Stilhed før Storm

Tag: Helbred

Viking vs. Vinter

Okay. Jeg gør det. Jeg tager konsekvensen af både det her og det her.

Har taget kampen op med Hr. Vinter, som åbenbart mener det seriøst. Ikke nok med at de sidste to vintre har været ualmindeligt lange, kolde og snedyngede, nej nu tager han sgu sommeren med i købet. Jeg har været langt nede i mine vikingske aner og i en samlet indsats for projekt gammel krop og antibrokkeudfordringen har jeg besluttet, at året i år er året hvor jeg skal være vinterbader!

Søsteren og jeg tyvstartede i går. Fordi det er så fremmed og ulogisk en tanke for mig, at bade i grødis og tilmed splitterragenes, tænkte vi det var en god ide at jeg startede roligt ud – med første dyb i august, som jo teoretisk set skulle være den varmeste (hmprf) og hvor mande og kvinde afdelingen på den permamente stadig er opdelt. Så ned vi løb, tøjet vi smed og i vandet vi hoppede. Og det var en blid dåb. Vandet var over frysepunktet og der var ingen andre mennesker. Og det var jo skønt.

Så fuck dig Hr. Vinter – nu har jeg været ude at bade! Og jeg agter at blive ved, uanset hvad du vil byde mig henover resten af sommeren, efteråret og vinteren. Og jeg vil gøre det nøgen, bare for at provokere dig!

Muuuhuahhahahahha!

(billedet lånt fra Holte Roklub)

Advertisements

C-værdighed

Jeg er en serienørd. Jeg er fan af gode historier! Jeg ser ikke hvad som helst, men nok flere end de fleste. Serier er jeg meget bedre til end film – de har en god længe (20 eller 40 min), så jeg kan bryde det lidt ned, og så elsker jeg at de aldrig ender og jeg ikke tvinges til at sige farvel til elskede karakterer før jeg selv bliver træt af dem.

Jeg elsker komedier (Friends, 30 Rock, Big Bang Theory, Two and a Half Men, How I met your mother), drama (Sex and the City, Entourage, Desperate Housewives) og især medical drama (Grey’s Anatomy, Private Practice, House). Jeg ser ikke dem allesammen hver uge – hvis en serie bliver kedelig i en periode ryger den på stand-by, og så kan jeg en dag med tømmermænd drible igennem en sæson eller halvanden. Mange serier har fulgt mig mange år og er blevet en fast bestandel af måden jeg tænker tilbage på eksempelvis min folkeskole- og gymnasietid. Kl. 16.15 vil altid være et magisk tidspunkt lig med Beverly Hills og synkrone suk mellem veninderne over Dylan.

Jeg har fundet en ny yndlingsserie, som jeg gerne vil opfordre jer til at tjekke ud. Temaet er overraskende dunkelt. Den handler om kræft. Hovedpersonen spillet af vidunerlige Laura Linney er en desperate housewife-agtig kvinde, der får konstateret stage 4 melanoma (modermærkekræft). Der er ingen behandling. Hun skal dø.

“The Big C” hedder serien og den kører lige nu på 2. sæson i USA. Måske det er lidt en psykologting at frydes over at et populærmedie som TV-serien beskæftiger sig med eksistentiel krise og dødsangst. Ikke desto mindre tror jeg, at mindre dramatisk morbide typer også vil nyde serien big time. Den let og luftig uden at uden at være overfladisk og så er den dybt rørende. Oven i det er den faktisk sjov. Altså sådan haha-sjov, ikke bare sådan jeg-klukker-lidt-på-indersiden-sjov.

Fem ud ad Fem stjerner herfra. Tjek IMDB-profilen ud her.

“Sometimes it’s okay if the only thing you did today was breathe”

Det er fredag og det går lidt bedre med travlheden. Faktisk har jeg fået omprioriteret lidt og den næste måned ser nu ok lys og overskuelig ud. Ikke hel så lys som måneden efter, som er fyldt med sommerferie, solskin, jordbærmadder, kærlighedsferie til NY, koncerter og andet rart. Det er ikke ret meget, der kan sammenlignes med den der følelse af at have en lang sommerferie foran sig, uden at komme til at se lidt bleggråt og fesent ud, men ikke desto mindre er maj nu lidt mindre bleggrå og lidt mere lyseblå.

Det skyldes ikke mindst at jeg nu har fået organiseret min opgaveskrivning i en nogenlunde struktureret hverdag, med en genial skrivemakker. Ligeså til-vanvids-drivende det kan være at skrive opgaver i grupper, der ikke fungerer, ligeså pissefedt kan det være når et samarbejde er godt. Og det er det virkelig!

Nå, jeg snakker. Det jeg egentlig gerne ville vise, var denne fine illustration jeg tilfældigt (?) fandt her, da bølgerne gik aller højest:

I really like it! Tror den skal på opslagstavlen, som en lille casual chillpill-reminder til præstationsaben –  ja, det er det jeg nu konsekvent kalder mit præstationskompleks i eksternaliseret form. Et lille egenterapeutisk mindtrick. Smart smart.

God weekend!

Status pt.

Fem fede ting ved mit liv lige nu:

1) Jeg når ekstremt mange ting og er konstant udfordret. Højeffektiv!

2) Jeg har fornøjelsen af eminent dygtige kollegaer og medstuderende med et høj fagligt niveau og gode hjerter.

3) Jeg har ikke tid til at spise ret meget, hvilket er temmelig smart pre-bikini-sæson and all.

4) Jeg keder mig på intet tidspunkt.

5) Jeg er tvunget til at leve helt vildt meget i nuet!

Fem knap så fede ting ved mit liv lige nu:

1) Jeg har dage (som i dag), hvor min puls føles sundhedsskadelig høj  – hvor jeg trækker vejret helt oppe i brystkassen, hvis jeg ikke hele tiden minder mig selv om at trække det ned i maven. Hvor min krop, sjæl, hjerne og alt trygler om pause.

2) Jeg er en lille præstationsabekat, med mange steder at præstere. Jeg skal være vældig sej og dygtig det meste af tiden.

3) Jeg har ikke rigtig tid til at handle ind og lave mad, så har dårlig samvittighed over hvad jeg byder mit gamle hylster af en krop. Det der motion står heller ikke lige øverst på to-do-listen disse dage. Jeg står i gæld til kæreste og søster, som står bag 80% af alt det jeg indtager, der rent faktisk har en næringsværdi.

4) Jeg har ikke tid til at kede mig, hvilket faktisk er noget af det bedste jeg ved. Gad fx godt kede mig lidt mere sammen med Cea snart.

5) På trods af at jeg hele tiden tvinges til at være til stede i nuet, tænker jeg mindst 30 gange om dagen, at det bare er en måned mere, bare en måned mere, bare en måned mere….

Sex så englene synger!

For en måneds tid siden var jeg til et meget fint arrangement i Johannes Kirken på Trøjborg. Det var præst og sexolog Benedikte Bakkegård der fortalte om hvordan seksualitet, intimitet, spiritualitet og kristendom kunne have noget med hinanden at gøre. Det gjorde hun uendeligt fint. Hendes foredrag hedder “Sex så englene synger” og jeg kan kun anbefale alle, der får muligheden for det, at lytte med når hun fortæller.

Jeg har siden haft en lyst og en ambition om at dele noget af det hun fortalte om her på bloggen, men dels har det taget noget tid før det er sunket ind og dels så synes jeg det er lidt svært at gengive det, så det kommer til sin ret. Derfor må det komme lidt i bidder, de vise ord og den oplevelse det var, at høre hende tale om et emne der er så spændende, intenst og også let lidt svært og tabubelagt.

Den første bid er noget så halvtørt som en definition. Det er WHOs definition på seksualitet, og selvom jeg egentlig ret let kommer til at forbinde WHO med deprimerende statestikker om deprimerende forhold, så synes jeg faktisk at denne definition var virkelig spot on og næsten rørende:

”Seksualitet er en integreret del af ethvert menneskes personlighed. Den er et basalt behov og et aspekt af det at være menneske, som ikke kan adskilles fra andre aspekter i livet.

Seksualitet er ikke synonymt med samleje. Det handler ikke om, hvorvidt vi har orgasme eller ej, og endelig er det ikke summen af vort erotiske liv. Dette kan være en del af vores seksualitet, men behøver ikke at være det.

Seksualitet er så meget mere. Det er, hvad der driver os til at søge efter kærlighed, varme og intimitet. Den bliver udtrykt i den måde, vi føler, bevæger os på, rører ved og bliver rørt ved. Det er lige så meget dette at være sensuel, som at være seksuel.

Seksualitet har indflydelse på vores tanker, følelser, handlinger og samhandlinger, og derved på vor mentale og fysiske helse. Og da helse er en fundamental menneskeret, så må også seksuel helse være en basal menneskeret.”

T. LANGFELDT & M. PORTER (1986): SEXUALITY AND FAMILY PLANNING. REPORT OF AF CONSULTATION AND RESEARCH FINDINGS. WHO.

%d bloggers like this: