Stilhed før Storm

Ja, så skal jeg da ellers love for, at jeg fik tørt på af Nemesis! Aldrig så snart havde jeg vredet mig i lykke over forårets premature komme, før den rare varme sol med dens fine fuglevkvidder blev skovlet væk og ind gennem dobbeltdørene i DMI-baren kom bad-ass sne med sin gangsta’fætter bad-ass stiv kuling! Yee-freakin-haa! Der er da vist ingen tvivl om, at jeg fra nu af bare holder helt kæft med den slags hyldestsange til vejrguderne, for der bliver da godt nok slået hårdt ned. BANG!

Jajaaa, der er vel ikke andet for end at tage det med et smil og nyde sin straf – ja, faktisk tror jeg, at jeg vil nyde min straf hele vejen på arbejde i morgen, skøjtende rundt på sort is godt hjulpet på vej af rasende storm og hagl.

Super.

Men god weekend til Jer andre. Håber ikke i skulle ud eller noget…

Yay, det er en god dag i dag! Fuglene kvidrer fanme udenfor og jeg har set en af de der små gule erantis blomster, hvilket alt sammen peger på, at foråret er på vej. Dette skriver jeg med den ene hånd, mens den anden hamrer løs under bordet flankeret af et SYYYV-NIII-TREEEETTEN! Jeg har svært ved at begribe, hvor heldige vi er, hvis (og jeg siger udtrykkeligt hvis, så du kan godt kneppe af frk. Nemesis!) vi i modsætning til de sidste to år, kan skippe isvinteren og bare hoppe let og elegant fra vådt efterår til spirende forår. Det er koldt – bevares – men smukt og behageligt, og eftersom jeg netop i år har valgt at tage et job der indebærer cirkus en halv times transport hver vej, er jeg også lidt ekstra lykkelig for, at året i år(syvnitrettensyvnitrettensyvnitretten!) blev året, hvor sneen fuckede op nord på, hvor den hører til, og hvor folk (læs samer, nordmænd og deslige) rent faktisk er gearet til den slags. Danskerne – jeg selv inklusiv – går jo som bekendt helt bagover i panik og forundring, ved synet af en snedynge. For ikke at tale om “sort is”. Jeg bliver helt grå indeni af angst, når der ryger en melding ud fra DMI om sort is. Hør det lige – sig det eventuelt langsomt med dyb stemme, mens du lyser dig selv op i næseborene med en lommelygte – “soooooort iiiis”.

Nå.

Lad os endelig ikke tale mere om det uhyggelige vejr, men i stedet vende opmærksomheden på de knastørre veje og den dejlige sol, der skinner på vores små blege hoveder. Aaaaah (syvnitrettensyvnitrettensyvnitretten!). Om et par timer sætter jeg mig i bilen og triller på arbejde hos alle de dejlige børn på børnehjemmet, og hvad solen ikke hiver hjem på feelgood kontoen, gør  en syv-otte timer med børnene med garanti. Forhåbentlig. Okay glem det med garantien.  Smider for en sikkerhedsskyld også lige et syvnitretten i puljen her, i håb om at det ikke er en af de dage, hvor man bliver bidt i maven eller primalskreget i hovedet.  

Okay, hurtigt spørgsmål:

Er der seriøst ikke grænser for meget én person kan reklamere for? Altså jeg er jo ikke ekspert eller noget, men som forbruger, vil jeg lige smide et heads up til dem der er: Man bliver jo skide forvirret, når man løber ind i Mikkel Hansen på det hardcore eksponeringstrip han er på.

Er nede med at han spiller håndbold. På vej til skole står han på et busskur og fortæller mig, at jeg skal købe mit tøj i intersport. Tænder man fjernsynet slikker han sig om tænderne og peger på mig med et roterende tandbørstebørstehoved (creepy!) og kort efter fimser han rundt i en sportshal og siger noget med et forsikringsselskab. Er der ikke også en reklame, hvor han står med hat på, på en rulletrappe?

Så hvad vil du have mig til Mikkel H? Altså udover også lige at læse din biografi om dit knaldspændende 12 årige liv. ‘Amen, kan vi ikke godt lige blive enige om, at man skal være over 50 for at udgive en biografi?

Nå. Jeg skal op til Linen og skrive speciale. Later guys.

Der var en gang, hvor jeg aldrig var syg. Da jeg som 18 årig kom ind til lægen for at få en eller anden erklæring på, at jeg er rask nok til at køre bil, kiggede han beundrende op på mig fra sin gamle snurrende offentlige PC med et  “wauw – du har godt nok ikke kostet mange skattekroner”. Kornfed glad vestjysk pige med mudder på træskoene og røde kinder – sund og glad – that was me! All right, nu tager jeg lidt store strøg med stereotypemalingen på penslen, men hvorfor ikke bygge videre på det billede der i forvejen tegnes af udkantsdanmark (et begreb, der viiiirkelig snart skal dø!). Anyways.

Nu er der en anden gang. Hvor jeg nu og da er syg. Ikke noget alvorligt (som dengang jeg havde gul feber). Bare sådan noget feberværk hvor jeg ikke kan holde min egen varme og ligger og stirrer apatisk ind i TV’et i et døgns tid. Så er jeg som regel frisk igen. Ikke noget lægen har været indblandet i. Dog må jeg må jeg se i øjnene, at jeg har kostet væsentlig flere skattekroner efterhånden. Efterhånden som min 26 år gamle krop, får flere og flere skavanker. Nu kan jeg se min læge scrolle op og ned i flere siders journal på hendes nye fine offentlige mac. Ikke noget beundrende blik på det sundhedsenigma,  jeg engang udgjorde.

Det er som om at graden af skrantethed i mit helbred er direkte proportionelt med min flytning fra Vestjylland til Østjylland. Som om jeg har brug for lidt mere saltvand og gylle og lidt mindre bilos og smog i den luft jeg hiver igennem mit system. Eller som om jeg ikke er skåret til det vilde liv i provinsenmetropolen Aarhus.

Eller noget.

Hånden på hjertet, så har det nok ikke så meget med hinanden at gøre. Men hvor meget jeg end elsker Aarhus og det Østjyske, så er der dage hvor jeg virkelig savner Vestjylland. Og sådan en dag, hvor man er lidt rusten i det og kroppen gør lidt ondt, længes jeg efter en tur langs kysten eller skoven. I det upræpererede terræn. Hvor man kan blive revet rundt af en skøn kuling og få blæst sygdommen ud af kroppen. Ikke på Risskovs fint- og flisanlagte stier eller på vejene flankeret af svinskdyre villaer, hvor kun en blid og flad vind finder ind.

Nå. Jeg tror faktisk jeg er ved at være rask. Heldigvis. For i weekenden kommer familien fra Vestjylland til Århus og skal jeg gå en tur med flis under fødderne, så hjælper det alså gevaldigt, at det er med dem under armen. Så kommer det sig knapt så nøje. Et bad kan måske også vaske noget sygdom væk.

Yoga Sutra kap. 2. v. 40. 

“Renlighed eller renhed afslører, hvad der har behov for at blive bevaret og beskyttet; det, der forfalder, er ydre, det der ikke gør det,  er dybt i det indre”. 

Så fik i lige den til at banke uge 3 igang på. Jeg er jo blevet sådan en der går til yoga. Selvom det efterhånden er sådan noget Gud og hver neurotisk kvinde med kropsissues (Gu’ har I så!) har på listen over ting, de bruger deres sparsomme fritid på, så fyldes jeg af god samvittighed, hver gang jeg kommer i tanke om, at – jojo den er god nok – jeg skam er sådan en, der går til yoga. Og ikke bare sådan noget pseudoyoga nede i fitt’eren, nej, rigtig yoga i en Shala, med “ooooooooom” og “muligheden for at komme lidt tidligere og læse i et yogablad og drikke en kop grøn the”. Efter jeg er rykket videre fra begynderholdene er vi også begyndt at afslutte med en lille sang. Eller hymne? Eller kvad? Mantra monstro? Eller hvad hedder det mon på yogasprog? I don’t know, men det er under alle omstændigheder temmelig syret og stemningsfuldt. Man føler sig vældig ren i det, når man lige har kamsvedt sig igennem hundrede solhilsner og dertilhørende skulderstande, hovedstand, warrior poses og jeg skal komme efter dig og SÅ lige slutter af med lidt sang. Joo, fint skal det være.

Når jeg så kommer hjem og har været i bad og føler mig ekstra zen i det, kan jeg sgu godt lige finde på at læse lidt i min yogabog i sengen, frem for at tænde fjerner’n. Og i den kan man blandt meget andet finde ud af, hvorledes man bliver mere ren – hvordan man fremelsker renhed. Og hvem kan ikke bruge noget mere af det? Fx står der, at man for at fremelske renhed, skal spørge sig selv flere gange dagligt, hvad man godt kan lide og hvad der føles godt? Der står også at man skal “traktere sine sanser med den højeste kvalitet af påvirkninger og billeder” og “gøre sine omgivelser visuelt stimulerende, forfriskende og rene”. 

Så det er jeg i fuld gang med. Hooold nu kaje hvor jeg fremelsker! Og der er brug for det. Søndag aften blev jeg forulempet af en sølvfisk, der kravlede op ad min arm. Seriøst – den var så skide stor, at jeg kunne mærke den kravle uden på min trøje. Fucking klamt og et skrig til himlen om, at jeg vist lige skal traktere mine sanser, med nogle lidt mindre uhygiejniske omgivelser. Af samme grund er det skønt, at lillesøsteren har gjort rent i dag. Traktering af sanser =Tjek.

Og så til spørgsmålet om hvad jeg godt kan lide? Hmmm. Ja, altså har lige kværnet en pose lakrids både. Det kunne jeg godt lide. Jeg kunne også godt lide at byde barndomsveninde Susanne velkommen hjem efter alt for lang rejse til farligt sydamerikansk land. Afklaring af lyster = Tjek Tjek.

Det må vist være nok for i dag.