Stilhed før Storm

Month: October, 2011

Hvad med dig mandag – har du noget at byde på?

Åh mandag din gamle luder, så mødes vi igen. Med al din hverdagslighed og al min træghed – vi burde kunne udrette noget mere sammen. Men skal vi ikke lave en aftale kære mandag? Hvis du ikke sladrer til nogen om, at jeg har solgt min viljestyrke for at få råd til nye sko, så vil jeg sprede et rygte der med garanti vil sørge for at du ikke længere er alle folks hadedag. Noget med at tirsdag slet ikke er så overlegen bare fordi han er et skridt nærmere weekenden. Eller noget med at fredag den opblæste nar med al hans “wuhu frihed” og “wuhu fredagsøl” i virkeligheden har en uhyggeligt lille penis og slet ikke er så cool endda – snarere kompenserende. Eller måske bare noget med at du ikke er så nedgang som de fleste går og tror.

Jeg kan faktisk meget godt lide dig mandag, og selvom du let kommer til at blegne lidt ved siden af de andre hypede dage sidst på ugen, så tror jeg du har potentiale. Lidt ligesom november har det. Du er en lille snert af 1. januar. Du giver mig lyst til at starte lidt på en frisk. Du giver mig lyst til at blive et lidt bedre menneske end jeg var sidste uge. Du giver mig ikke dårlig samvittighed, fordi du selv er lidt fesen. Altså på den gode måde fesen. Du er bare mandag og jeg er bare mig. Du er den lovlige undskyldning for at være lidt en slowstarter og for det skal du have tak. Vi ses igen om en uge.

Advertisements

Hyggepejsen

Hvis nu nogle – som jeg selv – kunne have brug for lidt ekstra inspiration og et skub bag på det store, tunge efterårstog, kan jeg i allerhøjeste grad anbefale at hælde lidt brænde og ild i fladskærmen og varme sig ved de dejlige falske flammer: “Hyggepejsen” tilbyder dig igen i år “varmende og buldrende hygge direkte fra TV” og oven i hatten smider de generøse folk bag Hyggepejsen også lidt ekstramateriale:” The making of Hyggepejsen”.

Åh onkel-humor det er det i sandhed og jeg må med skam sige, at jeg elsker det. Køb den, til en du holder af eller måske bare dig selv. Jeg gav den til min svoger for et par år siden og han blev virkelig glad for den! Den koster den nette sum af 19.95 her.

Guestblogger Line udforsker novembers potentiale

Min kloge og dybe veninde Line skrev sidste efterår dette fine indlæg til netværket OSmig og da jeg i dag cyklede igennem de nedfaldne blade på cykelstien langs Risskov, dukkede det op på nethinden. Med Lines tilladelse bringer jeg her spørgsmålet på det gode og relevante spørgsmål: Har november potentiale?

”Året har 16 måneder: November, december, januar, februar, marts, april, maj, juni, juli, august, september, oktober, november, november, november, november.” (Henrik Nordbrandt, 1986)

Jeg har altid kæmpet med min aversion mod efterårskvartalet, og særligt november har været en frustrerende måned, der stod for alt det, jeg ikke brød mig om: Mørke, forfald og forgængelighed.

Med efteråret er ikke bare tale om en sørgelig nedgang i menneskets immunforsvar; naturen ligner også noget, der har influenza. Efter at have søgt og udspurgt andre, der er mere pro-efterår, hvad det er, de ser i efteråret, kom det gængse svar: Indehygge i stearinlysets skær, æblekage, store trøjer mm. Det ændrede bare ikke noget ved min grundlæggende aversion, men føltes mere som symptombehandling eller et plaster på såret.
‘Hvad kan du egentligt, November?!’ Har November et potentiale, som vi overser? Ét af årets større gevinster i forhold til at formildne min modstand mod årstiden blev Tine Eiby’s ’Forsvar for november’, i Weekend Avisen:

”November er dejlig fri for prætentioner. Når mørket falder på, er det i orden at falde hen på sofaen og tage en lille lur, man behøver ikke være så helvedes energisk, når bare det er november”.

November kan altså stå for pause. Årets frikvarter, om man vil. Hvor befriende! Men er det et paradoks at en pause har potentiale og i så fald til hvad? Man producerer jo ikke noget i en pause, eller hvad?…
Her kan man så passende spørge hvem, der har sagt, vi hele tiden skal udvide og producere i et hastigt tempo? Det kunne stamme fra vores resultatorienterede samfundsdiskurs, der ofte opfordrer til eksploderende ekspansion, tempo, resultater. Og som det ofte er med øjeblikkets drama, glemmer vi, når vi står i det, at der er alternativer til det, der synes at stige os over hovedet.
Komplementært til lys, udvidelse, tempo står mørk, sammentrækning og pause, måske en livslov. Men i hvert fald repræsenterer November det sidste, og det er måske hverken godt eller skridt, det er bare. Og den glædelige nyhed er, at vi midt i det hele med god samvittighed kan værdsætte pausen, som en naturlig restituerende nødvendighed. Vi behøver ikke være bange for at trække os tilbage for en tid, eller at vi går glip af et pulserende sommerliv, der leves i vores fravær.

Forgængeligheden; efterårs-aversionens næste komponent, krævede lidt mere søgen for at finde svar. Kan vi lære at værdsætte forgængeligheden? Her var hvad jeg fandt:

”Folk har ingen respekt for forgængeligheden. Vi glæder os ikke over den; tværtimod går vi i panik ved udsigten. Vi opfatter den som lidelse. Vi forsøger at imødegå den ved at skabe ting, der varer- evigt, siger vi- ting, der ikke skal vaskes eller stryges. Og et eller andet sted i det fortsatte forsøg på at bestride, at ting altid ændre sig, mister vi fornemmelsen for livets helligdom. Vi glemmer, at vi er en del af et naturligt mønster. Forgængelighed er et harmonisk princip. Når vi ikke bekæmper den, er vi i harmoni med virkeligheden” (Pema Chödron).

Det var da i hvert fald et konstruktivt perspektiv at lægge op forgængelighed. Lige hvad jeg havde brug for. Efteråret kan være tiden, hvor jeg for alvor øver mig på at værdsætte forgængeligheden. Og af uransagelige grunde virker efteråret mindre slemt i år. Starten på noget nyt ligger om hjørnet.

Med håb om at alle kan nyde novemberen der om lidt omslutter os med sit mørke potentiale – Godt efterår og Tak til Line for de fine ord.

Alt det som ingen (selv) ser

Ja, så sad jeg jo lige her en tirsdag eftermiddag og forsøgte at koncentrere mig om den tekst, jeg skal læse inden vejledning i morgen. En tekst der er skrevet på det smukkeste volapyk  og som gør mig så ualmindeligt frustreret, at selv den mindste lille forstyrrelse er en kærkommen anledning til lige at lave noget andet. Jaja, i kender det godt – emnet er gammelt, men ikke desto mindre allerstedsnærverende i enhver studerendes liv: Den gode overspringshandling. Det er den, der på en gang hjælper dig væk fra det du af den eller anden grund ikke orker og samtidig giver dig illusionen om, at det du foretager dig, er mindst ligeså vedkommende og vigtigt, som fornævnte “det”.

Ja, og i dag bestod overspringshandling nummer 3 af, lige at spørge Jer om, om det ikke også fucker Jer lidt op, at man aldrig ser sit eget ansigt i virkeligheden? Ja, for det er sådan noget jeg kan ligge vågen over om natten. (Det bærende ord er her “kan” – jeg ligger i realiteten aldrig vågen om natten. Det er med andre ord en metafor, ik’?). Altså. Tænkt det lige til ende, hvis tanken er ny for jer.

Man

kommer

aldrig

til

at

se

sit

eget

ansigt

i

virkeligheden

!!!

!

Det er saftedderperkme da underligt! Bevares, man har jo spejle og fodo’ og sine venner og families mere eller mindre pålidelige udsagn for at man ikke ligner en skæv hyæne, men I VIRKELIGHEDEN så ser man aldrig det de ser – det alle andre står og glor ind i dag efter dag og som man i øvrigt ene mand slæber rundt på og udtrykker sig igennem. En skøn bivirkning ved netop det, er at man det meste af tiden slipper for at se på sig selv. Ikke altid en ulempe. Jeg har eksempelvis mareridt over, hvor mærkelig jeg ser ud, når jeg taler og det er så hovedsageligt Jer andre der lider under det. Excuse moi. Det er også en af grundene til at jeg undlader at have nogen som helst relation til min frisør, bl.a. ved at skifte hende ud hver gang. Således undgår jeg også i denne ene spidsbelastede situation, at udstå synet at mit talende jeg. Jeg er endda gået så langt som at fake stumhed, så jeg slap for at se mig selv tale….okay. Not True. Men jeg har overvejet det så!

Men back to business: Er det ikke lidt mærkeligt, at det eneste man får at se af sit eget ansigt er ens næseryg (hvis man gør sig skeløjet), ens læber (hvis man anstrenger sig lidt og laver “the Arto Pout”) og måske en dag sækkene under ens øjne? Ja, hvis ikke sækkene over øjnene til den tid har spærret udsynet.

Nå. Nu er den ude af mit system og klar til at besætte Jeres. God tirsdag aften.

 

Juleterapi

Ja, jeg ved ikke med Jer, men for min skyld må det godt bare blive jul nu.

Ligeså snart vi er på den anden side af efterårsferien forvandles min lille hjerne til en flæskesteg og jeg tænder manisk stearinlys i hver en dunkel krog. Til lillesøsterens moderate irritation begynder jeg at brænde juleduftende røgelse af i smug og før hun får set sig om, er lyskæden kommet op igen, mens man i det fjerne kan høre tonerne fra “Last Christmas”  – du DU du, du du du du du du-du-du. Yeah – you know it!

Jeg er klar til jul og jeg går all in! Ingen kan jule som jeg jule kan. Jeg juler som gjaldt det mit liv. Af en eller anden grund. Jeg skal have et ordentlig svin af et juletræ, og hvis der er nogle der gider at have mit bras, laver jeg også kalendergaver. Jeg tror det er vigtigt, at jeg snart får nogle børn at projitere min julemani over på, for det begynder at være lidt underligt. Jeg har lagt mærke til, at lillesøsteren og Cea kigger skræmt på hinanden, når de kommer hjem og opdager at jeg har brugt fem timer på at lave min egen chokoladekalender. Eller en hel formiddag på at lave peberkager. Og når jeg d. 25 stirrer tomt ud i luften i timevis fordi julen nu er slut for i år…Jo, jeg tror det aldeles magtpåliggende at at jeg snart får en meget valid undskyldning, for at fortsætte med at te mig som en ostehøvl i Klovborgland bare fordi de´cember.

Heldigvis har jeg Susanne. Min dejlige barndomsveninde, der om muligt elsker jul ligeså højt som mig. Susanne, der i dag foreslår at vi på lørdag laver en flæskesteg og drikker rødvin. Og måske hører lidt julemusik. Og som tror det er bedst vi starter med at fejre jul i rigtig god tid i år, fordi hun ikke er hjemme (men i Sydamerika – fy) hen over jul. Og som gider tage med mig ud til juletræsmanden og købe et stort træ, og pynte det og tale i en hel time om hvor hyggeligt det er.

Julen er for mig indbegrebet af alt der er godt og jeg har på fornemmelsen, at det er temmelig priviligeret af mig, at have det sådan. For mange er julen desværre lig med travlhed, bitterhed og alt for mange ting der bør være, men som ikke er. Når jeg nogle gange går lidt overboard i den store kas’ med julepynt, er det også et forsøg på at holde fast i og dyrke det rare, nære og hyggelige, mens jeg kan. Mens der er tid og overskud til det, og mens tingene stadig er relativt uskyldige og ukomplicerede. Det er samtidig en uforlignelig antidote til en hverdag og et arbejdsliv, der nogle gange indebærer store mængder tunghed og afmagt og ord som seksuelle overgreb og børnehjem.

When the going gets tough bager jeg en julekringle, og det fungerer sgu faktisk meget godt.

God mandag to you all. It’s good to be back.

PS: Midt i al den snak om jul glemmer jeg jo helt at fortælle jer, at jeg har været på dejlig efterårsferie i Alsace. Mere om det senere….

%d bloggers like this: