An ode to my friends

by stilhedfoerstorm

Nejnejnejnej, jamen undskyld – jeg ved da slet ikke hvad der sker for min manglende bloggintentusiasme i det nye år! Kan da godt se den er helt gal! Hvorfor?, spørger den opmærksomme læser nok. Hvorfor kommer der ikke flere indlæg?

Jaaaa. Hmmmm…..

Altså det er somend ikke fordi jeg har haft mere travlt end jeg plejer. Og var det det, der var problemet, så ville jeg også forskåne jer for at fortælle jer om det. Travle mennesker i januar, er bare dårlig-samvittigheds-fremkaldende. Særligt, når man lidt selv har det som om, man glemte sin hjerne og livsenergi på den anden side af juleferien. Roli’ Roli’ – jeg er ikke for alvor januarramt. Sådan fosterstilling og antidepressiv i det. Men hold nu op, hvor jeg får lange løg af det crapvejr Cecilie Hother har skaffet os i denne årets første måned. ‘Amen altså. Når en lastbil skøjter forbi én på cykelstien og lige sætter af i en vandpyt, før den fortsætter ud af Grenåvej, kan den årvågne ane en frustrationståre blande sig med mudder og regn på min kolde kind. Dramaqueen? Lidt. Og jeg tøer da også hurtigt op, når jeg træder ind af døren på psykologisk institut og mødes af morgenholdet: Mageløse Majken, der kigger på mig ud under sit rødbrune pandehår og bestemmer, at jeg trænger til en kop kaffe, som hun henter i kantinen. Ditchen, der midt i den medbragte morgenmad, altid har overskud til at komplimentere mit tøj, der formentlig så godt ud derhjemme i ly af rækkehuset, men som efter en strabadserende cykeltur og sindsoprivende møde med arrogant lastbil ligner en lidet opvredet guldklud. Ja, og hun gør det så godt, at man næsten tror på hende. Og min elskede skrivemakker Line, der med omsorgsfuld bestemthed sørger for, at jeg rent faktisk får udrettet noget den dag. Og samtidig giver mig lov til at tage en lur på sofaen i biblioteket, når hun vurderer at jeg trænger til det.

Og når jeg så kommer hjem om aftenen, og mødes af Cea og lillesøsteren, der har bagt i omegnen af 200 bittesmå pølsehorn – på eget initiativ sågar – ja, så bliver man jo helt blød om hjertet af alt den kærlighed.

Så mens januars potentiale på den vejrmæssige (kold-)front gemmer sig bag en virkelig skod femdøgnsprognose, så synes jeg den brilliere på venne-, familie- og kærestefronten. For hold nu op, hvor har jeg scoret den bedste omgangskreds ever! Så tak til alle jer, der sætter januar til vægs og gør livet SÅ meget værd at leve.

Og så skal jeg nok lige komme op på bloghesten igen….promise!

 

Advertisements