Stilhed før Storm

I haven’t been honest with you guys.

Altså. Jeg har ikke direkte løjet eller noget, men hele sandheden har jeg også forskånet jer for. En del af det at skrive noget her, som folk skal bruge tid på at læse, er også at man giver en bid af sig selv. Nogle gange er de bidder mere ærlige end andre. Mere selvudleverende end andre. Nogle kræver gevaldige gran af salt og andre er måske mere…mig. Nogle gange ærgrer det mig, at jeg ikke har lavet en anonym blog, for det ville i virkeligheden gøre det meget lettere at skrive noget om virkeligheden. Ofte har jeg lyst til at dele noget med Jer, men fordi I – i hvert fald nogle af Jer – kender mig i analog form, ryger det i dagbogen i stedet. Eller kommer ud i mere intime fora over en øl eller et stykke kage. Og det er ikke fordi jeg er bange for, hvad i tænker om mig eller fordi jeg er bange for at dele det med Jer, og det hænder da også at jeg sætter mig til tasterne og krænger mit usaltede hjerte ud. Og så er det alligevel lidt for privat.

Og det er pisse ærgerligt. For det ville uden tvivl gøre stedet her, til mere end bare censurerede tanker og følelser på en massiv bund af selvironi, og mit gæt er, at det også ville være mere væsentligt. Og mere spændende. For både Jer og mig.

Dem herinde der kender mig siger, at de ikke er i tvivl om, at det er mig der er i den anden ende af ordene. Og det er det også. Og jeg er også mere end det. Jeg håber I kan fornemme det – trods alt – og hvis det ikke var så kompliceret at være hudløs på nettet, ville jeg måske også gøre det lidt mere.

Det her er måske en start. Nu ved i det i hvert fald – hvis I ikke vidste det i forvejen.

God weekend. Gid den må blive god for jer allesamen. (K)ærlige hilsner herfra…