Stilhed før Storm

Tag: Psykologi

“Hvilket indrepsykisk problem vil du gerne have min hjælp til?”

Læste  hos Dines for nogle dage siden, at der skal være en form for drama inde i penneførerens billede, før man som læser gider hænge på. Og som Dines må jeg jo med lige dele skam og fryd erkende, at drama i klassisk jeg-slår-min-far-ihjel-for-at-forføre-min-mor-stil (host host Ødipus!) pt. er aldeles fraværende i mit liv. Mindre klassisk drama er der heller ikke for meget af. Ikke noget shady. Ikke noget nasty. Ikke ret meget klamt. Jeg skal nok disse det, når det kommer – promise – men ja. Hvis der er noget drama i mit liv lige nu, er jeg for fortravlet til at opdage det. Kan være en fordel jo.

Til gengæld har jeg været medvirkende og vidne til en masse dejligt drama og en masse modige mennesker, der har kastet sig selv ind i kampen for at blive respektindgydende og aldeles seje og varme terapeuter. Er just hjemvendt fra to dages kursus i ISTDP for psykologistuderende, jeg i samarbejde med min gode ven og lærermester Elad, har arrangeret. Lige for at afnørde lidt, står ISTDP for Intensive Short Term Dynamic Psychotherapy og (eller intensiv psykodynamisk korttidsterapi) og selvom navnet er alenlangt, er terapien som regel ret intens og kortvarig, og med stort udbytte for både klient og terapeut. Målene er at hjælpe klienten til at opnå større følelsesmæssig frihed og indsigt i de mekanismer, der nu engang er på spil for os allesammen, i det liv vi lever. I det drama livet i al sin tilsyneladende udramatiskhed jo er. Man går sammen på jagt i alle livets store, små og nogle gange gigantiske og traumatiske dramaer, og i et respektfuldt samarbejde, forsøger man er finde ind til det der ligger og smerter og som vi alle bruger kolosale mængder energi på at gemme væk. Det kan være en lang og lidt teknisk snak, som jeg ikke behøver trætte Jer med her ( – skulle der sidde en og være interesseret i mere, må i endelig smide en mail).

Jeg bliver så glad og så rørt over hvor modige alle deltagerne var. Og jeg blev opmærksom på og taknemmelig over, at have valgt et fag, hvor man får mulighed for at møde folk lige der, hvor de beslutter sig for at tage livtag med deres livs drama. I den på én gang ekstremt modige, angstprovokerende, rørende og  energigivende rejse det er for både klient og terapeut endelig at kigge på det, som man måske ikke engang var bevidst om, man gemte væk, men som komplicerede livet unødigt.

Som the grand old man Davanloo beskriver det: “Emotion is the lifeblood of existence – the fuel of all our endeavors. For those patients who repress their feelings, life becomes a sterile and mechanical exercise”. 

At vende tilbage til en tilstand hvor man tør føle alle sine følelser fuldt ud – selv den mest sadistiske vrede og den mest skærende sorg – er målet med arbejdet. Et arbejde der i en eller anden grad varer ved ligeså længe vi er til.

Hmmm….tænker på om det er lidt for mystifystisk det her. Om det giver nogen mening? Under alle omstændigheder kan jeg koge det ned til det her:

Tak til alle deltagerne for at tage udfordringen på jer og give ISTDP en reel chance. Tak til Elad for at ville have mig med og endnu engang inspirere mig og minde mig om, hvorfor jeg elsker det her fag og den her retning. Og tak til mig selv, for i sin tid at være klog nok, til at vælge denne her retning i livet.

Og SÅ tror jeg vist også snart vi har været inspirerede og rørstrømske nok. Man bliver jo næsten svimmel af al den ærlighed. I får endnu hund – i dagens anledning en psykologihund. Og helt seriøst, så lover jeg, at det er den sidste hund. Ved ikke hvad fanden der sker for min hundefetish for tiden – det er virkelig underligt. Anyways – her er den:

Advertisements

Stilhed før Storm – nu med ekstra trods!

Som min farmor ville sige, så ligger mine nerver på højkant i disse dage. Eller jeg har bare frygtelig travlt og skøjter rundt fra det ene job til det andet job og fra det ene kursus til det  andet kursus. Og så videre. Og jeg græder af glæde og lidt af stres, men alt er godt og indtil videre kan jeg følge med, bare jeg løber stærkt.

Så det gør jeg.

Hvad for en  opgave? Uni siger du….hvem? Not really an issue these days, må jeg indrømme. Fortrængning, fortrængning, fotrængning. “Lalalalalalalala” (+ fingre i ørene).Vældigt effektivt forsvar, når man ikke har lyst til at se på, at man for præcist et halvt år siden forsvor, at man næste gang, man havde sådan et fag, ikke skulle sidde en måned før aflevering af meget stor opgave uden et eneste ord på papir. Jajaja, brug af “man” frem for “jeg” er også et forsvar. Whatever. Sue me.

Før man forlader denne lille højborg af  festlig fornægtelse, smider man lige et forsvar mere i puljen. Man taler udenom og prøver at bringe jer på afveje, så i glemmer at minde en om, at man ikke skriver indlæg tit nok og slet ikke skriver opgave.(Endnu) en hund har jeg til Jer. Denne gang en der taler. Ja, det er sgu lidt besynderligt, at jeg gang på gang tyr til vores firbenede ruhårede venner, når jeg skal lave sjov (for vi ved jo alle sammen godt, at jeg ikke er den helt store dyreven). Men det her er bare sindssvagt morsomt. Og mit hjerte bløder for gadekrydset her, hver gang det siger “yea”. Man tror jo næsten på det der crap med, at dyr har følelser…(ja, it’s on karmahjul!…søster her er ikke bange mere…næsten ik…).

Kun en pige (kan skrive så langt et indlæg om piger)

Gæt lige hvor jeg sidder og skal tilbringe minimum 3 timer af min formiddag – et autoværksted. Et fint et med gratis automatkaffe, kontormiljø og flotte udstillinger med grankogler, kunst-sne og grøn Ruderens (billede følger senere).

DET er satme voksent. Jaja, jeg er sådan en, der kører bilen på værksted. Før vi får set os om skal jeg også til skole-hjem-samtale og spiller bridge.

Det er ikke nogen hemmelighed, at jeg 80% af tiden er omgivet af 80% piger. Tror næsten jeg vil strække mig så langt som at kalde det et grundvilkår i min tilværelse. Evidence:

Vuggestue på Trøjborg: OK, det har jeg faktisk ingen ide om – jeg havde en kæreste der hed Rasmus, hvis far til mine forældres store fryd var ejer af en Jaguar. Har dem sgu mistænkt for at have bestukket ledelsen i vuggeren, så ralle og jeg kunne få garderobe ved siden af hinanden – mere var jo (tilsyneladende)  ikke nødvendigt  før vi tantekyssede hinanden som gale og mine SU-ramte forældre havde scoret sig en svigersøn med en Jaguar sikret i arveforskud. Og her må jeg jo blot beklage, at jeg ikke formåede at holde på min mand og nu på 8. år dater Cea, hvis forældre kun har en Peugeot (no offence svigerforældre), men hvad regner i med når i uden videre flytter over på den anden side af Jylland? Det er en seriøs udfordring at køre et langdistanceforhold som 2-årig. På det tidspunkt har man vel dårligt udviklet objektkonstans (psykologord for når man ved at folk ikke forsvinder, bare fordi man ikke kan se dem)…

Malehuset i H’Bronx: Yes, her kan jeg så heller ikke huske den præcise kønsfordeling….too young and too careless. Det er lidt op ad bakke at overbevise Jer om det med grundvilkåret, fornemmer jeg…

Folkeskolen: HER kommer vi til noget der ligner noget: 18 børn i klassen, 4 drenge og 14 piger. Og her gik jeg så i 8 år.

Efter et par år i mellemskole og på efterskole, hvor kønsfordelingen nærmede sig noget der minder fifty-fifty kom jeg på gymnasiet og endte i en sproglig klasse med 25 piger og 3 drenge. Der hurtigt blev til 2. Nogle mænd kan bare ikke klare presset af 25 gale piger, der insisterer på at bruge klassens time på at stemme om, om vi skal have rund- eller V-hals i t-shirten på studieturen. Viiigtige sager vi brugte energi på – “hvad? Hvem der sidder i regeringen? Det ved jeg sgu ikke, men jeg vil fanme ha’ V-hals i den fucking t-shirt”. (Undskyld Morten og Rune….rundstyk….jeg var ikke blevet sur, hvis i havde slået os lidt).

Så når vi frem til uni hvor jeg også styrer direkte efter den uddannelse med ubetinget fleste tøsebørn: Psykologi natürlich – hvor pigerne udfylder whopping 83% af pladserne i auditoriet og de 8 drenge, der er tilbage på studiet bruger 83% af deres energi på at forhindre deres ego i at eksplodere. Al den opmærksomhed er ikke sundt. For nogle.

Og lur mig om jeg ikke også i mit kommende arbejdsliv nok skal få opsnuset en arbejdsplads med lutter kvinder….

Og SÅ kommer pointen – hvis du sad og undrede dig over, om jeg havde sådan en – for dér hvor jeg sidder nu, der er jeg den eneste i lokalet med to X-kromosomer.

I am not kidding.

Og det ved jeg da slet ikke hvordan jeg skal håndtere. Havde tænkt jeg ville fordrive noget af ventetiden med at lægge neglelak, men jeg tænker ikke det ville være passende? Så hvad gør jeg? Drenge – help me out! Hvad snakker i om sådan et sted? Olie? Dæk? Reservedele.

Ikke engang kaffemaskinen hedder Melissa…..

%d bloggers like this: