Stilhed før Storm

Tag: Mmmmm

Forbrugsterapi

Det er ikke nogen hemmelighed, at jeg til tider kan falde tilbage på shopping og forbrug, som en måde at erstatte svære og trælse følelser med gode og glade følelser. Jeg bliver sindssygt glad af at shoppe. Og det er som ikke fordi jeg behøver en følelsesmæssig anledning til at hive dankortet frem – jeg gør det når økonomien tillader det og nogle gange også, når den ikke gør.

Når jeg nu qua mit fag bruger ret meget krudt på at have et sundt forhold til mit følelsesliv og ikke som sådan er afhængig af shopping til at regulere det, tænker jeg det ikke som noget stort problem. Det er lidt en anden snak, hvad min bankdame og Cea siger til det. Så ja. Det er faktisk mest af hensyn til dem, at jeg ikke straks farer afsted og brænder 5-6000 kr af i et snuptag på disse skønne ting. Og pointen er – for sådan en er der faktisk – at, det her efterår det kommer lidt tidligt efter min smag, og sidder sgu også lidt skævt på mig. Jeg bliver allerede lidt metaltræt ved tanken om en lang vinter med sne og regn og kulde og besværlighed. Og når jeg så får det sådan, så er der ligesom kun et at gøre – EMBRACE IT!

Så det vil jeg gøre. Og havde jeg råd ville jeg embrace det big time på luksusklassen: Svøbt ind i bløde Karmameju rober og uldplaider ville jeg læse spændende og kløgtig roman (som jeg faktisk allerede har) under Artemidelampen, kaste et blik hen på det mørke vindue med den pink lanterne og et lysende Aarhus i baggrunden, mens jeg skænker Perchs-the op i mit mågestel fra Stelton kanden.

Mindre kan også gøre det. For now. Men hvis det bliver helt slemt med humøret, så ved jeg hvad jeg må gøre….

(og her var det så meningen at jeg ville lave et stort fint galleri med en masse fine billeder af de ting jeg lige har nævnt ovenfor – WordPress (dem der hjælper mig med at lave bloggen) og jeg er bare ikke helt enige om hvordan det lige skal gøres. Åbenbart. Så det lykkes simpelthen ikke. I stedet kan i se linksene herunder og få en ide om hvad jeg fabler om).

Fra toppen: 1. Twist a Twill Plaid af Tina Razer, 600 kr. hos stillebenshop, 2. Lighthouse af HolmbäckNorden, 700 kr hosstillebenshop, 3. Stockholm dress fra Karmameju.dk 4. Artemide Tolomeo wall mount 5. Stelton Cylinda-Line teapot 6. “Børnenes Bog af A.S. Byat.

About soup and men

Så i går stod aftenmenuen på “Prins Henriks Karrysuppe”. Det er noget med noget karry og noget suppe og så noget porre og noget æble, der skal koge sammen med suppen for til sidst at blive blendet Lene-Hannson-style, så det ligesom bliver mere smoothieglat og grøntsagerne/frugterne ligesom forsvinder. Eftersom Cea er herre ortodoks med mad når det kommer til what-goes-with-what, er det ekstra magtpåliggende at få blendet æblerne væk. Den primære regel i Ceas madkoran er nemlig at frugt ikke hører til i mad – kun i dessert. Dvs. at en salat med vandmelon og feta eller en ananas på en pizza er mega no goes. Det skal her tilføjes at der (tilsyneladende!) findes et underpunkt til lige præcis denne regel. Det finder jeg ud af, da jeg for lidt siden står og spritsveder over verdens mest fine æblekage jeg er i gang med at bage til nogle gæster i aften.

Mig:”Se Cea, jeg bager en æblekage” (ja, som et lille barn har jeg brug for bekræftigelse, ros og anerkendelse, når jeg laver mad).

Cea:” Åh nej jeg hader æblekage. Æbler er så underlige i mad. Hvorfor putter du ikke jordbær i i stedet for?”

Mig (totalt kampberedt og væbnet til tænderne med madkoranens regel nummer 1):” Nu holder du Cea, Det her er dessert! Der må godt være æbler i dessert!!!” (læg her mærke til, at jeg efter snart 8 år i hvad man vil kalde et romantisk parforhold med denne mand, uden videre accepterer madkoranens bud som lov…altså jeg følger den ikke selv, men anerkende til fulde dens eksistens).

Cea:” Jaja, men lige æbler. altså. De er så bvadr (onomatopoetikon). Det er da synd at du bruger så meget tid på en kage jeg så ikke spiser”.

Mig (mistroisk og alvorligt):” Du.spiser.den.kage”.

Det vides endnu ikke hvad enden bliver på det. Kagen er i ovnen. Men altså. For future reference, ved jeg nu at de fleste frugter (ananas og jordbær) er okay at bruge i dessert. Æbler not so much.

Nå, men det var den karrysuppe vi kom fra. Søsteren og jeg konstaterede gispende at staw-blenderen ikke fungerede. Når man trykkede på knappen afgav den en lyd som en en gammel Mazda 323, der har bøvl med kileremmen. Herudover så kørte blendertingen slet ikke rundt. Så det var lidt op ad bakke med det. Over i foodprocessoren med den brandvarme, gurkemejefarvede æble-porre-karry blanding, i med den ovale dims der ligesom skulle forestille at dække hullet man propper ting ned i foodprocessoren med (hvad fanden hedder den? Propperen?) og BANG. Rent Bridget Jones! Gul suppe på alle flader og op og ned ad søsteren, der er tæt på grådens rand af raseri.

Så. Ja. I går blev der serveret suppe med klumper i og Cea accepterede hovedsageligt fordi han troede det var røde kartoffler (hmm). Men en ny blender skal der til, og det var egentlig det jeg ville tippe jer om. Skousen har megabillige Kitchen Aid blendere på tilbud. Take a look her. 

Noget for noget

Så nærmer tiden sig, hvor manden og mig pakker vores habengut og dribler vestpå til det store Amerika. Det er så vældig spændende, ja det er så. Og nu kan det godt være, at du lige om lidt har lyst til at klikke videre i en fart, fordi du synes, jeg soler mig lidt rigeligt i mine ferieplaner. Men hvis du bare lige gider at se på de to billeder her et kort øjeblik og måske lige sammenligne dem, og du må også godt blive en lille smule bitter og tænke jeg er en heldig kartoffel…hvis du gider det, så LOVER jeg, at jeg ligger ryg og ører til alle dine fantastiske ferieplaner, når du skal afsted. Stort set hele juli, dvs. når alle mulige andre skal holde deres sommerferie, skal jeg nemlig arbejde. Og så bliver det mig, der er bitterfissen og skal trækkes med det trælse danske mismodige sommervejr, imens du nyder Gardersøen eller whatever. Aftale? Ok. Så tjek lige det her:

Regnen stopper efter vi arriverer (i modsætning til Østjylland, hvor den holder ved helt til mandag – mindst), og selvom det kunne se ud som om solen kan gemme sig bag en sky eller to, så er det mindst 5-10 grader varmere i NY. Mmmmm.

Jeg ved godt jeg er er en hoverende, øretæveindbydende hest lige nu for at påpege det, men husk nu aftalen. Jeg lover at holde min del af den til juli.

Jeg vil ned og roame tøjskabet og lægge en plan for hvor smart og let jeg kan pakke, så der er masser af dejlig plads til de forhåbentlig gode køb, jeg skal gøre mig derovre. Måske med et afsnit Sex and the City på skærmen. Det er classic film night herhjemme i rækkehuset i aften: Cea ser “Schindlers Liste” og søsteren ser “Titanic” med veninderne. Storfilm er lidt meget for mig sådan post-vagt på børnehjemmet pre-ferie, så SATC it is. Eller et eller andet der ingen hjernevirksomhed kræver…

Børne-star-fucker.

Nu skrev jeg for lidt tid siden om Krumme. Krumme var jo ikke den eneste lysende stjerne på min himmel dengang. Han var vist den eneste jeg havde et decideret romantisk forhold til, men jeg kunne jo ikke nøjes med kun at spille på en hest, så til tider sonderede jeg jo terrænet for andre mulige mål for min hengivelse.

Emil fra Lønneberg var perky nok, men var jo fra Lønneberg, hvilket rent geografisk satte lidt en kæp i hjulet. Jeg var også lidt bekymret for om svigerfars hidsige temperament ville gå i arv, således at al Emils barnlige kådhed og energi på et tidspunkt ville blive kanaliseret ud ad vredens vej.

Buster var en anden mulig kandidat. Men ærlig talt, så var han lidt for dark and twisty for min smag. Og fik altid lidt kvalme når han hev flere meter farvet bånd op ad halsen. Kunne dog godt lide filmen, og åååååååhbuuuuståååår-sangen, hvorfor han fik lov at blive på listen over mulige børnekærester/kommende ægtemænd.

Lillebror fra “Ingrid og lillebror” kom aldrig med i betragtningen. Jeg havde allerede dengang et øje for at træmænd med så dependent et forhold til kvinder var et no-go. Hele dukke-genren er jo et kapitel for sig i denne henseende. Stine, Anders og Jeanette havde vist nok i hinanden – puh for et trekantsdrama at blive vævet ind i. Anders fra “Ane og Anders har en bro”, fornemmede jeg også lidt, allerede var teeemmelig opslugt at Ane. Havde han ikke været en dukke, kunne det godt være jeg havde taget kampen op, men var godt klar over at jeg hurtigt ville blive Ane underlegen, alene fordi der fra samfundets side ses lidt skævt til det at mennesker og dukker dater. Det er desuden noget værre rod med de der lange pinde der er fastgjort til hans hænder…Gutterne fra Jullerup Færgeby var meget cool, men synes generelt de var lidt for cheap-ass. Altså man ser lige for sig, hvordan de forsøge at købe ens forlovelsesring for en krone…

(De dukker der også er dyr var det lidt for sygt at forelske sig i, men skulle jeg smide en kommentar, så vil jeg bare sige, at Bamse – helt ærligt – du finder aldrig en kæreste så ond du er overfor dine venner. År efter år sidder du bare der i den bløde stol, mens stakkels kylling sidder på din usle gæsteskammel…tsk tsk tsk).

Faktisk var jeg i de tidlige barndomsår nok ret tæt på at skifte fold. Eller hold. Altså. Blive lesbisk, ikke. Jeg var jo drønforelsket i Pippi og det liv hun levede. Phew hun var hot med der fletninger og det skødesløse outfit hun danderede rundt i. Er dog bange for jeg kunne blive hende noget underdanig, og at hun enten ville forsøge at købe min kærlighed med alle sine guldpenge eller kyle mig op på skabet, når vi var uenige. SuperCarla var heller ikke til at stå for. MmmMmmMmm hun så nice ud i sin kappe! Og selvfølgelig Yrsa. Åååh smukke, dejlige, bestemte Yrsa. Jeg var faktisk helt nede med Krumme når han sang til hende – Jeg synes også hun var en dejlig pige, og hendes hår det GØR bare virkelig så smukt!

Og så i dag fandt jeg lige det her billede og den her artikel. Og pludselig blev det meget tydeligt, at der rent faktisk var nogen der blev gift med dem her (altså nogle af dem – ikke dukkerne – så vidt jeg ved). Det var da bare meget sjovt. Men er egentlig glad nok for jeg ikke gik efter nogle af dem. Især Krumme. Ja, det skulle da lige være Pippi – hun ser da meget frisk ud.

Godt vejr = Sommer = Jordbær = Værsgo!

%d bloggers like this: