ikke.gi’.mig! Lousy psykolog at være, hvis man ikke engang kan gennemføre en egen-eksponeringsøvelse.

Phew. Så 4. gang – here we go!

Advertisements

Farvel Ferie

Åh ja. Efter en lang weekend med fest og farver blev det igen mandag. Og det er ikke hvilket som helst mandag. Det er mandagen der sætter den uge igang, hvor jeg efter tre måneder starter i skole igen. Det er helt surrealistisk for shit hvor det føles som om jeg har haft sommerferie i et år. Og samtidig som om, at der er noget uforløst mellem mig og den 1. juni. Noget med at jeg blev lovet (af gud ved hvem) en sommer med varme og sol, hvor jeg kunne ligge på terassen. Og noget med at jeg havde lovet mig selv, at jeg skulle læse den og den og den bog. Og noget med at jeg skulle have arbejdet så meget og tjent så mange penge, at jeg kunne gå efteråret i møde gældfrit. Og noget med at blive gravid så jeg lige kunne nå at få et barn inden studietiden var slut. Det nåede jeg ikke. Til gengæld nåede jeg en hel masse andet.

Jeg nåede at komme til New York med Cea og opleve at være helt spritnyforelsket i ham. Jeg nåede at arbejde så meget at jeg endte med at blive rigtig glad for det nye job. Jeg nåede at købe et mågestel jeg dårlig nok vidste jeg ønskede mig, før verdens bedste tilbud bankede på. Jeg nåede at holde mange dejlige fester og hoste mange dejlige middage. Jeg nåede at komme på ferie med mine forældre og min lillebror og nyde at være sammen med dem mange dage i streg. Jeg nåede at høre en masse fed musik. Jeg nåede at bade. Jeg nåede at lave en masse mad. Jeg nåede at se mine bedsteforældre. Jeg nåede at læse den og den og den bog. Jeg nåede at blive mørkhåret og lyshåret igen. Og jeg nåede at gå i babypanik over at alle andre skulle have børn og jeg ikke skulle endnu og vende tilbage til en tilstand af afslapning med det. Og jeg nåede faktisk at glæde mig til at komme igang med at læse igen.

Men når den så er her – dagen hvor læsebyrden ligeså stille ligger sig ned over skuldrene igen, kan jeg pludselig mærke panikken brede sig over at min sidste lange sommerferie på uni er slut. Over alt det jeg ikke nåede. Over alle de jordomrejser jeg burde have sparet op til og taget på mens tid var. Og jeg ved jo godt det er noget pjat for jeg har faktisk haft det utrolig dejligt og gjort hvad jeg havde lyst til. På dagen. Og så kan det vel ikke nytte noget, at jeg nu sidder og shamer mig selv over alt det jeg også kunne have gjort. Åh du senmoderne lortesamfund med alle dine muligheder…:-)

Nu vil jeg sætte denne her på og danse rundt i køkkenet mens jeg vinker farvel til sommeren 2011.

Om selvbevidsthed

Jeg har været til festival i weekenden – sådan er rigtig voksenfestival for alle os, der godt gider stemningen, musikken og øllen, men ikke så godt gider de våde soveposer, tredjedagstømmermændene og den dårlige hud. North Side Festival er navnet, Århus er stedet (læs: tæt på min seng) og tidsrammen på to dage er nogenlunde min topgrænse for hvor meget festival og ballade jeg gider. Perfecto!

Der var meget god musik, men også meget musik, som jeg måske har hørt på P3 nogle gange og så ligesom ikke er kommet videre med. Så til mange af koncerterne stod jeg egentlig bare og lyttede stilfærdigt, hvilket er en tilstand, der giver plads til en hel del selvbevidste refleksioner. Jeg ved ærlig talt aldrig, hvor jeg skal gøre af mig selv til sådan nogle arrangementer. Jeg er ikke så fri en type, at jeg bare giver mig hen til musikken og all that jazz. Med mindre det er noget musik jeg virkelig elsker, så kommer jeg sgu meget nemt til at stå og tænke lidt vel meget over, hvordan jeg tager mig ud.

Det lægger sig lidt op ad snakken omkring mit når-jeg-møder-en-kendt-pose. Jeg vil gerne se ud som om, jeg aldrig laver andet end at stå til koncerter og høre tjekkede bands på den der indie-agtige-laid-back-facon. Not really the case, må jeg jo inddrømme. Mine arme er særligt i vejen. Benene er jeg ved at have fod på (som man siger…). Enten laver jeg den klassiske jeg-er-født-med-så-meget-rytme-i-kroppen-at-jeg-slet-ikke-KAN-stå-stille hoppen med foden, eller også står jeg bare i en halvstor bredstående og ligner en, der ikke kan væltes. Men armene  – altså argh hvor er de i vejen. Har næsten lyst til de bare ikke var der når jeg skulle til koncert. At jeg lige kunne skrue dem af, og ligge dem på tæppet, mens musikken spiller. Har prøvet lidt forskelligt af i tidens løb:

–> En øl i hånden er altid godt. Bortset fra når man skal klappe that is. Dem der kan pifte har det ligesom lidt nemt her. Jeg er jo ikke totalt uimponeret, så vil gerne huje lidt med, når et nummer er slut. Men fordi jeg ikke kan pifte er min eneste huje-mulighed hyl og klap. Og jeg skal da ikke være for fin til at pippe afsted med et lille hyl ind imellem, når jeg er virkelig godt kørende, men som regel bliver klappet det mest passende, og der er øllen bare i vejen. Så prøver jeg nogle gange at holde fadølskruset med tænderne, mens jeg klapper med hænderne. Smart bortset fra al øllen, der ligesom plasker lystigt mod tænderne og overansigtet.

–> Alle mulige versioner af hænder-placeret-på-egen-krop har jeg også været igennem. Hænderne i siden er behagelig nok, men får mig til at ligne at bestemt matrone. I kombination med førnævnte bredstående, ligner jeg supermand. Ikke lige hvad jeg gik efter. Hænderne over brystet er lidt vredladent. Hænderne foldet er let helligt. Hænderne i bevægelse (fx i knips) er lidt for lystigt og ligesom ikke helt cool nok. Til en hiphop koncert er det fedt nok med én hånd bouncende over hovedet, men ellers skal hænderne blive under næsehøjde. Ikke noget med begge hænder over hovedet heller – så bliver det lidt for nyreligiøst for min smag.

–> Så er der jo muligheden for at tage andre mennesker i brug. Måske en af de bedre muligheder for mig faktisk. Har dog i mange år haft en indædt modstand mod “the lovetrain” hvor manden står bag kvinden og de sammen vugger hofterne fra side til side i takt til musikken (så vug dog frem og tilbage i stedet og få noget ud af det!). Modstanden opstod nok i mine singledage, men selvom jeg har haft den dejligste kæreste i mange år nu, så får i mig ikke til at lave the lovetrain. Kan dog godt lide at have en arm om skulderen på en eller anden (helst en jeg kender…). Eller bare stå og snakke lidt. Så slapper jeg også lidt mere af med det.

Gad faktisk godt, jeg kunne slappe mere af med det. Det får man for at læse psykologi: Et styks overopmærksomhed på eget og andres kropssprog. Så gerne. Måske noget egenterapi skulle løsne lidt op for de neuroser….Gode råd til andre koncertposes modtages også gerne her. Jeg kvitterer med en flaske gammel dansk!

Killing my darlings!

Den sidst måneds opgaveskrivning har været det tætteste, jeg har været på at have et fast arbejde. I gang kl 8 og sådan cirkus færdig kl 16. Og så nogle gange fri om aftenen. Heldigvis har det ikke lammet mig totalt, som jeg faktisk havde en temmelig realistisk forestilling om, at sådan noget i-rammer-fastlagt-arbejde ville gøre det. Måske er det håb.

Min seje skrivemakker Lise og jeg har produceret 47 siders tekst om danske unges risikotagning i forbindelse med deres rekreative rusmiddelbrug. Sådan. Det lyder rigtig flot, ikke? Det er det egentlig også – vi synes selv det er noget en kraftpræstation, at vi har strikket så meget sammen på så relativt kort tid. Det der bare ikke er så flot, er at vi har ti lange sider for meget….

Jeg.hader.at.slette.

Jeg grrrr-hader virkelig at slette ting, som jeg én gang har siddet og svedt over at få ned på papir. Mage til meningsløst slavearbejde, at sidde og skrive sin opgave dårligere, for lige at spare et par (eller 24.000) tegn hist og her. Særligt når de fleste professorer på psykologi ikke kan skrive en bog på under 300 sider. Rollemodeller? Not really. Nå. Såså AK, ingen grund til al den galde. Men det er altså det, jeg bruger tiden på lige nu. Wordcount. Wordcunt! Måske får i bare lov at få alle de ting, jeg må skære fra, fordi jeg ikke nænner at mine genistreger ikke skal se dagens lys. Shit, for et kedeligt blogindlæg det ville være….det må jeg nok heller forskåne jeg for after all.

Jeg glider tilbage til arbejdet, og skyder mig i tankerne 48 timer frem i tiden, hvor opgaven forhåbentlig ligger i 3 eksemplarer af små 36 sider på psykologis studiekontor, og jeg sover sover sover sover.

Public service announcement.

Der har været lidt snak om om komplimenter, pift og den slags på det sidste, og hvis der er noget jeg er virkelig elendig til, så er det vist det.

Mens jeg kan leve på en velplaceret kompliment i flere uger, så er jeg bare helt til rotterne elendig til at modtage dem. Jeg ved det godt, og prøver virkelig at være mere cool omkring det, men som oftest ender det med at blive en forfærdentlig pinlig affære for begge parter.

It could go like this:

Sød person:”Wauw, sikke en nice trøje du har på”

Mig (på indersiden rødmende, glad og noget angst):” Øh tak skal du have. Det var sødt sagt. Men den lugter lidt grimt efterhånden og strammer så hårdt om mine fede arme fordi der er sådan en elastisk på hernede jah, såååå” (pinlig tavshed).

Så er verden ligesom i balance igen….

It could also go like this:

En anden sød person: ” Jeg synes virkelig du gør et godt stykke arbejde her”

Mig (på indersiden rødmende, glad og noget angst):” Øh, mjo, det ved jeg nu ikke. Det manglede da også bare. Altså jeg gjorde også et virkelig lousy stykke arbejde sidste måned og-øøh så jah…” (pinlig tavshed)

eller:

En tredje sød person:” Du er virkelig sjov AK, hahah”

Mig (på indersiden rødmende, glad, noget angst og synes faktisk også selv jeg var ret sjov lige dér): ” Haha (nervøst latter), jaja, men ikke så sjov som dig. Eller den stol derovre. Haha, se lige hvor.sjov.den.er….eller” (pinlig tavshed).

Så kære søde mennesker. Nu ved i det. Jeg elsker jer for at sige pæne ting til mig, og i behøver endelig ikke stoppe, men please tilgiv mig mine fuldstændig åndsbollede forsøg på at modtage dem. Faktisk må i gerne bare vende jer om og gå lige når i har sagt noget pænt til mig, for så kan jeg rigtig stå og sole mig og nyde det i stilhed, mens mit angstniveau langsomt daler…

%d bloggers like this: