HELP EVERY DAY – PLEASE!

by stilhedfoerstorm

By the way. Mens jeg trisser rundt med fingeren (eller problemformuleringer?) i røven, så er der mennesker som Matias, som redder verden. Gudskelov. TAK til Matias for at være sådan én der opbygger sin egen NGO og giver folk som mig mulighed for at være med i noget meningsfuldt på daglig basis. TAK til Matias for at have en vision og oven i købet have overskud til at dele den. TAK til Matias for at give mig ret til at fjerne en brosten i vejen til helvede og rense min karma (eller aura?) en lille smule.

Det er ikke længe siden jeg sad og brokkede mig over, at man fanme aldrig kunne få noget for 50 øre længere. Jeg ved ikke om det er en slags eksistentiel dødsangst, der kan få mig op i det røde felt over at inflationen med tiden (uuuuh – tiden) har presset prisen på et stykke godt gammeldags Jenka op i 2 kr.  Det er 1.5 kr mere end de 50 øre det kostede, da jeg var barn. En stigning på adskillige procent – ja, spørg venligst ikke hvor mange – er ikke for skarp til det med procent – men “adskillige” dækker det.

Men fra og med i dag, kan du og jeg og alle andre med en sjæl og et visakort give 50 øre om dagen (eller 15 kr om måneden. Jaaa, det står ikke helt galt til med matematikken!) og faktisk få noget for pengene. Noget virkelig godt. Glade børn i varme lande og en lidt pænere glorie. Og bild mig ikke ind at du ikke kan undvære 50 øre om dagen! Som sagt. Man kan INTET andet få for 50 øre nu om dage. Så pung ud og hjælp gerne med at lave lidt larm for verdens brandhedeste NGO: HELP EVERY DAY! Tjek det ud her.