Stilhed før Storm

Der var en gang, hvor jeg aldrig var syg. Da jeg som 18 årig kom ind til lægen for at få en eller anden erklæring på, at jeg er rask nok til at køre bil, kiggede han beundrende op på mig fra sin gamle snurrende offentlige PC med et  “wauw – du har godt nok ikke kostet mange skattekroner”. Kornfed glad vestjysk pige med mudder på træskoene og røde kinder – sund og glad – that was me! All right, nu tager jeg lidt store strøg med stereotypemalingen på penslen, men hvorfor ikke bygge videre på det billede der i forvejen tegnes af udkantsdanmark (et begreb, der viiiirkelig snart skal dø!). Anyways.

Nu er der en anden gang. Hvor jeg nu og da er syg. Ikke noget alvorligt (som dengang jeg havde gul feber). Bare sådan noget feberværk hvor jeg ikke kan holde min egen varme og ligger og stirrer apatisk ind i TV’et i et døgns tid. Så er jeg som regel frisk igen. Ikke noget lægen har været indblandet i. Dog må jeg må jeg se i øjnene, at jeg har kostet væsentlig flere skattekroner efterhånden. Efterhånden som min 26 år gamle krop, får flere og flere skavanker. Nu kan jeg se min læge scrolle op og ned i flere siders journal på hendes nye fine offentlige mac. Ikke noget beundrende blik på det sundhedsenigma,  jeg engang udgjorde.

Det er som om at graden af skrantethed i mit helbred er direkte proportionelt med min flytning fra Vestjylland til Østjylland. Som om jeg har brug for lidt mere saltvand og gylle og lidt mindre bilos og smog i den luft jeg hiver igennem mit system. Eller som om jeg ikke er skåret til det vilde liv i provinsenmetropolen Aarhus.

Eller noget.

Hånden på hjertet, så har det nok ikke så meget med hinanden at gøre. Men hvor meget jeg end elsker Aarhus og det Østjyske, så er der dage hvor jeg virkelig savner Vestjylland. Og sådan en dag, hvor man er lidt rusten i det og kroppen gør lidt ondt, længes jeg efter en tur langs kysten eller skoven. I det upræpererede terræn. Hvor man kan blive revet rundt af en skøn kuling og få blæst sygdommen ud af kroppen. Ikke på Risskovs fint- og flisanlagte stier eller på vejene flankeret af svinskdyre villaer, hvor kun en blid og flad vind finder ind.

Nå. Jeg tror faktisk jeg er ved at være rask. Heldigvis. For i weekenden kommer familien fra Vestjylland til Århus og skal jeg gå en tur med flis under fødderne, så hjælper det alså gevaldigt, at det er med dem under armen. Så kommer det sig knapt så nøje. Et bad kan måske også vaske noget sygdom væk.