Stilhed før Storm

Ja, så sad jeg jo lige her en tirsdag eftermiddag og forsøgte at koncentrere mig om den tekst, jeg skal læse inden vejledning i morgen. En tekst der er skrevet på det smukkeste volapyk  og som gør mig så ualmindeligt frustreret, at selv den mindste lille forstyrrelse er en kærkommen anledning til lige at lave noget andet. Jaja, i kender det godt – emnet er gammelt, men ikke desto mindre allerstedsnærverende i enhver studerendes liv: Den gode overspringshandling. Det er den, der på en gang hjælper dig væk fra det du af den eller anden grund ikke orker og samtidig giver dig illusionen om, at det du foretager dig, er mindst ligeså vedkommende og vigtigt, som fornævnte “det”.

Ja, og i dag bestod overspringshandling nummer 3 af, lige at spørge Jer om, om det ikke også fucker Jer lidt op, at man aldrig ser sit eget ansigt i virkeligheden? Ja, for det er sådan noget jeg kan ligge vågen over om natten. (Det bærende ord er her “kan” – jeg ligger i realiteten aldrig vågen om natten. Det er med andre ord en metafor, ik’?). Altså. Tænkt det lige til ende, hvis tanken er ny for jer.

Man

kommer

aldrig

til

at

se

sit

eget

ansigt

i

virkeligheden

!!!

!

Det er saftedderperkme da underligt! Bevares, man har jo spejle og fodo’ og sine venner og families mere eller mindre pålidelige udsagn for at man ikke ligner en skæv hyæne, men I VIRKELIGHEDEN så ser man aldrig det de ser – det alle andre står og glor ind i dag efter dag og som man i øvrigt ene mand slæber rundt på og udtrykker sig igennem. En skøn bivirkning ved netop det, er at man det meste af tiden slipper for at se på sig selv. Ikke altid en ulempe. Jeg har eksempelvis mareridt over, hvor mærkelig jeg ser ud, når jeg taler og det er så hovedsageligt Jer andre der lider under det. Excuse moi. Det er også en af grundene til at jeg undlader at have nogen som helst relation til min frisør, bl.a. ved at skifte hende ud hver gang. Således undgår jeg også i denne ene spidsbelastede situation, at udstå synet at mit talende jeg. Jeg er endda gået så langt som at fake stumhed, så jeg slap for at se mig selv tale….okay. Not True. Men jeg har overvejet det så!

Men back to business: Er det ikke lidt mærkeligt, at det eneste man får at se af sit eget ansigt er ens næseryg (hvis man gør sig skeløjet), ens læber (hvis man anstrenger sig lidt og laver “the Arto Pout”) og måske en dag sækkene under ens øjne? Ja, hvis ikke sækkene over øjnene til den tid har spærret udsynet.

Nå. Nu er den ude af mit system og klar til at besætte Jeres. God tirsdag aften.