Hverdagsglamour.

by stilhedfoerstorm

Jeg er nok mere forfængelig end gennemsnittet. Jeg vil til enhver tid foretrække at lægge mascara og neglelak frem for at gøre rent hvis jeg får gæster og ikke kan nå begge dele. Det er ikke nødvendigvis et træk, jeg er specialt stolt af, men det nok stadig forbundet med en hvis grad af tilfredshed, siden jeg ikke har kastet det bort for længst. I virkeligheden burde man måske ikke kære sig så meget om indpakningen, fokusere mere på “det indeni” and all that jazz, men når alt kommer til alt tror jeg på effekten af  skønt tøj, smuk make-up og ikke mindst smykker og andet glimtende gods.

Jeg føler mig overbevist om, at den slags kun på overfladen set er overfladisk. Jeg tror på, at man bliver et gladere menneske, når man gør noget (ikke alting) ud af sig selv. Jeg ser det at tage sig af sin krop, klæde sig i smukke ting og pynte sig som en art selvkærlighed og egenomsorg. Selv om Lôreals slogen “because I’m worth it” er en smule metaltræt efter alle disse år at være kommet ud mellem alverdens smukke kvinders læber, så er der noget om snakken. Jeg gider da kun købe kashmir fremfor viscose, fordi jeg synes min krop fortjener at blive rørt ved af noget fint, blødt og eksklusivt i stedet for noget svedfremkalende kradsværk.  Hvis jeg var ligeglad med mig selv og min krop, er jeg ikke sikker på, jeg prioriterede at kanalisere tid, penge og energi den vej.

Jeg har i mange år haft bogen “Burlesque, and the art of the teese” af Dita von Teese til at ligge på sofabordet. Ualmindelig smuk og sexet bog, som en hver kvinde burde eje. Indledningsvist skriver hun: 

“I advocate glamour. Every day. Every minute. Glamour. Sweatpants (at least spiritually) chafe me. If I am chilled, i nuzzle a fur stole. I pull seamed stockings over my gams. I may even wrap a cashmere robe around myself if I am staying at home on a winter night. Glamour above all things. This is what I say. “

og senere

“Minsky (ejeren af the National Winter Garden, det første rigtige burlesque teater) believed that glamour reached beyond the stage – that it was an attitude, a way of life. Minsky saw to it that his footlight favorites wore hats and gloves, stockings, garters, and heels of stage. That they carefully applied their makeup before going to the post office. that they took the time to sweep their hair into sky-high jelly rools if that’s what their audience loved. Glamour was a way if life”. 

All right, jeg tusser ikke rundt i fjerstola herhjemme og læbestift hører måske også mere weekenden til, men en dag med tømmermænd, hvor man føler sig ussel og mindreværdig bliver altså en trilliard gange mindre røvsyg hvis man hopper i en lang blød kjole, dasker lidt rouge i kinderne og dubber parfume på halsen.

At være forfængelig handler for mig, mere om at elske sig selv end om at imponere andre. Når det så er sagt, ville jeg give min højre hofte for at få lov at leve i en tid hvor man så sådan ud hver dag:

(billedet er naturligvis fra Borte med Blæsten).

Advertisements