Stilhed før Storm

Læste  hos Dines for nogle dage siden, at der skal være en form for drama inde i penneførerens billede, før man som læser gider hænge på. Og som Dines må jeg jo med lige dele skam og fryd erkende, at drama i klassisk jeg-slår-min-far-ihjel-for-at-forføre-min-mor-stil (host host Ødipus!) pt. er aldeles fraværende i mit liv. Mindre klassisk drama er der heller ikke for meget af. Ikke noget shady. Ikke noget nasty. Ikke ret meget klamt. Jeg skal nok disse det, når det kommer – promise – men ja. Hvis der er noget drama i mit liv lige nu, er jeg for fortravlet til at opdage det. Kan være en fordel jo.

Til gengæld har jeg været medvirkende og vidne til en masse dejligt drama og en masse modige mennesker, der har kastet sig selv ind i kampen for at blive respektindgydende og aldeles seje og varme terapeuter. Er just hjemvendt fra to dages kursus i ISTDP for psykologistuderende, jeg i samarbejde med min gode ven og lærermester Elad, har arrangeret. Lige for at afnørde lidt, står ISTDP for Intensive Short Term Dynamic Psychotherapy og (eller intensiv psykodynamisk korttidsterapi) og selvom navnet er alenlangt, er terapien som regel ret intens og kortvarig, og med stort udbytte for både klient og terapeut. Målene er at hjælpe klienten til at opnå større følelsesmæssig frihed og indsigt i de mekanismer, der nu engang er på spil for os allesammen, i det liv vi lever. I det drama livet i al sin tilsyneladende udramatiskhed jo er. Man går sammen på jagt i alle livets store, små og nogle gange gigantiske og traumatiske dramaer, og i et respektfuldt samarbejde, forsøger man er finde ind til det der ligger og smerter og som vi alle bruger kolosale mængder energi på at gemme væk. Det kan være en lang og lidt teknisk snak, som jeg ikke behøver trætte Jer med her ( – skulle der sidde en og være interesseret i mere, må i endelig smide en mail).

Jeg bliver så glad og så rørt over hvor modige alle deltagerne var. Og jeg blev opmærksom på og taknemmelig over, at have valgt et fag, hvor man får mulighed for at møde folk lige der, hvor de beslutter sig for at tage livtag med deres livs drama. I den på én gang ekstremt modige, angstprovokerende, rørende og  energigivende rejse det er for både klient og terapeut endelig at kigge på det, som man måske ikke engang var bevidst om, man gemte væk, men som komplicerede livet unødigt.

Som the grand old man Davanloo beskriver det: “Emotion is the lifeblood of existence – the fuel of all our endeavors. For those patients who repress their feelings, life becomes a sterile and mechanical exercise”. 

At vende tilbage til en tilstand hvor man tør føle alle sine følelser fuldt ud – selv den mest sadistiske vrede og den mest skærende sorg – er målet med arbejdet. Et arbejde der i en eller anden grad varer ved ligeså længe vi er til.

Hmmm….tænker på om det er lidt for mystifystisk det her. Om det giver nogen mening? Under alle omstændigheder kan jeg koge det ned til det her:

Tak til alle deltagerne for at tage udfordringen på jer og give ISTDP en reel chance. Tak til Elad for at ville have mig med og endnu engang inspirere mig og minde mig om, hvorfor jeg elsker det her fag og den her retning. Og tak til mig selv, for i sin tid at være klog nok, til at vælge denne her retning i livet.

Og SÅ tror jeg vist også snart vi har været inspirerede og rørstrømske nok. Man bliver jo næsten svimmel af al den ærlighed. I får endnu hund – i dagens anledning en psykologihund. Og helt seriøst, så lover jeg, at det er den sidste hund. Ved ikke hvad fanden der sker for min hundefetish for tiden – det er virkelig underligt. Anyways – her er den: