Stilhed før Storm

Den sidst måneds opgaveskrivning har været det tætteste, jeg har været på at have et fast arbejde. I gang kl 8 og sådan cirkus færdig kl 16. Og så nogle gange fri om aftenen. Heldigvis har det ikke lammet mig totalt, som jeg faktisk havde en temmelig realistisk forestilling om, at sådan noget i-rammer-fastlagt-arbejde ville gøre det. Måske er det håb.

Min seje skrivemakker Lise og jeg har produceret 47 siders tekst om danske unges risikotagning i forbindelse med deres rekreative rusmiddelbrug. Sådan. Det lyder rigtig flot, ikke? Det er det egentlig også – vi synes selv det er noget en kraftpræstation, at vi har strikket så meget sammen på så relativt kort tid. Det der bare ikke er så flot, er at vi har ti lange sider for meget….

Jeg.hader.at.slette.

Jeg grrrr-hader virkelig at slette ting, som jeg én gang har siddet og svedt over at få ned på papir. Mage til meningsløst slavearbejde, at sidde og skrive sin opgave dårligere, for lige at spare et par (eller 24.000) tegn hist og her. Særligt når de fleste professorer på psykologi ikke kan skrive en bog på under 300 sider. Rollemodeller? Not really. Nå. Såså AK, ingen grund til al den galde. Men det er altså det, jeg bruger tiden på lige nu. Wordcount. Wordcunt! Måske får i bare lov at få alle de ting, jeg må skære fra, fordi jeg ikke nænner at mine genistreger ikke skal se dagens lys. Shit, for et kedeligt blogindlæg det ville være….det må jeg nok heller forskåne jeg for after all.

Jeg glider tilbage til arbejdet, og skyder mig i tankerne 48 timer frem i tiden, hvor opgaven forhåbentlig ligger i 3 eksemplarer af små 36 sider på psykologis studiekontor, og jeg sover sover sover sover.