Eksistentiel blogkrise part 2.

by stilhedfoerstorm

Ny uge, ny energi  – ja tænk hvis det rent faktisk var sådan. Lider af unavngivet syndrom, hvor tiden i mit hoved skiller mellem søndag og mandag. Spørger du mig derfor om jeg kan arbejde/lege/etc. mandag er der gode chancer for at jeg siger ja, uagtet at alle dage op til er pakket så tæt som hipsterbørn til en kaospilotfest. Dagen i dag startede derfor kl. 6.30 og jeg forventer ikke at træde ind over dørtærsklen til rækkehuset før klokken har passeret 21. Et program der til forveksling ligner det, jeg havde i kalenderen både torsdag, fredag, lørdag og søndag. Men pyt. Det er jo en ny uge (smiley med meget krumme øjenbryn).

Nå videre med snakken. Tør dine øjne og få en ny kalender, AK – så skulle den ged vist være barberet så vi kan komme videre til de rigtige mennesker med de rigtige problemer.

Der var måske andre end mig, der noterede sig bloggens (min) lille  eksistentielle krise i fredags – Cea var i hvert fald så rar at påpege, at jeg formentlig havde hevet alt troværdighed ud af projektet – I sure (as hell) hope not!?. Snefnugget opfordrede til små skridt og en “nærmest ærlig” tilgang og den rammer han jo nok ikke helt ved siden af med. Jeg har selv funderet lidt videre over hvori krisen består og jeg tror jeg har fundet frem til at – and here goes – det bunder i en ærgerlighed over eksempelvis ikke at kunne lave lange lister over mænd jeg har datet, skrottet, disset, elsket, hadet og savnet, sådan som Amarorama fx gør det (for det er fanme god læsning) – eller det kunne jeg for så vidt godt, men måske ikke uden at de kære mænd kunne identificeres, med uoverskuelige konsekvenser til følge…

I bund og grund handler det ikke så meget om udleveringen af mig, men mere om udleveringen af andre. Mig må i for så vidt godt høre det hele om, men fordi der som regel er et andet ægte menneske involveret i mange af de ting, jeg går og roder med, involverer en selvudlevering også en udlevering af en anden. Og det er jo ingen sag, når udleveringerne overvejende er positive, men det bliver jo lidt let til bens og skævt, hvis man kun tegner med de varme farvekridt i kassen.

Jeg kan selv vælge hvad jeg skriver om herinde. Jeg er herre over, hvad jeg skriver om mig selv og også over, hvad jeg skriver om andre. Det er en magt jeg er lidt ambivalent omkring og andre-udleveringen (lyder sgu nærmest Tønnesvang’sk) er som regel den der kommer i dagbogen frem for på bloggen.

Er dog ved at udtænke et par loopholes, så jeg kan tage et par skridt nærmere komplet selvudleverende ekshibitionistisk ærlighed. Fx er der er nogle kloge psykologer, der mener, at det vi mener/tænker/føler om andre, ofte er projektioner af vores eget crap. Hvis jeg synes X taler for meget om sig selv, er det muligvis fordi jeg a) ville ønske jeg selv var lidt bedre til at turde tage fokus (hvem var det, der nævnte min blog med 170 indlæg om mig?) eller b) at jeg selv skulle lukke røven lidt mere og tale lidt mindre. På den måde ligger der i udleveringen af en anden også en udlevering af én selv. Det vil sige – hvis vi lige skal vikle os ud af kompleksiteten igen – at det hele i virkeligheden handler om mig selv. Hokus pokus – mig i fokus – igen.

Og nu lover jeg, at jeg snart skrider ud af meta-modus og ned hvor det er hyggeligt igen. Tror det er en akademisk arbejdsskade….det er også derfor vi ikke skal arbejde i Netto…..vi egner os ikke til den virkelige verden.

 

 

Advertisements