Stilhed før Storm

Når man arbejder på et børnehjem, er man så privilligeret, at møde rigtig mange børn. Særligt de såkaldte observationsbørnehjem (som regeringen ellers lægger sig i selen for at få at udryddet), hvor børnene ofte bliver anbragt akut, og indenfor et år eller halvandet bliver hjulpet videre til en plejefamilie eller et bosted, er der mange børn der krydser ens vej. Dejlige forsømte børn der kryber ind under huden på en efterlader et spor af tilknytning. Jo længere de er der – og paradoksalt nok, jo mere udfordret relationen er – jo værre er det, når de så skal videre. Og selvom man fra halsen og op, godt kan glædes over, at en (forhåbentlig dygtig og kærlig) plejefamilie står klar til at give dem en chance for en nogenlunde barndom, så gør det nas fra halsen og ned. Åh, hvor er det hårdt altså. For os – de voksne. Børnene klarer det som regel ret godt. De vinker løs fra bagsædet, når de triller væk, og efterlader en flok betuttede pædagoger, der gør hvad de kan, for at holde tårerne tilbage. Såså, man er vel professionel, livet går videre og blablabla. Hvis du lige dividerer det med to deciliter blødende hjerte og menneskelighed, nærmer vi os et mere realistisk billede. Gudskelov.

En ting er, at man ikke skal være sammen med det barn længere. Det lærer man automatisk at leve med, for der står nye børn klar til at fylde pladsen ud. Det der for mig er svært – og det gælder i øvrigt også med mine klienter – det er slippet. At man ikke længere har lov til at vide, hvad der sker i deres liv, hvordan de har det, hvad de roder sig ud i og (forhåbentlig) ud af, om de er glade, om der er nogle der passer på dem og tager sig af dem. Phew. I går var sådan en dag, hvor et barn skulle videre i systemet. Lunkent.

Jeg har nok aldrig været super glad for farveller. Hvis det stod til mig bestod livet af 100% goddag pimpet med kærlighed. Fuck eksistentielle vilkår, “vi er alle alene” og all that jazz. Jeg stemmer for evig rundkreds og tusind venner på facebook.  Jeg stemmer for bryllupper med 300 gæster og reunion hver weekend. Jeg stemmer på “vi ses snart” som president og på at “farvel” ryger ud i næste ø-råd.

God tirsdag folkens. På glædeligt gensyn!