Stilhed før Storm

Tag: Tro

Kafkas “Processen” anno 2011

Har lige set sidste halvdel af meget interessant dokumentar. “Manden der ville melde sig ud” hed den og har af gode grunde være rimelig omtalt lately. På sådan en askegrå dag, hvor tankevirksomheden her er nogenlunde lige så mat i koderne som himlen over Aarhus, kræver det lidt anstrengelse at svinge sig op til hans projekt. Helt kort fortalt vil han gerne melde sig ud af samfundet/systemet/Danmark og vriste sig løs af forpligtelser såvel som rettigheder. Det vil han gerne af princip, fordi han ikke mener at han nogensinde aktivt har meldt sig ind.

Nu så jeg jo så ikke starten af dokumentaren, men fik lidt et billede af en mand, med lidt for meget fuldskæg begravet i lidt for store filosofiske hovedværker på et lidt for støvet specialekontor helt nede i bunden af gangen. Jeg var mildt sagt rimelig skeptisk og forholdsvis irriteret over projektet som andet end et pudsigt omend nørdet tankeeksperiment.

Og det skulle da også vise sig (SPOILERALERT), at det ikke var lige sådan til. Hos Borgerservice spørger de sødt “hvor han så vil rejse hen”, underforstået, at rejser man ud af et system er det for at rejse ind i et andet. Det er ikke muligt at være systemløs. På Borgen kigger de ligeså uforstående på ham. Johanne Schmidt Nielsen giver ham kam til fuldskægget, da hun hun udfordrer ham på de etiske konsekvenser af hans ide: Hvis han melder sig ud, skal det også være muligt for andre at melde sig ud og hvor sætter man så grænsen for, hvem der må og ikke må? Hvad hvis alle de rige melder sig ud, fordi de vil beholde deres penge selv? Hvad hvis rockerne melder sig ud og begynder at banke løs på hinanden og andre, men ikke kan straffes eller holdes igen, fordi de ikke er med i klubben? Brønderslev-sagen dukker op på nethinden, som et eksempel på hvordan det kan gå, når en familie, ikke melder sig ud, men nærmere gemmer sig for systemet. Han kunne ikke helt forklare hvorfor lige ham og ingen andre skulle have lov til at underskrive udmeldelsesblanketten. Det var som om han blev klogere på projektet undervejs, og alene den rejse gjorde faktisk programmet seværdigt for mig. Han gav ikke op med det samme, men han lod sig også udfordre. Han var ikke fanatisk, men gav heller ikke helt efter for politikerne, der kiggede på ham med øjne så store som thekopper og hovedet let på skrå i et “hvad-fejler-du-mon-menneske”-blik.

Han endte på et Buddhistisk Bornholsk kloster hos zenmaster Denko Mortensen, der i de kredse jeg somme tider færdes, betragtes som værende rimelig hardcore. Jeg ved ærlig talt ikke så meget om ham, men kunne se i filmen, at han har en lavalampe, hvorfor jeg må stille mig kritisk over for det meste af det han siger. Her fandt en del af svaret på hvordan man så lever indenfor det u-udmeldelige samfunds rammer. Og der lander den vidst indtil videre.

På et principielt plan kan jeg godt følge den. Tanken omkring ikke helt at have valgt at blive en del af et apparat, der har så umanerlig stor magt over en. Det er noget af det, der kan gøre mig helt grundangst. Når jeg hører om unge teenagepiger, der bliver slæbt igennem retssager i Italien, Bali og Thailand pga. noget de måske/måske ikke har nogen skyld i. Når jeg læser om den måde systemets love kan bestemme, hvorvidt du har lov til at blive boende i dit hus hvis din kæreste dør og i ikke er gift. De der love der hele tiden bliver lavet og som vi hele tiden er underlagt er så uigennemskuelige og det føles bestemt ikke som om, at man selv har indflydelse på hvordan tingene er skruet sammen. Ja fint, du sætter et kryds på en lang lap papir omtrent hver 4. år, men så strækker indflydelsen sig ligesom heller ikke længere. Den følelse vil jeg gerne melde mig ud af. Og når det så ser sagt, så er jeg faktisk stor tilhænger af at have et system, der rammer os ind og retter os af og sikrer at vi alle spiller efter nogenlunde samme spilleregler. Ja, faktisk finder du nok ikke en større anti-anarkist og tryghedsnarkoman end mig. Så overhovedet at indrømme, at jeg faktisk fandt programmet uhyre interessant og tankevækkende er store sager. Det var bare det.

Se den her, hvis du har tid.

Advertisements

Sex så englene synger!

For en måneds tid siden var jeg til et meget fint arrangement i Johannes Kirken på Trøjborg. Det var præst og sexolog Benedikte Bakkegård der fortalte om hvordan seksualitet, intimitet, spiritualitet og kristendom kunne have noget med hinanden at gøre. Det gjorde hun uendeligt fint. Hendes foredrag hedder “Sex så englene synger” og jeg kan kun anbefale alle, der får muligheden for det, at lytte med når hun fortæller.

Jeg har siden haft en lyst og en ambition om at dele noget af det hun fortalte om her på bloggen, men dels har det taget noget tid før det er sunket ind og dels så synes jeg det er lidt svært at gengive det, så det kommer til sin ret. Derfor må det komme lidt i bidder, de vise ord og den oplevelse det var, at høre hende tale om et emne der er så spændende, intenst og også let lidt svært og tabubelagt.

Den første bid er noget så halvtørt som en definition. Det er WHOs definition på seksualitet, og selvom jeg egentlig ret let kommer til at forbinde WHO med deprimerende statestikker om deprimerende forhold, så synes jeg faktisk at denne definition var virkelig spot on og næsten rørende:

”Seksualitet er en integreret del af ethvert menneskes personlighed. Den er et basalt behov og et aspekt af det at være menneske, som ikke kan adskilles fra andre aspekter i livet.

Seksualitet er ikke synonymt med samleje. Det handler ikke om, hvorvidt vi har orgasme eller ej, og endelig er det ikke summen af vort erotiske liv. Dette kan være en del af vores seksualitet, men behøver ikke at være det.

Seksualitet er så meget mere. Det er, hvad der driver os til at søge efter kærlighed, varme og intimitet. Den bliver udtrykt i den måde, vi føler, bevæger os på, rører ved og bliver rørt ved. Det er lige så meget dette at være sensuel, som at være seksuel.

Seksualitet har indflydelse på vores tanker, følelser, handlinger og samhandlinger, og derved på vor mentale og fysiske helse. Og da helse er en fundamental menneskeret, så må også seksuel helse være en basal menneskeret.”

T. LANGFELDT & M. PORTER (1986): SEXUALITY AND FAMILY PLANNING. REPORT OF AF CONSULTATION AND RESEARCH FINDINGS. WHO.

At turde tro, part 2.

Det der jeg skrev forleden, om at turde at tro. Det tror jeg stadig på. 

Da jeg var ung troede jeg ret heftigt på alt muligt, og det var virkelig fantastisk. Jeg troede fx rigtig meget på GirlPower og på alt hvad de überseje piger fra Spice Girls lukkede ud. Skrev sågar min egen bog om dem. Og jo – bevares – det er som ikke fordi jeg ønsker mig tilbage til den tid, for en kende unuanceret var jeg jo nok. Jeg kunne jo blive decideret rasende, hvis nogle antydede at All Saints eller Backstreet Boys var bedre, dygtigere eller mere populære. Ikke tale om. Der var kun fem stjerner på himlen og de hed Baby, Posh, Scary, Ginger og Sporty. Der var ikke en tvivl at spore i mit sind, når det kom til det.

I forbindelse med førnævnte relancering af mig selv som sådan en der godt tør tro, har jeg i noget tid afsøgt min bogreol for inspiration. I den står masser af mennesker, der godt tør sige, hvad de tror på: Yalom, Løgstrup, Brinkmann og mange flere. Min favorit er dog præst og terapeut Bent Falk, og han siger sådan om det at tro:

“Hvor to forskellige verdensbilleder mødes, opstår der ny indsigt. Ingen af os har patent på sandheden. Jeg fremlægger min. Du fremlægger din. Og så ser vi, hvad der sker. Det er vel at mærke ikke det samme som postmodernisme og relativering. Der har man opgivet troen på, at noget er mere sandt end andet. Det er lidenskabsløst. I fundamentalismen til den anden side ved man, at man ejer sandheden, og der investerer man sin lidenskab (fanatisme) i at bekæmpe anderledes tænkende. Den livfulde, vibrerende mellemvej mellem disse yderpoler er lidenskabeligt (dvs. elskende et bestemt bud på, hvad der er sandt) at tro, at man kender noget væsentligt af sandheden og hele tiden vide, at det netop er noget man tror“. (B. Falk,  2009, p. 117).

At turde tro, part. 1.

Da jeg i sensommeren 2006 begyndte på psykologi blev jeg i løbet af rusugen introduceret for to ting. Den ene var alkohol i stride strømme, den anden var kritisk sans eller flerperspektivisme. Mens førstnævnte med tiden er aftaget gevaldigt (kender jo nærmest ingen til en fest på psykologi længere), så er den anden blevet hængende. Ikke at begrebet eller essensen af det at kunne tænke kritisk var nyt for mig – man har vel lavet en kildekritik eller tusind i gymnasiets historietimer – det var bare nyt for mig, at det nærmest var en religion.

Alting kan ses fra flere sider. Mindst to. Igen så er det jo ikke voldsomt revolutionerende, slet ikke i teorien. I praksis kan det dog være en udfordring af dimensioner. Det kræver sit at sætte sig ned og forsøge at forstå hvad der dog får en mand til at låse sine børn ned i en kælder i 25 år. Det kræver også sit, at sidde overfor en person der har slået sine børn, og forsøge ikke at dømme ham, men i stedet forsøge at forstå ham og hjælpe ham til at lade være. Psykologien er både i teorien og i praksis hele tiden et spørgsmål om at give plads til det dialektiske – det flerperspektivistiske. At opbygge en uendelig tolerance over for flertydighed og en evne til at forstå selv det mest uforståelige, er psykologens lod.

Det har været en evne, jeg med glæde har sat mig for at opøve. Jeg sætter en stor ære i at have en kritisk sans. Synes det er helt nødvendigt. Og lidt sejt. Hvad jeg på mine “gamle” dage på psykologi har lagt mærke til, er bare, at det nogle gange nærmest er blevet et handicap for mig. Jeg tør jo ikke tro på noget længere. Selv de mest simple og iøjenfaldende enkle ting bliver skrutiniseret totalt. Da min supervisor en gang spurgte mig, om jeg troede på, at det var bedst at min klient var ærlig i terapien, måtte jeg vende og dreje det lang tid i mit hoved, før jeg med bævende stemme sagde “ja, det tror jeg det er”. Han klappede. Selvfølgelig er det bedst, at min klient er ærlig overfor mig! Det gør jo så absolut terapien væsentlig mere intens, spændende og udbytterig. Temmelig utroligt, at det tog så lang tid for mig, at indse noget så enkelt og så stå ved at det tror jeg på…

Efterhånden som jeg laver mere og mere terapi, er det blevet tydeligere for mig, at jeg død og pine er nødt til at tro på noget igen. Hvis jeg ikke ved hvad jeg selv står for, kan jeg heller ikke hjælpe mine klienter. Hvis jeg ikke kan stå ved mig selv og det jeg tror på, kan jeg heller ikke bede mine klienter om at stå ved dem selv, og det de tror på. Hvis jeg ikke kan være tydelig overfor mig selv, kan jeg heller ikke være tydelig overfor dem.

Så derfor, mine damer og herrer, begynder jeg relanceringen af mig selv, som sådan en der godt tør tro. På andet end de tusinde perspektivers tro.

Det er store planer sådan en mandag formiddag…

%d bloggers like this: