Stilhed før Storm

Tag: Samlersind

Morning News

Morgenens nyheder på TV2 har givet anledning til følgende overvejelser herfra:

Privatforbruget er det laveste i fem år. Folk gider ikke købe mere crap, hvilket ud fra et privatøkonomisk synspunkt er fornuftigt nok, men det kommer til at koste arbejdspladser. Lad lige først være med at spørge, om dens slags nyheder både glæder og irriterer mig. De understøtter jo raskt væk den næsten bundløse fryd, der for mig er forbundet med at forbruge og jeg lover dig – jeg.kan.ikke.få.crap.nok. Spørgs selv Cea, der ved en fejl (formoder jeg) kom til at tage med mig og lillesøsteren+veninde med ud til Brugtvareterminalen i Viby lørdag eftermiddag. Han nægtede at bruge en øre mens jeg lå i glædesspasmer på gulvet over alt det gamle og billige. På en måde fint nok at han kom med. Udover at det var såååå hyggeligt at han gad lege med mig, fungerer han lidt som en forbrugsbuffer for mig. Hver gang jeg fandt noget som jeg godt kunne lide, men som var lidt på kanten stak jeg hovedet udenfor til ham (hvor han jo ganske hurtigt fandt en plads i skyggen med god 3g dækning), kiggede på ham med glade bedende øjne, modtog et blik over temaet “are you freakkin’ kidding me woman” og luskede tilbage på hylden med det. Så tak til Cea for at jeg kun kom hjem med fem gamle dybe tallerkener, en assorteret underkop, en steltonkande og et dejfad af det pureste ler.

Anyways. Jeg betragter mig selv som et særdeles ansvarligt menneske og jeg bryster mig af at holde mig det brede perspektiv for øje. Derfor ofrer jeg med glæde min privatøkonomiske sikkerhed, for at du kan få et job.

Og det leder mig over til næste indslag. For man kan da ikke som en kærlig medborger se til, når OK-reklamerne pludselig ikke længere er en joke, men den skinbarlige sandhed. Man KAN da ikke mene alvorligt at små børn på en skole i whatthefuck skal ligge på en lang stribe i græsset og øve brystsvømning og butterfly – Tørsvømning er åbenbart den måde vi forsøger at spare penge på for tiden. Herrejemini. Nej – frem med dankortet mine kapitalistiske medsøstre – vi har et ansvar. Børnene lider.

Den sidste nyhed: Arrangørerne af VM i landevejscykling kan eftersigende “sole sig i al den ros de har fået over arrangementet”. Nu følger jeg minimalt med i sport, men det er da kommet mig for øre via en københavner eller to, at det der VM fik en kommende betalingsring til at ligne en femsporet motorvej lige durk ind igennem Rådhuspladsen. Og hvis de der arrangører gør alvor af at sole sig i den regn af roser, der nu vælter ned over dem, ville jeg overveje at skifte bikinitrussen ud med en skudsikker vest og holde paraderne oppe for de brosten og springknive, der kunne gemme sig mellem roserne. Bare et råd.

Ja. Og efter nyhederne kom Dennis Knudsen forbi i GoMorgen DK og skulle lære Ida Wohlert at lave facefitness og så gik al hjerneaktivitet i stå.

Forbrugsterapi

Det er ikke nogen hemmelighed, at jeg til tider kan falde tilbage på shopping og forbrug, som en måde at erstatte svære og trælse følelser med gode og glade følelser. Jeg bliver sindssygt glad af at shoppe. Og det er som ikke fordi jeg behøver en følelsesmæssig anledning til at hive dankortet frem – jeg gør det når økonomien tillader det og nogle gange også, når den ikke gør.

Når jeg nu qua mit fag bruger ret meget krudt på at have et sundt forhold til mit følelsesliv og ikke som sådan er afhængig af shopping til at regulere det, tænker jeg det ikke som noget stort problem. Det er lidt en anden snak, hvad min bankdame og Cea siger til det. Så ja. Det er faktisk mest af hensyn til dem, at jeg ikke straks farer afsted og brænder 5-6000 kr af i et snuptag på disse skønne ting. Og pointen er – for sådan en er der faktisk – at, det her efterår det kommer lidt tidligt efter min smag, og sidder sgu også lidt skævt på mig. Jeg bliver allerede lidt metaltræt ved tanken om en lang vinter med sne og regn og kulde og besværlighed. Og når jeg så får det sådan, så er der ligesom kun et at gøre – EMBRACE IT!

Så det vil jeg gøre. Og havde jeg råd ville jeg embrace det big time på luksusklassen: Svøbt ind i bløde Karmameju rober og uldplaider ville jeg læse spændende og kløgtig roman (som jeg faktisk allerede har) under Artemidelampen, kaste et blik hen på det mørke vindue med den pink lanterne og et lysende Aarhus i baggrunden, mens jeg skænker Perchs-the op i mit mågestel fra Stelton kanden.

Mindre kan også gøre det. For now. Men hvis det bliver helt slemt med humøret, så ved jeg hvad jeg må gøre….

(og her var det så meningen at jeg ville lave et stort fint galleri med en masse fine billeder af de ting jeg lige har nævnt ovenfor – WordPress (dem der hjælper mig med at lave bloggen) og jeg er bare ikke helt enige om hvordan det lige skal gøres. Åbenbart. Så det lykkes simpelthen ikke. I stedet kan i se linksene herunder og få en ide om hvad jeg fabler om).

Fra toppen: 1. Twist a Twill Plaid af Tina Razer, 600 kr. hos stillebenshop, 2. Lighthouse af HolmbäckNorden, 700 kr hosstillebenshop, 3. Stockholm dress fra Karmameju.dk 4. Artemide Tolomeo wall mount 5. Stelton Cylinda-Line teapot 6. “Børnenes Bog af A.S. Byat.

Farvel Ferie

Åh ja. Efter en lang weekend med fest og farver blev det igen mandag. Og det er ikke hvilket som helst mandag. Det er mandagen der sætter den uge igang, hvor jeg efter tre måneder starter i skole igen. Det er helt surrealistisk for shit hvor det føles som om jeg har haft sommerferie i et år. Og samtidig som om, at der er noget uforløst mellem mig og den 1. juni. Noget med at jeg blev lovet (af gud ved hvem) en sommer med varme og sol, hvor jeg kunne ligge på terassen. Og noget med at jeg havde lovet mig selv, at jeg skulle læse den og den og den bog. Og noget med at jeg skulle have arbejdet så meget og tjent så mange penge, at jeg kunne gå efteråret i møde gældfrit. Og noget med at blive gravid så jeg lige kunne nå at få et barn inden studietiden var slut. Det nåede jeg ikke. Til gengæld nåede jeg en hel masse andet.

Jeg nåede at komme til New York med Cea og opleve at være helt spritnyforelsket i ham. Jeg nåede at arbejde så meget at jeg endte med at blive rigtig glad for det nye job. Jeg nåede at købe et mågestel jeg dårlig nok vidste jeg ønskede mig, før verdens bedste tilbud bankede på. Jeg nåede at holde mange dejlige fester og hoste mange dejlige middage. Jeg nåede at komme på ferie med mine forældre og min lillebror og nyde at være sammen med dem mange dage i streg. Jeg nåede at høre en masse fed musik. Jeg nåede at bade. Jeg nåede at lave en masse mad. Jeg nåede at se mine bedsteforældre. Jeg nåede at læse den og den og den bog. Jeg nåede at blive mørkhåret og lyshåret igen. Og jeg nåede at gå i babypanik over at alle andre skulle have børn og jeg ikke skulle endnu og vende tilbage til en tilstand af afslapning med det. Og jeg nåede faktisk at glæde mig til at komme igang med at læse igen.

Men når den så er her – dagen hvor læsebyrden ligeså stille ligger sig ned over skuldrene igen, kan jeg pludselig mærke panikken brede sig over at min sidste lange sommerferie på uni er slut. Over alt det jeg ikke nåede. Over alle de jordomrejser jeg burde have sparet op til og taget på mens tid var. Og jeg ved jo godt det er noget pjat for jeg har faktisk haft det utrolig dejligt og gjort hvad jeg havde lyst til. På dagen. Og så kan det vel ikke nytte noget, at jeg nu sidder og shamer mig selv over alt det jeg også kunne have gjort. Åh du senmoderne lortesamfund med alle dine muligheder…:-)

Nu vil jeg sætte denne her på og danse rundt i køkkenet mens jeg vinker farvel til sommeren 2011.

New Look.

Gad helt vildt godt være sådan en der havde et rent, ryddeligt og minimalistisk hjem. Det er jeg bare ikke og det bliver jeg heller aldrig. Totalt utopisk. Jeg elsker for mange ting, har for stor modvilje mod at smide ud og for lidt disciplin til at holde evig orden – og ja, så prioriterer jeg nok ikke rengøring og oprydning sådan helt vildt højt. Og det er okay, at det er sådan, synes jeg.

På bloggen derimod har jeg længe været på udkig efter noget mere rent, ryddeligt og minimalistisk, så fra nu af bliver stilhedfoerstorm.com stedet hvor jeg udlever mine ordensfantasier. Jeg håber I kan lide den nye indpakning. Indholdet forbliver ikke-rent, ikke-ryddeligt og ikke-minimalistisk. Bare rolig. Eller undskyld. Eller hvad du nu synes.

Om en stræben mod det enkle liv og en kærlighed til ting der glimter…

Kom en nat til at se et rerun af DR2s ”Bonderøven”, og selv om jeg af min ærkeøkologiske, langskæggede, stråhattebærende landmandsonkel fra Salling har fået at vide, at han er mere bondefanger end bonderøv (spørg ikke hvorfor), satte programmet nogle tanker i gang hos mig. Særligt hans introsætning om at meningen med hans levevis ikke er at leve som i syttenhundredetallet, men snarere et forsøg på at ”leve lidt mere enkelt”.

Klart! God ide! Det vil jeg virkelig også gerne selv! Jeg har en drøm om at leve lidt mere simpelt, grounded og uomgivet af materielle ting. At skrabe alt det overflødige væk og komme ned til det der er vigtigst. Kun omgive mig med det allermest nødvendige og derved skabe plads til alt det der godt må fylde lidt mere.

Bare.leve.livet.lidt.mere enkelt…

Omvendt må jeg jo også erkende, at jeg elsker fine ting der glimter i lyset og faktisk finder jeg stor glæde ved at have skabe og hylder fyldt til randen med betydningsfuldt ragelse. Jeg er en ravn af værste skuffe! Jeg propper ting ind i mit hjem og på min krop og nyder hyggen og skønheden de bringer med sig.

Jeg kan jo også godt lide de bekvemmeligheder det mere materielt orienterede liv bringer med sig. Misunder ikke Bonderøvens søde kæreste Henriette, at hun skal lave julemiddag og havregrød på et gammelt brændekomfur, når jeg nu selv vha. mit induktionskomfur kan lave havregrød på to minutter. Til gengæld har jeg en smart ovn, vis 50-siders lange manual jeg ikke har orket at sætte mig ind i, og derfor ikke helt ved hvordan virker…

For et par år tilbage havde jeg indbrud i min lejlighed og de stjal en masse fine ting – en masse personlige ting. Jeg blev vildt ked af det, men fik i den forbindelse også den tanke, at hvis jeg ikke havde haft alle de her fine ting, så ville de ikke kunne tage det fra mig. Så ville jeg blive en lille smule mere usårlig. Så kunne de bare komme an! Omvendt tror jeg heller ikke det vil gøre mig glad.

Som med så meget andet her i livet er det vel en balancegang mellem på den ene side at stræbe mod det mere simple og samtidig erkende, at det ikke er nemt at være bonderøvsenkel i et samfund, der nogle gange kræver at man kan lave havregrød til hele familien på to minutter.

Dette blev ikke det mest højfilosofiske indlæg – nok mere et strejf af nogle tanker der har rodet mit hoved lidt tid. Ikke desto mindre er det noget, der ikke underligt fylder for mange mennesker – blev af min kæreste gjort opmærksom på, at der er flere danskere der ser ”Bonderøven” end ”Vild med dans”.
Det siger jo ikke så lidt…

%d bloggers like this: