Stilhed før Storm

Yay, det er en god dag i dag! Fuglene kvidrer fanme udenfor og jeg har set en af de der små gule erantis blomster, hvilket alt sammen peger på, at foråret er på vej. Dette skriver jeg med den ene hånd, mens den anden hamrer løs under bordet flankeret af et SYYYV-NIII-TREEEETTEN! Jeg har svært ved at begribe, hvor heldige vi er, hvis (og jeg siger udtrykkeligt hvis, så du kan godt kneppe af frk. Nemesis!) vi i modsætning til de sidste to år, kan skippe isvinteren og bare hoppe let og elegant fra vådt efterår til spirende forår. Det er koldt – bevares – men smukt og behageligt, og eftersom jeg netop i år har valgt at tage et job der indebærer cirkus en halv times transport hver vej, er jeg også lidt ekstra lykkelig for, at året i år(syvnitrettensyvnitrettensyvnitretten!) blev året, hvor sneen fuckede op nord på, hvor den hører til, og hvor folk (læs samer, nordmænd og deslige) rent faktisk er gearet til den slags. Danskerne – jeg selv inklusiv – går jo som bekendt helt bagover i panik og forundring, ved synet af en snedynge. For ikke at tale om “sort is”. Jeg bliver helt grå indeni af angst, når der ryger en melding ud fra DMI om sort is. Hør det lige – sig det eventuelt langsomt med dyb stemme, mens du lyser dig selv op i næseborene med en lommelygte – “soooooort iiiis”.

Nå.

Lad os endelig ikke tale mere om det uhyggelige vejr, men i stedet vende opmærksomheden på de knastørre veje og den dejlige sol, der skinner på vores små blege hoveder. Aaaaah (syvnitrettensyvnitrettensyvnitretten!). Om et par timer sætter jeg mig i bilen og triller på arbejde hos alle de dejlige børn på børnehjemmet, og hvad solen ikke hiver hjem på feelgood kontoen, gør  en syv-otte timer med børnene med garanti. Forhåbentlig. Okay glem det med garantien.  Smider for en sikkerhedsskyld også lige et syvnitretten i puljen her, i håb om at det ikke er en af de dage, hvor man bliver bidt i maven eller primalskreget i hovedet.