Stilhed før Storm

Sikke en måned. August, for satan, du har været lang og skøn!

D. 1. blev et to styks speciale byttet for to kinderæg på psykologis studieadministration. Umiddelbart et fladt byt, men at dømme ud fra fornemmelsen i maven, var det fænomenalt fantastisk at mærke den kroniske mavesyre og stress give efter for billig asti og lettede glade bobler.

Senere d.1. sad jeg i en flyver til Portugal. Overtræt og lettet. 12 dage badet i sol, klorvand, hvidvin, solcreme, snak og bogstaver. Min krop fik sit eget liv, og jeg lod den bestemme, at den måtte gøre, hvad den ville. Den ville sove. Og læse en krimi. Senere fik hovedet lov at bestemme lidt igen og jeg læste “We need to talk about Kevin”, som på alle måder var helt utrolig uhyggelig og genial. Også bedre end filmen, som jeg på alle måder fortrød, at jeg havde set først.

d. 12 var jeg tilbage i rækkehuset i Aarhus. Havde efterladt det sønderbombet i bøger, artikler, papirer, kaffekrus og beskidt sengetøj. Var grædefærdig på den berørte måde over at der var rydtet op og gjort rent, da vi kom ind ad døren. I køleskabet lå to sandwich. Og tyve minutter efter kom min lillebror ind ad døren. Min fantastiske lillebror, der havde bragt orden i kaos og gjort gerningsstedet beboeligt igen. Tak tak tak!

d. 25 havde jeg sidste vagt på arbejdet. Formentlig. Fik sagt farvel til familierne og børnene på stedet. Vemodigt og okay. Kunne ikke få mig selv til at aflevere nøglerne til afdelingen med det samme. Tror stadig jeg er i en form for fornægtelse over, at alle de ting jeg de sidste mange år har fyldt min tid ud med skal skiftes ud. Med noget jeg endnu ikke ander hvad er.

d. 28 fik vi specialet tilbage. Og det gik pishamrende godt. Jeg græd lidt af lettelse og havde i øvrigt en dag, som jeg ikke glemmer forløbelig. Min familie og Lines familie og en masse mad og glade mennesker, inklusiv vores vejleder som var tydeligt stolt.

d. 29 meldte jeg mig ledig på jobnet. Var i stor-grå-sweater-humør og så for første gang i flere måneder dårligt tv på sofaen. Kanal Østjylland, Kim Skotte, noget med film. Og noget om Kleopatra som jeg faldt i søvn til. Det gør jeg altid, når jeg ser programmer om hende. Hun må kede mig, hvilket er mærkeligt, for det synes jeg ikke hun gør.

Så nu er jeg psykolog. En ledig én af slagsen. Mærker i små bidder at jeg skal igang med et nyt liv, men tanken gør mig lidt svimmel og jeg bliver hurtig mæt. Gad vide hvornår det går rigtigt op for mig? Snart? Det ville nok være smart.

Jeg er tilbage på bloggen, tror jeg. Dejligt at se Jer igen!