“Okay, så hvad ville fortids-AK have gjort?”

by stilhedfoerstorm

Jeg er i den heldige situation, at jeg for en tre år siden havde indbrud i min lejlighed. Eller i Ceas og min lejlighed jo. I stuen lå den, på det fashionable og småkedelige Trøjborg. Det stank forbløffende meget. Det der stank mest var, at det de havde stjålet var ting der betød rigtig meget for mig. Det viste det sig i hvert fald at det gjorde, da det var væk. Alle mine smykker havde de nakket – dagmarkors, babyarmbånd, kærestegaver, rejsefund osv. Ud over det havde de taget noget tøj, nogle tasker og en masse elektronikgøjl (inkl. min gå-i-byen telefon – en oldgammel skramlet Sony Ericsson jeg på fornuftig vis satte mit simkort over i, når jeg tog på druk. Det må have været en temmelig ukritisk tyv, vi havde besøg af).

Jeg glemmer aldrig, da jeg trådte ind ad døren og opdagede det. Havde været på uni hele formiddagen og over middag tog jeg hjem. Det første jeg så var, at dørmåtten sad i klemme i døren. Det undrede mig. Da jeg kom ind i gangen, lå der en masse rod på gulvet og langsomt langsom langsomt gik det op for mig, at vi havde haft ubudne gæster. Og så tudede jeg. Tudede mens jeg speeddialede Cea og løb rundt i lejligheden for at se, hvad der var blevet taget. Når man har så relativt meget (men betydningsfuldt) crap som vi havde, er det faktisk svært at overskue, hvad der mangler. Hele eftermiddagen og weekenden fandt jeg nye ting, de også have taget, og hver gang fik jeg endnu en mavepuster – “Åh nej, ikke den….”. Af en eller anden grund, var det der forstyrrede mig mest, ikke at de havde stået med deres beskidte hænder i min undertøjsskuffe eller tømt mit smykkeskrin – det var at de havde båret det hele ud i vores egne tasker. På en eller anden måde, gjorde det mig virkelig utilpas. Jeg var også skræmt over hvor let det måtte have været for dem at komme ind. Et brækjern i køkkenvinduet og “pling”, så var der fri adgang. Så nemt som ingenting. Jeg følte mig aldrig helt sikker i den lejlighed igen.

Er netop kommet hjem fra juleferie og kunne ånde lettet op, da jeg trådte ind ad døren og alt var som da vi forlod det. Hver gang vi forlader vores hjem i længere tid, bliver alle de ubehagelige følelser fra dengang tricket igen. Jeg tager alle de smykker med, der betyder mest for mig. Jeg gemmer alle de andre de mest mærkværdige steder (jaha, jeg har sgu da ikke tænkt mig at fortælle hvor!) og jeg knipser løs med kameraet i alle afkroge af huset, for at kunne dokumentere og eventuelt erstatte. Jeg er ikke bare blevet klog af skade, men også temmelig paranoid. Lillesøsteren og Cea kom hjem en dag før mig, og jeg måtte guide dem frem over telefonen til deres værdigenstande, som jeg havde puttet af vejen. Bare for en sikkerheds skyld. Det er hvad det er. Der er bare den lille hage, at jeg nogle gange får gemt tingene så godt, at jeg faktisk ikke helt er i stand til at genfinde dem. Fx mangler jeg lige nu et smykkeskrin, en læderjakke og en tværfløjte….Super holdbar strategi dér AK. Det kan godt være potentielle indbrudstyve går tomhændet fra et togt på min adresse – til gengæld kan man nu se mig fifle forvirret rundt og forsøge at sætte sig ind i tankegangen på fortids-AK, der i et anfald af prepartum-paranoia har dækket sig lige lovlig godt ind….

Jaja, glade dejlige indbrudstraume. Du gør mit liv så let på tå…

Advertisements