Stilhed før Storm

Month: January, 2012

Syg i det…

Der var en gang, hvor jeg aldrig var syg. Da jeg som 18 årig kom ind til lægen for at få en eller anden erklæring på, at jeg er rask nok til at køre bil, kiggede han beundrende op på mig fra sin gamle snurrende offentlige PC med et  “wauw – du har godt nok ikke kostet mange skattekroner”. Kornfed glad vestjysk pige med mudder på træskoene og røde kinder – sund og glad – that was me! All right, nu tager jeg lidt store strøg med stereotypemalingen på penslen, men hvorfor ikke bygge videre på det billede der i forvejen tegnes af udkantsdanmark (et begreb, der viiiirkelig snart skal dø!). Anyways.

Nu er der en anden gang. Hvor jeg nu og da er syg. Ikke noget alvorligt (som dengang jeg havde gul feber). Bare sådan noget feberværk hvor jeg ikke kan holde min egen varme og ligger og stirrer apatisk ind i TV’et i et døgns tid. Så er jeg som regel frisk igen. Ikke noget lægen har været indblandet i. Dog må jeg må jeg se i øjnene, at jeg har kostet væsentlig flere skattekroner efterhånden. Efterhånden som min 26 år gamle krop, får flere og flere skavanker. Nu kan jeg se min læge scrolle op og ned i flere siders journal på hendes nye fine offentlige mac. Ikke noget beundrende blik på det sundhedsenigma,  jeg engang udgjorde.

Det er som om at graden af skrantethed i mit helbred er direkte proportionelt med min flytning fra Vestjylland til Østjylland. Som om jeg har brug for lidt mere saltvand og gylle og lidt mindre bilos og smog i den luft jeg hiver igennem mit system. Eller som om jeg ikke er skåret til det vilde liv i provinsenmetropolen Aarhus.

Eller noget.

Hånden på hjertet, så har det nok ikke så meget med hinanden at gøre. Men hvor meget jeg end elsker Aarhus og det Østjyske, så er der dage hvor jeg virkelig savner Vestjylland. Og sådan en dag, hvor man er lidt rusten i det og kroppen gør lidt ondt, længes jeg efter en tur langs kysten eller skoven. I det upræpererede terræn. Hvor man kan blive revet rundt af en skøn kuling og få blæst sygdommen ud af kroppen. Ikke på Risskovs fint- og flisanlagte stier eller på vejene flankeret af svinskdyre villaer, hvor kun en blid og flad vind finder ind.

Nå. Jeg tror faktisk jeg er ved at være rask. Heldigvis. For i weekenden kommer familien fra Vestjylland til Århus og skal jeg gå en tur med flis under fødderne, så hjælper det alså gevaldigt, at det er med dem under armen. Så kommer det sig knapt så nøje. Et bad kan måske også vaske noget sygdom væk.

“Om du forstyrer? Nååå, nej, jeg sad som bare lige og fremelskede renhed”

Yoga Sutra kap. 2. v. 40. 

“Renlighed eller renhed afslører, hvad der har behov for at blive bevaret og beskyttet; det, der forfalder, er ydre, det der ikke gør det,  er dybt i det indre”. 

Så fik i lige den til at banke uge 3 igang på. Jeg er jo blevet sådan en der går til yoga. Selvom det efterhånden er sådan noget Gud og hver neurotisk kvinde med kropsissues (Gu’ har I så!) har på listen over ting, de bruger deres sparsomme fritid på, så fyldes jeg af god samvittighed, hver gang jeg kommer i tanke om, at – jojo den er god nok – jeg skam er sådan en, der går til yoga. Og ikke bare sådan noget pseudoyoga nede i fitt’eren, nej, rigtig yoga i en Shala, med “ooooooooom” og “muligheden for at komme lidt tidligere og læse i et yogablad og drikke en kop grøn the”. Efter jeg er rykket videre fra begynderholdene er vi også begyndt at afslutte med en lille sang. Eller hymne? Eller kvad? Mantra monstro? Eller hvad hedder det mon på yogasprog? I don’t know, men det er under alle omstændigheder temmelig syret og stemningsfuldt. Man føler sig vældig ren i det, når man lige har kamsvedt sig igennem hundrede solhilsner og dertilhørende skulderstande, hovedstand, warrior poses og jeg skal komme efter dig og SÅ lige slutter af med lidt sang. Joo, fint skal det være.

Når jeg så kommer hjem og har været i bad og føler mig ekstra zen i det, kan jeg sgu godt lige finde på at læse lidt i min yogabog i sengen, frem for at tænde fjerner’n. Og i den kan man blandt meget andet finde ud af, hvorledes man bliver mere ren – hvordan man fremelsker renhed. Og hvem kan ikke bruge noget mere af det? Fx står der, at man for at fremelske renhed, skal spørge sig selv flere gange dagligt, hvad man godt kan lide og hvad der føles godt? Der står også at man skal “traktere sine sanser med den højeste kvalitet af påvirkninger og billeder” og “gøre sine omgivelser visuelt stimulerende, forfriskende og rene”. 

Så det er jeg i fuld gang med. Hooold nu kaje hvor jeg fremelsker! Og der er brug for det. Søndag aften blev jeg forulempet af en sølvfisk, der kravlede op ad min arm. Seriøst – den var så skide stor, at jeg kunne mærke den kravle uden på min trøje. Fucking klamt og et skrig til himlen om, at jeg vist lige skal traktere mine sanser, med nogle lidt mindre uhygiejniske omgivelser. Af samme grund er det skønt, at lillesøsteren har gjort rent i dag. Traktering af sanser =Tjek.

Og så til spørgsmålet om hvad jeg godt kan lide? Hmmm. Ja, altså har lige kværnet en pose lakrids både. Det kunne jeg godt lide. Jeg kunne også godt lide at byde barndomsveninde Susanne velkommen hjem efter alt for lang rejse til farligt sydamerikansk land. Afklaring af lyster = Tjek Tjek.

Det må vist være nok for i dag.

 

 

Arbejder på listen over gode overskrifter…

Lister.

Samlinger.

Jeg har en stor kærlighed til ting i listeform og jeg har en stor kærlighed til samlinger. Har igennem mit liv været den lykkelige indehaver af – og hold nu fast! – En servietsamling, en brevpapirssamling, en kæmpe Barbiesamling, en bamse- og dukkesamling, en Anders And blads samling, en Bamseblads samling,en Diddl-samling, en bekymrende stor Spice Girls Merchandise samling, en stadigt voksende tøj- og sko samling, en massiv bogsamling (det her er min ultimative våde drøm!), en mågestelssamling….and that’s just to name a few. Det er alt sammen vældig pladskrævende og fordi jeg a) ikke kan bære tanken om at fremtidsAK skal bæres ud af sit til-kvalmegrænsen-proppede-hus af et TV-hold fra “Ekstreme Samlere” foran min grædende og bekymrede familie og b) ikke kan købe sig til at så meget plads alle mine samlinger ville kræve inden for Aarhus Kommune på en nørd- + en psykologløn, er de fleste samlinger enten parkeret på familiens gård i Vestjylland (med tilhørende lavere kvadratmeterpris) eller givet videre.

Passing on the torch – that’s just me!

Fordi jeg er en samler by heart, har jeg med tiden forsøgt at forskyde min samlerimpuls på mindre pladskrævende (og forholdstruende) samlinger. Og her – dadadadaaa – kommer listerne ind. Jeg samler på lister. Laver lister. Lister lister lister. Nogle mere geniale end andre. Yndlingslisten er den med gode citater, der altid får mig til at tude. Gode er også listen over hvilke dyr Cea ligner (1. Egernet fra IceAge, 2. Teddy), listen over hvad jeg ville gøre hvis jeg vandt en million, listen over godt (læs mest pletfjernende og mindst steriliserende) vaskepulver, listen over tv-serier der er gode at sove til når man har tømmermænd (1.Everybody loves Raymond, 2. Two and a Half Men 3. King of Queens.), listen over grinagtige statusupdates mine facebookvenner laver, listen over hvilke TV-læger jeg helst ville behandles af hvis jeg havde en dødelig sygdom  (1. Dr. Sheppard, 2. House, 3. Addison Montgomery), listen over retarderede forsøg på at oversætte engelsk til dansk (nej et “natural” er ikke det samme som en naturalist, and your parents did not get signed – they got divorced!) listen over ting mine børn skal hedde og listen over hvad mine børn ikke skal hedde (med mindre det er en del af et vanvittigt godt vædemål, som jeg vinder ved at kalde dem det)……….

Ja. Der kan i bare se, hvordan det griber om sig. Man skal bare lige være uopmærksom et øjeblik, så har damen sgu allerede genereret en liste til. Listen over gode lister. Da jeg startede med at skrive indlægget var det faktisk for at lave endnu en liste – en liste jeg siden jeg var lille har lavet med jævne mellemrum og som virkelig kan anbefales at bruge fem minutter på: Listen over ting – store som små – du glæder dig over og til. Jeg laver min en af dagene – en opfordring herfra til at du gør det samme. Man bliver glad af det…..også gladere end af det jeg over middag på vej hjem fra en pis-i-kog-bringende tur rundt i Aarhus C planlagde at skrive om: Fucking lousy betjening i Georg Jensen. Lægger lige en virtuel snosker på den kiksede arrogante møgsos “BIIIIIIIIIIIP” fine glasdisk som supplement til det syrlige og til marvsgående sarkastiske “tak for hjælpen” jeg i virkeligheden fik lirket af mig, i et lidet tilfredsstillende forsøg på ikke at nedlade mig på hendes niveau. Gud, hvor havde det dog været tilfredsstillende at give efter for impulsen til at råbe hende lige i skærmen, hvor fucking lidt hendes bag bare var fyldt op med sunshine, men lagde tusind bånd på mig selv og rasede hele vejen hjem til macen og bloggen i stedet. Kan ikke helt regne ud om det var en god beslutning. Passiv aggresivitet har vist aldrig virket for nogle….den kommer på listen over ting jeg skulle have gjort i situationer hvor folk opfører sig som svin…..

Godnat. Og sov godt.

 

 

An ode to my friends

Nejnejnejnej, jamen undskyld – jeg ved da slet ikke hvad der sker for min manglende bloggintentusiasme i det nye år! Kan da godt se den er helt gal! Hvorfor?, spørger den opmærksomme læser nok. Hvorfor kommer der ikke flere indlæg?

Jaaaa. Hmmmm…..

Altså det er somend ikke fordi jeg har haft mere travlt end jeg plejer. Og var det det, der var problemet, så ville jeg også forskåne jer for at fortælle jer om det. Travle mennesker i januar, er bare dårlig-samvittigheds-fremkaldende. Særligt, når man lidt selv har det som om, man glemte sin hjerne og livsenergi på den anden side af juleferien. Roli’ Roli’ – jeg er ikke for alvor januarramt. Sådan fosterstilling og antidepressiv i det. Men hold nu op, hvor jeg får lange løg af det crapvejr Cecilie Hother har skaffet os i denne årets første måned. ‘Amen altså. Når en lastbil skøjter forbi én på cykelstien og lige sætter af i en vandpyt, før den fortsætter ud af Grenåvej, kan den årvågne ane en frustrationståre blande sig med mudder og regn på min kolde kind. Dramaqueen? Lidt. Og jeg tøer da også hurtigt op, når jeg træder ind af døren på psykologisk institut og mødes af morgenholdet: Mageløse Majken, der kigger på mig ud under sit rødbrune pandehår og bestemmer, at jeg trænger til en kop kaffe, som hun henter i kantinen. Ditchen, der midt i den medbragte morgenmad, altid har overskud til at komplimentere mit tøj, der formentlig så godt ud derhjemme i ly af rækkehuset, men som efter en strabadserende cykeltur og sindsoprivende møde med arrogant lastbil ligner en lidet opvredet guldklud. Ja, og hun gør det så godt, at man næsten tror på hende. Og min elskede skrivemakker Line, der med omsorgsfuld bestemthed sørger for, at jeg rent faktisk får udrettet noget den dag. Og samtidig giver mig lov til at tage en lur på sofaen i biblioteket, når hun vurderer at jeg trænger til det.

Og når jeg så kommer hjem om aftenen, og mødes af Cea og lillesøsteren, der har bagt i omegnen af 200 bittesmå pølsehorn – på eget initiativ sågar – ja, så bliver man jo helt blød om hjertet af alt den kærlighed.

Så mens januars potentiale på den vejrmæssige (kold-)front gemmer sig bag en virkelig skod femdøgnsprognose, så synes jeg den brilliere på venne-, familie- og kærestefronten. For hold nu op, hvor har jeg scoret den bedste omgangskreds ever! Så tak til alle jer, der sætter januar til vægs og gør livet SÅ meget værd at leve.

Og så skal jeg nok lige komme op på bloghesten igen….promise!

 

“Okay, så hvad ville fortids-AK have gjort?”

Jeg er i den heldige situation, at jeg for en tre år siden havde indbrud i min lejlighed. Eller i Ceas og min lejlighed jo. I stuen lå den, på det fashionable og småkedelige Trøjborg. Det stank forbløffende meget. Det der stank mest var, at det de havde stjålet var ting der betød rigtig meget for mig. Det viste det sig i hvert fald at det gjorde, da det var væk. Alle mine smykker havde de nakket – dagmarkors, babyarmbånd, kærestegaver, rejsefund osv. Ud over det havde de taget noget tøj, nogle tasker og en masse elektronikgøjl (inkl. min gå-i-byen telefon – en oldgammel skramlet Sony Ericsson jeg på fornuftig vis satte mit simkort over i, når jeg tog på druk. Det må have været en temmelig ukritisk tyv, vi havde besøg af).

Jeg glemmer aldrig, da jeg trådte ind ad døren og opdagede det. Havde været på uni hele formiddagen og over middag tog jeg hjem. Det første jeg så var, at dørmåtten sad i klemme i døren. Det undrede mig. Da jeg kom ind i gangen, lå der en masse rod på gulvet og langsomt langsom langsomt gik det op for mig, at vi havde haft ubudne gæster. Og så tudede jeg. Tudede mens jeg speeddialede Cea og løb rundt i lejligheden for at se, hvad der var blevet taget. Når man har så relativt meget (men betydningsfuldt) crap som vi havde, er det faktisk svært at overskue, hvad der mangler. Hele eftermiddagen og weekenden fandt jeg nye ting, de også have taget, og hver gang fik jeg endnu en mavepuster – “Åh nej, ikke den….”. Af en eller anden grund, var det der forstyrrede mig mest, ikke at de havde stået med deres beskidte hænder i min undertøjsskuffe eller tømt mit smykkeskrin – det var at de havde båret det hele ud i vores egne tasker. På en eller anden måde, gjorde det mig virkelig utilpas. Jeg var også skræmt over hvor let det måtte have været for dem at komme ind. Et brækjern i køkkenvinduet og “pling”, så var der fri adgang. Så nemt som ingenting. Jeg følte mig aldrig helt sikker i den lejlighed igen.

Er netop kommet hjem fra juleferie og kunne ånde lettet op, da jeg trådte ind ad døren og alt var som da vi forlod det. Hver gang vi forlader vores hjem i længere tid, bliver alle de ubehagelige følelser fra dengang tricket igen. Jeg tager alle de smykker med, der betyder mest for mig. Jeg gemmer alle de andre de mest mærkværdige steder (jaha, jeg har sgu da ikke tænkt mig at fortælle hvor!) og jeg knipser løs med kameraet i alle afkroge af huset, for at kunne dokumentere og eventuelt erstatte. Jeg er ikke bare blevet klog af skade, men også temmelig paranoid. Lillesøsteren og Cea kom hjem en dag før mig, og jeg måtte guide dem frem over telefonen til deres værdigenstande, som jeg havde puttet af vejen. Bare for en sikkerheds skyld. Det er hvad det er. Der er bare den lille hage, at jeg nogle gange får gemt tingene så godt, at jeg faktisk ikke helt er i stand til at genfinde dem. Fx mangler jeg lige nu et smykkeskrin, en læderjakke og en tværfløjte….Super holdbar strategi dér AK. Det kan godt være potentielle indbrudstyve går tomhændet fra et togt på min adresse – til gengæld kan man nu se mig fifle forvirret rundt og forsøge at sætte sig ind i tankegangen på fortids-AK, der i et anfald af prepartum-paranoia har dækket sig lige lovlig godt ind….

Jaja, glade dejlige indbrudstraume. Du gør mit liv så let på tå…

%d bloggers like this: