Bare lige som en en opfølger på dette, vil jeg informere om, at jeg under weekendens tur til København så både Yrsa (eller Barbara et-eller-andet-som-spillede-yrsa), gik på Yrsavej ude på Frederiksberg OG (drum roll!) hilste (næsten) på Krummes mor (eller Karen Lise Mynster, som hun vist hedder).
Selvom jeg havde lyst til at falde dem begge om halsen i kåd barndomsnostalgi-rus, så holdt jeg mig naturligvis tilbage og så cool ud på den der det-kan-da-godt-være-du-er-kendt-men-jeg-aner-ikke-hvem-du-er-agtige-facon. Får den som regel kun øvet, når jeg er i storstaden – de eneste kendte der er i Århus er Steffen Brandt og Thomas Helmig og de er efterhånden lidt kedelige. Gider næsten ikke engang iføre mig førnævnte cool attitude, når jeg passerer dem på gaden. Jeg glor på uhæmmet.
God tirsdag til folket – især til min seje lillebror, der lige har hevet en blæret karakter hjem i historie og skal sove velfortjent lur resten af dagen.
Nu er det lidt tid siden jeg sidst har vist Jer en video, og jeg har altså brændt inde med den her lidt tid. Den underskønne “Krumme” var min første store kærlighed. Altså som i totalt-fascineret-af-hovedkuls-forelsket-i vild med ham var jeg. Han var også den jeg gav det første kys. Han ved det desværre ikke, da det var LP-coveret fra hans plade jeg sad og kiggede dybt i øjnene og øvede tungekys med. Lækkert lækkert.
Min mormor og morfar havde et videobånd med alle musikvideoerne til hans sange, som jeg så igen og igen og igen, indtil båndet til sidst gik i båndsalat. I det jeg skriver dette, går det op for mig, hvor længe det egentlig er siden…jeg tror ikke nogle børn i dag vil vide hvad et VHS-bånd eller en LP er. Jo måske de små hipsterbørn, vis forældre selvfølgelig kun lytter til LP, fordi “det er en helt anden lyd jo”. Jeg har jo længe haft kronede dage – da folk begyndte at skifte deres VHS-samling ud med en DVD-samling valgte jeg i stedet at agere storskrald for alle dem, der gerne ville af med deres gamle videobånd. Så jeg har en del. Men de er fantastiske – alle mine yndlingsfilm er på VHS, og jeg agter at beholde dem. Så mine børn bliver sådan nogle der kommer til at vide hvad VHS-film er, for de skal sq slæbes igennem hver og en af mine yndlingsfilm. Jeg har en filmsmag som en 12-årig, så vi er ude i noget med 8 Mile, Moulin Rouge, Bodyguard og A night at The Roxberry. Totalt kikset, I know. Mine børn bliver dem de andre (altså de til-LP-lyttende Hipster børn) ikke må lege med…
Nå. Videre med snakken. Jeg elsker stadig Krumme. Selvom jeg jo på et tidspunkt fik at vide at han faktisk ikke kyssede nogle piger igen, men mere kyssede på drenge. Fair nok. Måske burde jeg allerede da jeg så denne video første gang have haft en anelse, men min gay-radar var ikke så toptunet dengang. Jeg synes I skal se den – alt spiller bare i den video: Tøjet, listepik-koreografien (“her kommer jeg lige helt tilfældigt ud bag et træ i en bøgeskov, mens jeg synger i skingrende falset”) og det saxede akkompagnementet. Jae, hvad kan jeg sige – både Krumme og bøgen er for længst sprunget ud og man kan jo kun give ham ret i, at skoven er så underfuld. Særligt sådan en aften med sommerregn i luften…
Efter en hyggelig eftermiddag hos Anne og Ian med fastalavnsboller, røg lige en time ved spisebordet herhjemme hvor Bonanza og Youtube blev surfet tyndt. Temaet i dag blev “TV fra dengang vi var små” og det blev både til gensyn med klassikere som Bullerfnis, Willy Rap og “Ane og Anders har en bro”.
Særligt de fantastiske plastikansigtsvenner Stine, Anders og Jeanette havde og har en helt særlig plads i mit hjerte. Når man ser det i dag hæfter man sig dog lidt ved nogle andre (og mere forstyrrede/perverse) elementer end dengang. Gudskelov for det. For den rene er alting rent, som man siger, og jeg må jo konstatere, at jeg på mine gamle dage ikke kan se et klip som dette uden at fnise lidt fjoget.
Stilhed før Storm 